Første ombæring af Nummer 9s rundtur i forårsudgivelserne 2012 handler om humor – fra det underfundige til det lavkomiske.
Den næste uge på Nummer 9 kommer blandt andet til at gå med at se frem imod tegneserieforåret 2012. Hvis forlagenes udgivelsesplaner ellers holder, tegner det til en halvsæson, der bliver mindre flittig end den sidste – men til gengæld rig på kvalitet.
I dag: Lidt let opvarmning med en samling humoristiske udgivelser.
Børneudgaver af kendte tegneseriefigurer er langt fra noget nyt fænomen i tegneseriens verden. Tænk bare på Den lille Splint. Allievel vakte det opstandelse, da Marsu productions i foråret 2011 annoncerede serien Gastoon om Vakse Viggo som skarnsknægt.
Formålet var selvfølgelig at få et nyt, yngre publikum i tale, men for de franske Franquin-fans var det noget nær helligbrøde at pille ved mesterens klassiske univers. Forlaget Zoom udsender til april første bind af serien, og så kan hjemlige læsere jo selv vurdere, om Viggo har lidt overlast.
Aben maler er måske bedst kendt for mere eller mindre alvorsfulde “art comics”, men det hele startede med den humoristiske “Begge to”, tegnet og fortalt af briterne Simone Lia og Tom Gauld i muntert heterogen forening. Eller også startede det med Edward Goreys “Gravengrum-børnene”, men det ville ikke være nær så belejligt. Sagen er den, at Aben maler til foråret udgiver samme Tom Gaulds første lange tegneseriefortælling, nemlig “Goliat”, der genfortæller bibelhistorien om David og Goliat fra den konfliktsky kæmpes perspektiv. Interessant bliver det at se, hvordan Gaulds enkle figurdesigns, heftige skraveringer og underfundige humor fungerer i langform – uddraget til højre er fra canadiske Drawn & Quarterlys udgave af bogen.
Tilbage i den mere børnerettede afdeling har Cobolt en række gamle kendinge på programmet. Den forholdsvis filmaktuelle serie om Smølferne bliver til marts et par danske bind længere, når “Skarnsknægten og smølferne” og “Costa del Smølf” ser dagens lys. Som vanligt er det Smølfe-skaberen Peyos søn Thierry Culliford, der står for historierne, mens en roterende besætning af tegnere står for stregerne.
Også Garfield bliver luftet i foråret, både i farver og sort/hvid, og for de katteelskere, der ikke har nok i Jim Davis’ udødelige møgmis, er der “Katte Katte Katte”, en samling ensides-gags af trekløveret Labuss’, Larbier og Rabarot.
Så går det formentlig noget voldsommere til værks i Mårdøn Smets Stig og Martha. Den hårdkogte og grafisk eksperimenterende humorserie gik i serieantologien Fahrenheit, dengang undergrundsserier i dansk sammenhæng stort set var synonym med “hærg”: Hæsblæsende drengerøvsserier med fokus på sex, vold og dårlige manerer.
Stig og Martha hævede sig over mængden med eksperimenterende sidelayouts og en virtuost kringlet – nogle ville sige uaflæselig – streg, og på Aben maler har de besluttet sig for, at serien tåler et gensyn.Den samlede udgave kommer sidst på efteråret og byder blandt andet på overdådigt farvelagte udgaver af de oprindeligt sort/hvide historier som nu for eksempel den her:
Sidst, men absolut ikke mindst, vil foråret 2012 byde på et dansk gensyn med homo-humoristen Ralf König, 80’ernes og 90’ernes helt store tyske tegneserienavn med album som “Bøsse og bøsse imellem” og “Den følsomme mand” på CV’et. Forlaget Fahrenheit står bag den danske udgave af 2008-albummet “Prototype”, hvor König går i kødet på kristendommens skabelsesmyte om Eva, Adam og æblet. Meldingen fra Tyskland lyder, at det er slangen, der er helten …
Forårsforskræppet fortsætter i morgen med en paraderække af genoptryk – også af tegneseriehistoriske udgivelser, der aldrig er kommet på dansk før.