Er der sexisme i den danske tegneseriebranche?

Jeg synes bestemt der har været masser af kvinder i tegne-branchen, historisk set. At afstumpe til at tegnere KUN gælder når de KUN laver tegneserier, er ikke hel fair – for alle – både kvinder og mænd kan ikke leve af KUN at lave tegneserier. Der skal tegnes meget mere for at få det til at hænge sammen. For nu blot at nævne nogle få historiske navne på tapetet er der jo Maggi Båring, Marie Hjuler,Ellinor Askvold, Elna Borck, Iben Klante, Birgit Hellen Gall, Susanna Hartmann, Ingeborg Hyldahl, Fantastiske Dorthe Kortzau og stadig hyggelige Anni Lippert osv osv. 😉

Jakob Albrethsen

Ligesom Ina Korneliussen, har jeg også tit undret mig over hvorfor der ikke er flere kvinder der skriver for Nummer9!? For det er faktisk lige til. Man kontakter redaktøren, og siger at man gerne vil anmelde. Så bliver man skrevet på anmelderlisten. De mest spændende og dyre tegneserie er der rift om, men der altid værker der er svære at få afsat. Man bestemmer helt selv hvordan værket skal bedømmes, og hvordan “den skal vinkles”. Ingen spørger hvem du er gode venner med, eller beder dig redegøre for din holdning til Carl Barks, Herge eller Moebius – eller til Thorhauge eller Rehr ;-). Du behøver IKKE være ekspert i tegneserier. Selv hvis du læste din første graphic novel i forgårs så skal du være hjertens velkommen alligevel. Formatet er naturligvis ikke totalt frit, men hvis bare det er velskrevet og velargumenteret, så bliver anmeldelsen nok bragt på Nummer9. Nu er du anmelder ved Nummer9. Tillykke! Du får ingen penge for det, og jeg har svært ved at forestille mig, at det skulle gavne karrieren, at skrive for Nummer9? En sjælden gang får du et gratis anmeldereksemplar af en tegneserie, som du ellers ville have købt. Oftest får du en tegneserie som du nok ikke ville have købt.

Så hvorfor skulle man dog gide anmelde på Nummer9? Glimrende spørgsmål, faktisk! I visse andre kreative brancher – for eksempel billedkunst – er der ikke tradition for at udøvende kunstnere også agere anmelder. I litteraturens verden derimod, er der en stærk tradition for at forfattere også anmelder, og at anmeldere også er forfattere. Personligt tror jeg det er sundt at blive sat i anmelder-stolen en gang imellem. Anmelderen Bo Green Jensen har engang udtalt, at han ikke føler at han har set en film, hvis han ikke også har anmeldt den. Efter at have anmeldt cirka ti værker på Nummer9, så begynder jeg at forstå hvad Hr. Green mener. Jeg tror især at det er sundt, at blive konfronteret med værker, som ikke lige er min kop te. Det er faktisk en lille smule bevidsthedsudvidende, at blive tvunget til at forholde sig til noget, som man ikke normalt interesserer sig for. Nogle tegnere frygter måske at det ødelægger ens image, som en tegneserie-kunstner der kun kan udtrykke sig gennem en mystisk kreativ proces oppe på det mørke loftskammer? Fuck det pis, siger jeg. Det er altid godt at øve sig på at skrive, og på at tænke, og på at få kritik.

Jeg mener at Nummer9 bidrager positivt til at udvikle den danske tegneseriescene og det synes jeg er en vigtig mission som jeg håber flere kvinder vil medvirke til. Og husk nu: Nummer9 fungerer i virkeligheden ligesom når der er julefrokost i den lokale badmintonklub. De frivillige som hjælper med at købe ind og dække bord, de får indflydelse. Så kom og hjælp til!

