Stine Spedsbjerg er dykket ned i sin egen hjertesmerte, og det er der kommet en samling på 30 postkort ud af – Nummer 9 har sendte hende en flok postkort.
”Det er slut, og det gør ondt, og det bliver ved og ved. Og måske stopper det aldrig.”
Det er ikke umiddelbart den muntre tone, der slås an i bagsideteksten til postkortdigt-samlingen Kærestesorg af Stine ’StineStregen’ Spedsbjerg. En samling på 30 postkort der, som titlen også slår fast, kredser om de følelser, der er forbundet med hjertesorg og brud.
Men de 30 postkort er også et blik ind i Stine Spedsbjergs følelsesliv med alt hvad det indebærer af regulært selvhad og depression til spids selvironi og forløsning.
Kærestesorg udkommer på Forlaget Cobolt den 13. maj. Og i den forbindelse var det oplagt at tage en snak med Stine Spedsbjerg om udgivelsen.
Nu er der mange forskellige måder at lave et interview på. Klassikeren er over en kop kaffe et eller andet sted, hvor der midlertidigt kan etableres et fortroligt rum. Eller via telefonen og en dårlig lydforbindelse hvilket skaber en form for behagelig distance. Eller det helt lave sted på gærdet – interview via e-mail.
Så er der også, som Stine og undertegnende gjorde, mulighed for at vælge noget så håbløst besværligt og gammeldags som at foretage et interview via postkort – en form der imidlertid synes indlysende, netop fordi Kærestesorg består af postkort.
Interviewet herunder er således blevet til i løbet af halvanden måned. Al kommunikation er udelukkende foregået via postkort, som skulle skrives i hånden. Oprindeligt var det også planen, at postkortene skulle sendes fysisk frem og tilbage – men da det første postkort gik tabt i posten, endte vi med blot at scanne og e-maile postkortene frem og tilbage.
-
- Titel: Blodsukker
3. februar:
For fanden da Stine!
Når jeg sidder og kigger dine postkort igennem, kan jeg ikke finde ud af, om jeg skal græde sammen med dig. Give dig et varmt kram. Eller et solidt los i røven.
Hvordan kan der være så meget smerte, ynk og vrede i en af de sjoveste kvinder, jeg nogensinde har mødt?
10. februar:
Aj. Jeg var ved at skrive en masse om at føle meget, men findes der folk, der er pissefede efter et brud?
Hjertesmerte føles uendeligt, måske er det derfor, det føles så ynkeligt? Hjerne siger: ”Vi kommer os jo.” Resten skriger: ”SHUT UP HJERNE, VI DØR AF SORG!!!”
Det fylder alt. Jeg findes ikke i den fancy *knips-knips-over-you* udgave, så øhh … hej ynkepøl.
11. februar:
Lad mig starte mit spørgsmål et sted langt tilbage. Jeg flyttede til København i 1992. Et par år efter udkom NIN’s album The Downward Spiral. Jeg var og er vild med det album. Fordi det på en gang emmer af vrede og had til verden, men samtidig er så ekstremt velproduceret. Frontmand Trent Reznor har holdt fast i sine følelser gennem en lang kreativ og teknisk proces…
Dit postkortalbum har krævet meget mere arbejde end dine tegninger til bloggen – tvivlede du på projektet undervejs, og hvordan holdt du fast i det?
13. februar:
Jeg tvivler på alt altid, så selvfølgelig også det her. Startede med tuschtegning i A4 for en evighed siden, hver tegning har været tegnet om og om og om. Jeg tvivlede ikke på at jeg turde. Altså være ynkelig. Det skib er vist sejlet for længst.
Jeg er stadig i tvivl om jeg magter, at diverse eks’er kommer til at stå med bogen og sige til deres nye damer: ”Hun kom aldrig over mig …” Jeg var i tvivl om jeg magtede at dykke nedd i så tunge følelser og genleve dem – det var ikke specielt sjovt.
Men det var samtidig interessant at omsætte til en slags tegnet … poesi? Forfatterveninde og så min redaktør var gode til at hjælpe med at holde fast.
15. februar:
Jo mere jeg vender og drejer det her koncept med en postkortbog, jo mere virker det også som et lidt lavt sted på gærdet.
Du slipper for rent faktisk at skulle fortælle en historie i streg/tekst/bobler med alle de farer for, at en sådan ville blive banal – uinteressant.
I stedet får du lov at lave sådan en venindegave venlig ting … hjertesorgens version af ”Bliv snart rask”- … ”Hæng ved”-kort. Har du valgt postkort, fordi du i virkeligheden ikke har en historie at fortælle?
16. februar:
Jeg ville det andet, faktisk længe. Men de sidste snart otte års hjertesorger (+/-) er jo postet på Stinestregen og smurt ud over internettet. Gentagelse = zzzz.
Jeg ville gerne have et koncept eller en form, der stod for sig selv. Af en eller anden grund blev det bedre, jo mere jeg barberede væk. Tekst, sidetal, bobler, konkret rude, rentegning og så videre. Måske fordi det så blev ren følelse udenfor tid og tekst?
Kærestesorg er pissebanalt. Men det er jo voldsomt nok, når man står i det …
Jeg ved faktisk ikke lige hvorfor, det blev postkort, men det var et sjovt dogme. Altså at det skulle virke både som samlet bog, og hvis man fandt en side helt udenfor sammenhæng.
Måske er det mine vestjyske aner, men jeg kan godt lide tanken om, at den kan flere ting. Er det sådan … mord på kunsten?
