Søren Mosdal rapporterer fra Kiasma, Helsinkis museum for moderne kunst, der netop har åbnet den store tegneserieudstilling ‘Eyeballing’.
Det lader til, at der så småt sker noget nyt med vores allesammens yndlingsmedie rundt omkring i Nordeuropa. I Danmark så vi som bekendt netop genoplivningen af Pingprisen i Lille Vega, med udvalgte kendisser helt i front, og Nummer9’s egen Thomas Thorhauge solede sig for nylig i lektor Peter Schepelern og Peter ”Ålen” Aalbæks finkulturelle glans i Cinemateket (selvom den frække Ål nok ville betakke sig for at blive kaldt ‘finkulturel’).
I Finland tages skridtet videre, her har Kiasma, Helsinkis museeum for moderne kunst, netop åbnet en stort anlagt tegneserieudstilling. Fjorten forskellige finske tegnere optræder, og allerede efter blot et overfladisk vue gennem udstillingen, slås man – nok engang af originaliteten hos de finske tegneseriekunstnere.
Alle har de vidt forskellige udtryk, men sjovt nok har kun få af dem valgt at udstille tegneserieoriginaltegninger på væggen. Til gengæld diskes der op med alt fra Tommi Musturis kosmiske karrusel i et kosteskab, Aapo Rapis kulørte science fiction malerier, Jyrki Heikkinens overmalede industriplastik til Katja Tukiainens balancerende til kitsch-lyserøde småpiger.
Det ser godt ud, og er måske den til dato mest overbevisende tegneserierelaterede udstilling, undertegnede har set.
Nummer9s udsendte hev fat i en af de tre kuratorer, Harri Römpötti (der desuden tæller Vill Hänninen og Arja Miller):
Søren Mosdal: Det er en meget imponerende udstilling, I her præsenterer. Hvordan fik I finske tegneserier hele vejen ind på de bonede gulve hos en kultursinstitution som Kiasma?
Harri Römpötti: Vi fik udstillingen, simpelthen ved at foreslå den. Den tredje kurator, Arja Miller fra museet kunne lide ideen, og det fik det hele i gang. Det her er for øvrigt ikke den første tegneserieudstilling på Kiasma. Den sidste var i 1999. Det var en traditionel udstilling med originalsider fra næsten 40 forskellige kunstnere.
Udstillingen viser meget forskellige indgange til mediet – hvilket oplæg gav i kunstnerne?
– Tegneserier hører for det meste ikke særlig godt hjemme på udstillinger. De skal læses i bøger, ikke hænge på en væg. Vi ville få kunstnerne til at finde på måder at bringe deres arbejde mere naturligt ind i museumsomgivelserne, og samtidig udvikle visuelle narrativer til et tre-dimensionelt rum. Den slags ting er begyndt at ske andre steder også, og der er meget mere at udforske.
Denne her udstilling er interessant fordi det er et af de første skridt. Det er spændende at se noget nyt blive født, også selvom begyndelsen måske er en anelse vakkelvoren.
Tror du udstillingen vil være med til at ændre mainstream kulturens opfattelse af tegneserier i det lange løb?
– Heldigvis har offentlighedens opfattelse af tegneserier i Finland været under forandring gennem længere tid. En indikation er, at vi får tegneserier ind på museerne, en anden at tegnerne får flere og flere legater, og en til er, at vi kan skrive om tegneserier i aviserne på samme måde som en hvilken som helst anden kunstform. Jeg tror udstillingen kun kan styrke den udvikling.
For Nummer9s udsendte, var et af de mest slående værker Marko Turunens. Han er et ubeskrevet blad i Danmark, men har netop udgivet endnu en bog på fransk/belgiske Fremok. Store svævende bokse med hans sort/hvide tegninger hænger fra loftet, minimalistisk og effektivt.
Marko Turunen, hvad er idéen bag dit værk?
– Først og fremmest at tilbyde noget nyt til dem som har læst mine bøger. Jeg bryder mig ikke om at læse tegneserier på en væg i et museum, men jeg har intet mod at vise mine originaler, hvis der også er andet end bare originalerne på en væg. Mine udstillinger er altid planlagt til det rum, de udfolder sig i. Det er unikt hver gang. Jeg er udlært skulptør; at arbejde med rum, og at bygge ting er naturligt for mig. Min inspiration kom fra 80er-fænomenet ‘Transformers’ simple design, professorterninger og den slags. Jeg laver nye tre-dimensionelle former baseret på mine originaltegninger, lidt på samme måde som Transformers ændrer form. På en måde.
Tror du en udstilling her på Kiasma vil betyde noget for finsk tegneserie, eller vil det bare se godt ud på cv´et?
Det håber jeg. Jeg håber det vil være ligesom streetart. Graffiti var ok, men da kunstnerne begyndte at tilpasse metoder og idéer fra moderne kunst, var det de nåede nye højder, og museer, gallerister og kunstsamlere blev interesserede i dem. De fik folks opmærksomhed. På bare et par år blev streetart en værdsat kunstform. Jeg ved, der er mange mennesker, der går på museum, til opera, i teateret osv. Kultur er en del af deres liv. Vi har stadig ikke nået disse mennesker, og måske er de vores eneste håb for at overleve. Måske udstillinger som den her på Kiasma vil hjælpe os til at nå dem.
De udstillende kunstnere er:
Mari Ahokoivu, Terhi Ekebom, Matti Hagelberg, Jyrki Heikkinen, Kati Kovács, Hanneriina Moisseinen, Tommi Musturi, Ville Ranta, Aapo Rapi, Anna Sailamaa, Ville Tietäväinen, Katja Tukiainen, Marko Turunen og Amanda Vähämäki.
LINK: Kiasmas tegneserieudstilling
Uskarpe fotos af Søren Mosdal.