Tatiana Goldberg

Jeg ved ikke, om jeg ville kalde det, der er i den danske tegneseriebranche for sexisme – jeg tænker mere, at der er tale om almindeligt kønsbias, sådan som man også ser det i mange andre brancher eller bare i vores samfund generelt. Om man vil det eller ej, viser psykologisk og sociologisk forskning igen og igen at det eksisterer. Se fx denne artikel: http://www.theguardian.com/women-in-leadership/2013/oct/14/blind-auditions-orchestras-gender-bias (den skal nok copy/pastes – browseren crasher, når jeg forsøger at indsætte link)
Jeg tænker på ingen måde, at der sidder mænd og forsøger at udelukke, rammesætte eller hæmme kvinder i branchen med vilje, men det er da en kendsgerning at vi har haft masser af mand-neler på messerne, fx 6 mænd på Artbubble 2012 der skulle diskutere dansk tegneseries fremtid – herunder kvinder i dansk tegneserie. Jeg tror ikke et sekund, at folk bag panelet med vilje har valgt udelukkende mænd, men på en eller anden måde endte det sådan alligevel. Og nej – det er ikke tilfældigt, eller fordi der er flere tegnende mænd end kvinder. Det er de mest almindelige undskyldinger for effekten med overvægt af mænd i forskellige positioner. Men forskning viser, at det ikke er fyldestgørende forklaringer, og at kønsbias er en ekstremt stærk effekt.

“Sexismen” er også noget, der ligger og lurer under overfladen og popper op, uden vi rigtig vil det. Senest bemærkede jeg, at under interviewet med Karoline Stjernfeldt på Bogforum her i efteråret, at der som en lidt spøgefuld bemærkning blev sagt at “så bliver du jo nødt til at lade være med at få mand og børn”, fordi Karoline havde flere værker på vej, der skulle produceres. Ja – jeg er udemærket klar over, at det var humoristisk ment – men ville en mand få denne bemærkning fra en interviewer?
Jeg bliver selv konstant spurgt, hvordan jeg har tid til at tegne eller hvordan jeg kan kaste mig ud i det og det projekt, når nu jeg har børn. Det er altså bare ikke lige så almindeligt at spørge en mandlig tegner, hvordan han får tid til at lave de der tegninger, når nu han har børn.

Jeg er også et par gange rendt ind i velmenende råd om at droppe mine store projekter og i stedet starte en blog om at være mor.
Hver gang jeg bringer det op, får jeg at vide, at “sådan er det jo” og “alle får jo hug” og “det skal man kunne tåle”. Ja – det skal man. Tåle at få hug altså. Men svar nu ærligt, alle i tegnende mænd – hvor mange er jer er blevet opfordrede til at droppe jeres projekter og i stedet starte en blog om at være far? 😉

Frank Madsen

“Norfret” staves “Nofret” – jeg tør vædde på, at man ikke ville have sjusket sådan med stavningen, hvis det havde været “Valhalla” eller “Egoland”.

Og så synes jeg, det kunne være rart med nogle konkrete eksempler på sexisme i branchen. Bortset fra Sussis eksempel fra 1970’erne, så er det mest gisninger og formodninger. Måske hvis man havde spurgt nogle mandlige serieskabere … 🙂

Steffen Rayburn-Maarup

Rørende enig med Tatiana. Der er næppe (?) nogen kvinder, som kan fortælle historier om dengang, de fik et klap i måsen og fik at vide, at de kunne gå ud og lave kaffe i stedet for at forsøge sig med tegneserier – men at bilde sig ind, at der aldrig har været strukturel sexisme er simpelthen naivt.

Mine undskyldninger til de søde mennesker, jeg nu sværter til:

Til Art-bubble sidste år medvirkede 15 mænd og 1 kvinde i paneler. Kvinden, Pernille Arvedsen, kom med på et afbud, en time før panelet, fordi Carsten Søndergaard ikke kunne deltage.

Inkurabel-antologien for nogle år siden havde 11 medvirkende, alle mænd.

(Der kan have været alle mulige konkrete årsager i mine to eksempler, og fred være med det – de er kun eksempler.)