18. februar:
Jeg kan fint forstå det med at skære tingene ind til benet. Og tror flere har svært ved at forstå, at det er en kamp at fatte sig i korthed.
Men! For der er altid et men. Hvornår laver d en rigtig tegneserie? Ikke Postkort. Ikke blog-tegninger. Men en rigtig tegneserie med handling, dialog og fortælling over tid? Eller en bog, du ved, at jeg synes, du skriver pisse godt.
19. februar:
Åh, you went there. For helvede, Berger.
Jeg har faktisk skrevet en lang tegneserie om Shanghai i 1927, men det var en betalt opgave, hvor jeg ikke skulle tegne. Den er vist løbet tør for funding, så jeg vedd ikke, hvor langt den er.
Men du mener min egen, gør du ik?
Svaret er, ”så snart jeg finder ud af, hvordan man får penge til at nappe lang tid ud af kalenderen til fordybelse.” Eller, det er en del af det. Jeg har mange projekter i søen, og de ville også blive svigtet, hvis jeg lige tog mig selv ud.
Jeg har forsøgt mig lidt med det, men jeg kan aldrig finde mere end max tre uger ad gangen, og det er kun nok til små historier. Jeg udkommer med tre bøger og en antologi det her forår, og arbejdet med dem har efterladt et stort hul på min konto. Plus jeg arbejder på en billedbogsserie til et forlag. Så øh … vente lang tid eller finde mig en mæcen.
22. februar:
Du har jo gang i så meget dette forår, at jeg nu føler mig endnu mere doven …
Men mit spørgsmål var nu ikke blot ment som et: ”Hvornår laver du en traditionel euro-comic?”
Men lige så meget om du i arbejdet med postkortbogen har gjort dig tanker om, hvad det endelige ”produkt” er? … om du ser dig selv som tegneserieskaber? … om tegneserier overhovedet er interessant? …eller om begrebet er for smalt?
(Stine Spedsbjerg rejste på dette tidspunkt nogle uger til USA, hvorfor postkortudvekslingen blev sat midlertidigt på pause)
18. marts:
Hm. Så er det nok bare mig, der punker mig for at lave en klassisk tegneserie, hæ hæ …
Men sandheden er nok, at jeg ikke har lyst eller evner til at lave en? Det jeg elsker mest ved at tegne historier, er at komprimere følelser og stemninger på en intuitiv måde. Jeg har ikke så meget tegneteknisk at byde på, og jeg interesserer mig ikke så meget for at tegne action eller gentagelser.
Gør det mig mon til en ikke-tegneserie-skaber?
Jeg aner det ikke. Jeg er lige vild med at skrive og tegne, lever af begge dele. Bedst er det, når man må kombinere, men om det så er tekst med illustrationer / illustrationer med tekst, billedbøger, tegnet blog, vittighedstegninger eller tegneserie er jeg på sin vis ligeglad med. Måske er jeg lidt træt af alle de regler for genrer, og folks (mit?) behov for at vurdere rigtigt/forkert ud fra de regler.
Jeg er i øvrigt også bedst til at skrive komprimeret, så måske har en længere fortælling fra mig i virkeligheden lange (ho, ho) udsigter uanset medie?
21. marts:
Håber feberen har lagt sig. Og tillykke med at komme i mål på Kickstarter med projektet.
Og netop med det in mente: Hvorfor udgiver du ikke bare selv dine postkort. Dine fans er tydeligvis klar til at støtte op om dig økonomisk – så hvorfor fraskrive dig broderparten af den potentielle indtægt til et forlag?
22. marts:
Fordi ellers skal jeg være købmand. Grafiker, tovholder, post og så videre. Og ikke nok med at jeg ikke er glad for at gøre de ting – jeg er også dårlig til det. Alt sammen!
Dem, jeg kender, hvor den slags går strygende, har familie der kan stå for de praktiske ting, mens de kreerer løs. Jeg ved intet om tryk, opbygning af webshop og så videre. Jeg vil hellere bruge mit liv på at tegne end at lære de ting.
29. marts:
Har du mon gjort dig tanker om, hvad der nu sker?
Lige om lidt udkommer en samling af dine inderste følelser. Som alle kan se og ikke mindst mene noget om.
Ikke overraskende får du jo ros, rygklap og pæne ord fra dine fans og netværk. Men hvad når ”sure gamle mænd”-anmeldere som for eksempel mig skal skrive om og veje dit værk? Når ordene måske ikke længere er pæne?
Hvordan har du det med, at nogen vil synes, at det du har lavet, er noget lort?
2. april:
Ork, masser af tanker! Jeg har fået på puklen fra sure, gamle mænd mange gange før, så jeg er ikke sådan bange. Jeg har fortalt det, der er sandhed for mig, og det kan de ikke rokke ved.
Det er nok mere, når de økser mine evner som fortæller og tegner, at jeg bliver lidt ked af det. Det er om mig, med mig og af mig, så det er klart, at det kommer tæt på på en anden måde, end hvis nogen sabler min hæklebog. Men sådan er vilkårene – jeg forventer ikke at alle kan lide bogen. Jeg håber dog på følgende:
1: At de ikke bliver fanget i vreden og fordommene om ”ung kvinde, der tegner og bliver populær på nettet” – jeg er ikke sikker på hvorfor, men det trigger virkelig nogle af de vrede typer. Gid de kan læse med åbent sind.
2: At de gider argumentere ordentligt, så jeg kan lære noget af det.
3: At bare nogen kan se noget godt i den. Det ville nu være rart.
Titel: Efter regn