Jeg siger ikke, at vi skal indføre kvoter; kun siger jeg, at hvis tegneseriebranchens mænd insisterer på bare at “se på kvalitet, ikke køn” og gøre, som de plejer, bemærker de ikke deres egen bias.

Kristian Bang Larsen

@Frank Madsen

Nofret er rettet. Jeg beklager fejlen – især overfor Sussi Bech.

Og det er nok rigtigt at jeg havde stavet Egoland rigtigt. Til gengæld går det ofte galt med Deleuran, og hvis det er lykkedes mig at stave Korneliussen rigtigt, skyldes det mere held end forstand.

Ang. hvem der var blevet spurgt, så havde jeg to kriterier: der skulle både være mænd og kvinder, og der skulle både være folk der var erfarne og relativt nye i miljøet. Om de lige var tegnere eller forlæggere eller noget tredje var ikke noget jeg prioriterede, selv om det selvfølgelig var rart hvis der var lidt forskellige funktioner (I praksis er Line R jo også blogger og arrangør, Ina K også formidler, og Steffen RM har en masse kasketter på). Der kunne lige så godt være kommet en kvindelig forlægger/redaktør eller en mandlig tegneserieskaber med – navne på begge dele var oppe at vende, da vi diskuterede artiklen internt.

I praksis kan man altid diskutere om man har spurgt de rigtige i denne slags artikler, og det må man hjertens gerne. Heldigvis er det sådan, at der er et kommentarfelt, der kan bruges flittigt, hvis man ikke føler sig hørt.

Thomas Thorhauge

Lige en kommentar til Karoline Stjernfelt-ankedoten – det var mig, der sagde at hun ikke måtte få en kæreste, hvis hendes projekt skulle sikres. Ville jeg ikke have sagt det til en mand?

Jo. Kort tid før jeg interviewede Karoline Stjernfelt til Bogforum, interviewede jeg Halfdan Pisket på Bornholm, og i den forbindelse besøgte jeg Halfdan, som viste mig hvordan han arbejdede med sin store trilogi (som nu heldigvis er færdiggjort!). Han viste mig stilfærdigt sin Mayland-kalenderplakat, hvor hver eneste hverdag havde en cirkel med fire lagkagestykker, som svarer til de fire rækker med rammer, der udgør en side. Når Halfdan har tegnet en række, rejser han sig, og går hen til kalenderen og fylder en kvart cirkel ud, ligesom fanger i fængsler, der sætter en streg for hver dag, de sidder inde.

At kaste sig ud i et kæmpeprojekt som Halfdans trilogi eller Karolines Struense-trilogi fortæller om stor ambition og stor disciplin og dygtighed, samt en arbejdsudladning af en anden verden. Der er kun to måder at nå til vejs ende med sådanne projekter på: enten at bruge mange, mange år på det, ved siden af andre projekter eller gøremål, eller give den fuld, kompromisløs skrue. Halfdan og Karoline vælger den sidste model, og for nu at komme til sagen, det er en model der kræver at man giver smerteligt afkald på mange ting. Det har meget, meget lidt med køn at gøre, og derfor var bemærkningen kun sexistisk i de ører, der ikke kan høre andet end sexisme og strukturel sexisme overalt.

Jeg har i øvrigt fra starten af mit arbejde i tegneseriekulturen været stærkt optaget af diversitet i tegneseriekulturen og at udvide opfattelsen af hvad tegneserier er og kan være, og er enig med Steffen i, at det er noget man skal arbejde systematisk med. Det er, synes jeg lykkes ret godt med fx Dansk Tegneserieråd, hvor der er kønslighed i bestyrelsen (og i øvrigt kvindelig formand/forkvinde) og med Pingprisen, hvor der er et markant overtal af kvinder. Som Ina siger, er det ikke lykkedes med Nummer9, men som Jakob siger, er der jo indlysende ingen forhindringer for at kvinder kan bidrage, det er bare at komme i arbejdstøjet. Desværre står det dårligt til på etnicitet-fronten, der er et arbejde, der mangler at blive gjort. Som står alle frit for at gøre 🙂

Johan F. Krarup

Selvom jeg er delvist enig i en del pointer herover (især Tatianas), så er jeg alligevel uenig hele vejen igennem. Moderne kønsdiskussion forfalder til gammeldags mandchauvinisme, hvis vi insisterer på at inddele verden i kun to køn. Der er mange flere! Køn er ikke fysisk i denne henseende (skåret ud i pap: det handler ikke om kønsorganer), men strukturelt. Køn er ganske vist to modpoler: det maskuline og det feminine. Men vi sætter selv vores kurs, vi navigerer selv frit mellem de to modpoler. Det giver et utal af måder at leve og udleve vores køn på.

Tatiana Goldberg

Enig med Steffen. Det er ikke mig, der har “ører der ikke ser andet end sexisme”. Som sagt er kønsbias evidensbaseret – det gennemsyrer hele vores samfund og er altså ikke et udtryk for, at jeg eller andre “ser spøgelser”.
Jeg finder det dybt, dybt usandsynligt, at den danske tegneseriebranche på en eller anden måde skulle være kønsbias-frit, når nu hele resten af verden er gennemsyret af kønsbias – det gælder især traditionelt mandsdominerede eller kvindedominerede områder eller brancher.

Uanset, at der der er mange aktive kvinder i tegneseriebranchen nu, og at de er fint repræsenterede ved fx. prisnomineringer, så er tegneserier traditionelt set et mandeområde.
Jeg bemærkede også panelerne, Steffen nævner. Og mandtologierne 😉

Så nej – jeg tror ikke, at Halfdan Pisket havde fået samme kommentar. Og nej, jeg tror ikke, at mine mandlige kolleger mindst en gang om ugen møder “Gud, hvordan kan du nå at tegne alt det, når du har børn?”-reaktionen (den kommer ikke specielt fra folk i tegneseriebranchen, men fra alle, jeg møder på min vej, familie, venner, kolleger, sundhedsplejersken, de andre forældre i børnehaven, skolen osv… Som sagt – kønsbias alle vegne. Ikke kun i dansk tegneserie). Intet er absolut, så det kan da godt være, at mændene møder den reaktion indimellem, men associationen kommer ikke ligeså naturligt i sammenhæng med en mand som med kvinde, så de møder den helt sikkert ikke lige så ofte.

Men det her er somme tider en rigtig vanskelig debat at tage – for det interessante ved kønsbias er, at det er en hovedsagelig ubevidst effekt. Vi er altså ikke bevidste om det kognitive filter, vi ser verden gennem.
Det er også det, der gør, at folk så bliver utrolig defensive, når de beskyldes for at være “sexistiske” (nu er jeg som sagt tilhænger af begrebet kønsbias frem for sexisme, men sexisme er det begreb folk ofte får smidt i hovedet). Dels er det noget ubehageligt noget at blive kaldt, dels mener de pågældende jo ikke selv, at de har handlet, reageret eller perciperet noget anderledes pga. en persons køn (for det kognitive filter er jo ubevidst), og dels vækker det de psykologiske forsvarsmekanismer, når man bliver gjort opmærksom på egne ubevidste processer.
Man kunne fx observere det i reaktionerne fra folkene bag Grand Prix prisnomineringen i Angoulême – den første umiddelbare reaktion var ikke en undskyldning eller overraskelse – det var i stedet at gå stærkt i defensiven og begynde at retfærdiggøre, at nomineringerne intet havde at gøre med køn.

Ina Korneliussen

Men Thomas – stillede du så samme spørgsmål til Halfdan Pisket om hans familieliv?

Som Johan siger, er der måske flere mulige køn end bare to. Vi kunne starte med at udvide til fire, f.eks. standard-kvinde, ikke-standard-kvinde, ikke-standard-mand og standard-mand. Og så kunne vi sige lidt skarpt skåret sige at en standard-kvinde får børn og blogger om hvordan de børn har det. Og en standard-mand kan bløde sin sjæl ud i blæk uden at nogen stiller spørgsmål til om han er på ret kurs.

Det er som udgangspunkt nemt og behagelige at være standard, og sværere ikke at passe ind i standarden.

Men du er selv med til at fastsætte den standard, når du siger stiller netop det spørgsmål. Ligesom jeg er med til at stille den standard, når jeg bliver ved med at snakke om hvor vildt sej Tatiana er fordi hun føder så mange børn hele tiden og stadig tegner så det sprøjter (det er jo vildt imponerende, og hun har også tid til at farve sit hår!).

Det var så lidt socialkonstruktivisme for begyndere, den slags kan blive meget trættende i længden, så ikke mere om det fra min side lige nu.

Jeg ville i øvrigt hjertes gerne debattere flere tegneserier og skrive anmeldelser for nummer9, men jeg skal desværre lige hente mine børn i børnehaven inden den lukker, for nu lige at genbruge en retorisk finte fra tidligere.

Jørgen Høgh

Hvorfor er der ingen kastrater at finde i anmelderstaben på nummer9? Nu ved jeg selvfølgelig ikke, om der vitterligt er kastrater blandt anmelderne; men altså, hvis der ingen er, skulle I se at få anskaffet nogen. Ingen andre synger så smukt! Og måske har kastrater mistet kuglerne, men jeg er sikker på, at de som anmeldere vil kunne støbe mange nye til glæde og vederkvægelse for os tegneserieinteresserede.

Pia Lohse Hansen

Jeg er ikke tegner, men jeg har været alvorligt glad for tegneserier, siden jeg kunne læse. Da jeg i dag er 52 år, så er det rigtig mange år. I Øsknehallen i år var det første gang jeg ikke følte mig som en freak. Det er først i dag, at der for alvor er kvinder som både udøvende og brugere i den danske tegneserieverden.

Thomas Thorhauge

Hej Ina, lad mig sige det sådan, at jeg helt grundlæggende ikke rigtig orker snakken om køn. Jeg interesserer mig for hvad de mennesker, jeg møder på min vej, har at byde på, og om de er godt selskab. Og ja, jeg er bekendt med socialkonstruktivisme og er i øvrigt også med på at mennesker har det med at agere på baggrund af bias, og at det er en både smart og usmart metode at navigere gennem tilværelsen på. Man finder næppe nogensinde en måde at undgå det på, selvom man med succes kan bekæmpe visse måder at agere i offentligheden på.

Jeg går også ind for robusthed. Vi kommer alle til at møde modstand, og nogle af os mere end andre. Jeg vil ikke relativisere den modstand og smerte, jeg vil heller ikke underkende den uretfærdighed og skævhed der er i verden, mennesker i mellem. Men når vi fx snakker om den danske tegneseriebranche i lyset af de uretfærdigheder der er i den store verden, så har jeg usædvanligt svært ved at opmønstre opmærksomhed. Er det svært at slå igennem med en tegneserie? Ja. Er det svært at dygtiggøre sig som tegneserietegner? Ja. Er det svært at lave en tegneserie, der interesserer den gennemsnitlige dansker, så vedkommende flytter sin røv ned i en boghandel og rent faktisk køber den, tager den med hjem og læser den? Overmåde svært. Er den sidste forhindring lige svær at opnå for kvinder som mænd? Ja. Hvad skal man gøre? Smøge ærmerne op og knokle. Det kendetegner alle de store kunstnere, af alle farver, køn og andre attributter, man kan finde på at interessere sig for. Er der lige vilkår for alle? Ja.

Jeg synes ikke det er en latterlig diskussion, den har absolut en gyldighed. Men jeg synes faktisk ikke den – som tingene ser ud – er særlig relevant. Den danske tegneseriekultur er ikke rig, men den byder på mange søde, kærlige, intelligente mennesker som levende interesserer sig for alle slags tegneserier. De danske tegneserieforlæggere, der beskæftiger sig med danske tegneserieskabere er fremragende mennesker, der har en vanskelig opgave med at kæmpe med et særdeles vanskeligt marked, hvor det absolut ikke længere er et minus at være kvindelig udøver (Anders Morgenthaler skabte fx sin karriere ved ligefrem at regne ud, at kvinder i Politikens tegneseriekonkurrence nok havde fortrin, hvorfor han gemte sig bag pseudonymet Pernille Richter Andersson og vandt).

Hvis jeg gjorde mig skyldig i noget som helst overfor Karoline under Bogforum-interviewet, i hvis tegneserie jeg er meget beæret over at være nævnt i tak til-sektionen, så er det alderschauvinisme, fordi jeg stillede en del spørgsmål til hende som var aldersspecifikke. Det var dog ikke patroniserende eller mansplainende (hvorfor jeg heller ikke trigger warnede), det var såkaldte humoristiske virkemidler. Jeg har kæmpe respekt for Karoline, jeg betrager hende som et af de største talenter i den danske tegneseriekultur nogensinde, og jeg vil tro at de fleste, der så mit interview med Karoline mærker min respekt og dybe anerkendelse, uanset hvor meget og hvor upassende fjollet, jeg fjoller.

Og endelig, ja, jeg stillede Halfdan ret mange spørgsmål om hans privatliv og kærlighedsliv, som han svarede meget ærligt på. Jeg er stærkt optaget af hvordan mennesker lever, hvilke konstruktioner de vælger og hvad folk opnår med deres valg. Nogle vælger heldigere end andre, nogle er dygtigere end andre, nogle er flittigere end andre, nogle er meget talentfulde, men opnår meget lidt, nogle forvalter et begrænset talent med stort afkast, nogle navigerer, nogle drukner. Jeg kan begræde det er sådan, men sådan er det, ubønhørligt og iskoldt – for alle køn.

Ina Korneliussen

Kære Thomas, Jeg ved godt at du kender til socialkonstruktivisme, du har jo nok frekventeret et universitet inden for nyere tid. Og som sagt synes jeg også at det er et trættende emne, i hvert fald hvis det ikke opmåles i passende doser og smages til med andre tilgange til verden.

Min bemærkning om begynderniveau var for kæk – undskyld. Jeg regnede med at du godt vidste, at jeg ved, at du ved hvad sådan et ord betyder, så det var altså blot en form for humoristisk virkemiddel fra min side. 🙂

Jeg synes grundlæggende at køn er en spændende debat, som jeg gerne tager. Jeg synes det er interessant og ret så relevant i mange små og store sammenhænge. Men jeg kan til gengæld godt genkende, at det også kan være en røvirriterende debat. Især når den føres i et lunt hjørne af facebook af veluddannede hvide kvinder med deres på det tørre. For der ER altså ikke lige vilkår derude i den grusomme virkelighed – om man er kunstner eller ej. Rigtig mange mennesker tænkte nok slet ikke den tanke, at de kunne bruges deres korte tid på jorden på at lave noget så nyttesløst som f.eks. tegneserier. Jeg føler mig grundlæggende møghamrende priviligeret i den sammenhæng.

For som du siger: Verden ER uretfærdig, folk dør på stribe, mens vi bare sidder her og laver tegneserier. Men derfor er det da stadig godt at vi har nummer9 og andre steder hvor vi kan beskæftige os med disse relativt ligegyldige sager, som vi allesammen alligevel elsker på tværs af alt hvad der ellers skiller os ad.

Tatiana Goldberg

Enig med Ina – der er ikke lige vilkår. Nej, det er ikke samme kamp for kvinder og for mænd at slå igennem i tegneseriebranchen – er det pissehårdt uanset køn? Ja, det er det. Får man knubs og modstand uanset køn? Ja, det gør man, og ja, det skal man kunne tåle. Modgang gør stærk indenfor mange brancher. Ellers skal man måske ikke være i den branche.

Men det er stadig ikke den samme kamp – det må ligesom være en ret tydelig pointe, når vi har så mange eksempler, og jeg kan derfor ikke forstå, at nogen (for det er ikke kun dig, Thomas) kan hævde, at det er en irrelevant debat. Fx har vi eksemplerne på, at der inviteres hovedsageligt mænd til fx. antologier og paneldebatter. Det gør det sværere at bryde frem som tegneserieskaber, når man ikke får samme muligheder for at blive synliggjort som andre. Det betyder ikke, at man ikke selv kan gøre noget for det, eller at mænd ikke også skal kæmpe for at slå igennem, men det gør det bare den lille smule mere op ad bakke.

Så længe vi har et paneler på 6-7 mænd, der diskuterer kvinder i dansk tegneserie eller dansk tegneseries fremtid, så er det ikke en irrelevant debat. Bare fordi, der er områder, hvor det går frem (fx tegneserieuddannelsen og prisnomineringer m.m.) er det en sær retorik ud fra dette at konkludere, at der altså er fuld ligebehandling i hele branchen. Det smager lidt af “sten kan ikke flyve, Morlille kan ikke flyve, ergo er Morlille en sten”.

Nu vil jeg på forhånd tage den med “piv og klynk” for den render jeg også ind i hver gang jeg bringer det her på bane. Det handler IKKE om, at jeg eller andre kvinder piver og klynker over, at vi har det hårdt – jeg har selv intet problem med at kæmpe for at slå igennem og trives godt med modgang, fordi det gør mig mere ivrig efter at bevise, at jeg er dygtig.
Det handler derimod om accept af den forskel der er, så vi kan arbejde bevidst med den, så vi fx ikke sidder med en hel tegneseriefestival, hvor 16 mænd og ikke en eneste kvinde er inviteret til paneler.

Jakob Albrethsen

Hvis kvinder er underrepræsenteret i paneldebatter, så er det for dårligt. Her er et konkret problem, som folkene bag Copenhagen Comics bør rode bod på, for eksempel ved næste festival?
Men indtil videre, synes jeg bare man skal være lidt varsom med at importere problemstillinger fra kunst, film og litteratur-scenen, og fra erhvervslivet og universiteterne, hvor der er magt, penge,stillinger og prestige at slås om. Der er groft sagt intet at slås om i tegneserieverdenen i dag. Alle kan frit lægge deres ting ud på nettet, eller udgive det selv, eller måske endda få et forlag med på projektet. Ligegyldig hvad, så er der, groft sagt, ingen penge i at lave tegneserier til det danske marked. Alt det kommer sandsynligvis til at rykke sig i nær fremtid, fordi den danske tegneseriescene i højere grad er på vej til at blive en slags “billedkunst” eller “grafisk litteratur”, som i højere grad vil nyde godt af midler fra staten og store fonde, og i endnu mindre grad være afhængig af et betalene publikum (tror jeg). Men indtil videre holdes hele “scenen” i gang stort set udelukkende af folk der arbejder frivilligt. Så hvis man forsøger at positionere sig som offer for tegneserie-lobbyen, så er man nok, generelt set, lidt for tidligt ude. Det kan man først gøre om nogle år, når der er kommet flere legater og penge at slås om – (vi er bare som altid på forkant med debatten her på Nummer9). Jeg synes i øvrigt at alle tre kvinder svarer godt på spørgsmålene, og fedt at de gider stille op, og jeg hører ingen “ynk og piv”.

Steffen Rayburn-Maarup

Her er et konkret problem, som folkene bag Copenhagen Comics bør rode bod på, for eksempel ved næste festival

Det var nu Art-bubble, som havde den 16-0-fordeling; ikke Copenhagen Comics. Nu talte jeg lige sammen: Til CC15 medvirkede 71 mænd og 24 kvinder på scenen/paneler.

Jakob Albrethsen

@Steffen: Ok, så trækker jeg opsangen til CC tilbage.

Jakobsen

Jeg må lige kommentere fakta, mht. Art-bubble og paneler, der har aldrig været 16-0 fordeling – på panelerne – dvs. det kommer så an på udregningen. Eneste panel med kun mænd har været 2000 AD. Så skal man også huske kretiet på panelerne om Dansk tegneseries fremtid – vores kreterie var en Hanne Hansen prismodtager, arrangøren af Art-bubble, en udgiver fra den alternative scene (Og undskyld hvis alternativt modtages negativt, det er ikke sådan ment) Aben Maler. En udgiver fra det mainstream relaterede, og JA, Carsten Søndergård blev udskiftet til Pernille, fordi han var syg, Cobolt. Endelig Frank Madsen fordi Sussi ikke brød sig om at deltage. Mainstream tegner – og her er det ikke med negativ fortegn.
Når det er sagt, så er paneler jo farvet af de mennesker der siger ja, til at deltage og dem der sidder i de roller der har relevans for panelet. Jeg kikker ikke på køn, men på den rolle, eller kunst, eller debatørstatus som en person m/k kan tilføre i egenskab af deres position. Man kan ikke begynde at sætte personer ind i en sammenhæng/panel, hvor de vil være malplaceret – næste skridt op ad den politiske korrekte trappestige burde så være at vi skal have en ligelig fordeling af nydanskere eller overvægtige. Det er lidt hårdt sagt, det ved jeg godt – men som i en virksomhed må en ansættelse også bero på personens dygtighed end på personens køn. Som en lille sidekommentar til den del af debatten der har at gøre med antallet af kvinder i branchen, må jeg sige at hvis man kikker tegnere i det hele taget er en pæn fordeling og har været det i rigtig mange år, jeg listede en række op i første kommentar, og der har masser af kvinder der tegner – de laver bare ikke lige tegneserier som hovedjob. Tag et kik på ugebladene, som er der hvor jeg arbejder – her er der mange flere kvinder!

Tatiana Goldberg

Der har også været mand-neler på Copenhagen Comics.
Og så er der også mandtologierne. ArtBubble er kun et eksempel, og det er synd, hvis det kommer til at lyde som om, at der er et specifikt problem der – det tænker jeg ikke det er.

Til Jakob: hele den ræsonnering forudsætter jo, at der er tale om overlagt diskrimination. Og det er jo det jeg, og flere andre argumenterer for, at der IKKE er tale om.
Jeg positionerer mig ikke som offer (hvilket egentlig bare er en eufemisme over det med at “pive og klynke”) – jeg giver en faglig redegørelse i forhold til det spørgsmål, der bliver stillet i ovenstående artikel.
Kønsbias har intet at gøre med, om de involverede personer er i konkurrence eller har noget at vinde ved situationen. Kønsbias er ét af mange kognitive bias som simpelthen udgør den måde vores hjerne perciperer, reagerer og agerer overfor omverdenen på. Igen: jeg finder det dybt, dybt usandsynligt, at basale hjernefunktioner af en eller anden grund ikke skulle eksistere i den danske tegneseriebranche. Jo. Måske efter lidt for mange fadøl på en festival, men det er jo noget helt andet 😉

Jakob Albrethsen

Ingen mennesker har adgang til en retfærdig eller objektiv tolkning af verden, ikke engang tegneserietegnere. Enig. Men hvilken PRAKTISK betydning har det for kvinders mulighed for at slå igennem på tegneseriescenen, i forhold til mænds muligheder? Og så nåede vi vist frem til den ende af debattråden, hvor vi endelig kan komme igang med at debattere hvad vi hver især mener at debatten har handlet om 🙂 Fadøl!

Frank Madsen