Angoulême edition: Tre Nummer 9’ere gør status over deres indkøb på Europas største tegneseriefestival.
Oplæg, interviews, udstillinger – der er masser at tage sig til, når midtfranske Angoulême sidst i januar agerer tegneserieverdenens midtpunkt. Og mens seriekunsten fejres med kendermine og prisuddelinger, falbydes tegneserier af alle tænkelige slags i festivalens tre gigantiske salgstelte: To med fokus på mainstream, ét til alt det “alternative”.
Nummer 9 var repræsenteret på festivalen med adskillige skribenter og redaktionsmedlemmer, og når de ikke skrev hjem eller skejede ud, tog de ivrigt del i forbrugsfesten. Vi har fået tre af dem til at fortælle lidt om, hvad de fik med sig hjem i kufferterne …
Steffen Rayburn-Maarup, redaktionsmedlem:
Jeg købte én eneste tegneserie i Angoulême, hvor meget af tiden gik med at møde andre forlag i min egenskab af forlægger på Aben maler. Det var Pope Hats # 2 af Ethan Rilly, et godt gammeldags comicbookhæfte af den alternative art – den slags udgivelser er en truet race. Jeg var blevet fanget af forsiden, da jeg så den på nettet nogle måneder før (bemærk, hvor meget vi får at vide om de to kvinder og deres indbyrdes forhold bare ved hjælp af gestik, mimik og påklædning), så da jeg kom forbi forlaget Adhouses stand, købte jeg straks.
Jeg har ikke læst nr. 1 i serien, men det er vist heller ikke nødvendigt: Vi præsenteres for Frances Scarland, en ung advokatsekretær med et stresset arbejde og en flamboyant skuespillerbofælle, og på 27 sider oprulles et kapitel i Frances’ helt almindelige liv.
Rilly fortæller stilsikkert og underspillet, som en erfaren mester. Her er hverken novicens begynderfejl eller ivrige blærestil. Hans valg er tydeligt alle styret af, hvordan historien bedst fortælles. Han kan ikke sige sig fri fra en vis påvirkning fra Daniel Clowes, Adrian Tomine og Sammy Harkham, men han har sin egen stemme. Det bliver spændende at følge Ethan Rilly, og jeg lover en anmeldelse, når Pope Hats færdiggøres (hvis jeg da ikke udgiver den på Aben maler i stedet).
Marianne Larsen, skribent:
I år var min Angoulême-debut, og jeg var opstemt som en flaske cremant.
Byen emmer af tegneserier under festivalen, fra gadenavne opkaldt efter tegneserieskabere til de lokale butikkers vinduesudstillinger af tegninger og figurer. Jeg flanerer rundt i de til lejligheden opslåede telte fyldt med tegneserier, tegneserier og atter tegneserier. Og naturligvis lader jeg mig friste til at købe, købe og atter købe. Efter at have shoppet en række nye og ældre udgivelser, som jeg allerede burde have haft i reolen og derfor ikke vil nævne her, beslutter jeg at købe nogle børnetegneserier. Overvældet af udbuddet og undervældet af min egen dømmekraft beslutter jeg at gå efter udgivelser nomineret til Angoulême-priser i kategorien “Prix Jeunesse”. Efter at have s’il vous plaît’et mig gennem forskellige forlagsboder ender jeg med franske Ariol og japanske Chi.
Ariol, der i også findes som animeret tv-serie, er skrevet af Emmanuel Guibert og tegnet af Marc Boutevant. Boutevant er fransk tegneserietegner og illustrator, kendt i Frankrig for billedbogsserien Mouk. Danske læsere vil måske kende Guibert som manden bag “Fotografen” og “Alan’s War”. “Chat méchant” (Ond kat) er sjette bind i serien om den charmerende og fantasifulde æseldreng Ariol, der drømmer om at være ‘Le chevalier cheval’ (direkte oversat ‘Hesteridderen’, frit oversat ‘Ridder racehest’). Faktisk så meget, at han i én af episoderne forsøger at ligne en hest ved hjælp af moderens sminke og to elastikker, der kan snøre de lange ører ind. Ariols identitetsforvirring er dog ikke værre, end at han med sikkerhed ved, at han er bedste ven med Ramono og forelsket i klassekammeratten Pétula, som indtager den velkendte skeptiske position.
Det faste persongalleri består foruden Ramono og Pétula af klassekammeraten Batégaille, der befinder sig i en permanent søvntilstand, Pharamousse, der altid får særbehandling pga. pludseligt opståede lidelser, og den kloge og lidt for insisterende Bisbille, der meget gerne vil være ven med Ariol. Alle figurerne er yderst charmerende tegnet, ikke mindst Ariol, der har kæmpestore briller, som trodser tyngdekraften. Og så noterede jeg mig at pigen Patouche har samme hår og højde som Rikke Bakman, hvilket alt sammen giver mening, nu “Glimt” skal udkomme i Frankrig. Figurene er på klassisk allegorisk vis tegnet som forskellige dyrearter (dyrehoved på menneskekrop). En så veletableret fortællekonvention, at man knap bemærker ironien i det skilt, der hænger foran de hjemmebagte tærter, Ariol skal sælge på markedet, og som lyder: ”Overskuddet går til dyrenes beskyttelse”.
Serien tager udgangspunkt i hverdagens dramatik i et grundlæggende trygt og genkendeligt univers. Det er korte historier med afsluttende pointer, som da faderen ikke kan forstå, hvorfor hans bil bliver påkørt af en ned-ad-bakken-susende-grøntsagskasse – det ved tilgengæld læseren og en blussende Ariol. Der er tale om søde og sjove historier med fin indsigt i børns tænke- og handlemåde.
Chi. Une vie de chat 6 (Chi. Et katteliv) af Konami Kanata består i lighed med Ariol af korte afsnit. Den nysgerrige, legesyge og vedholdende kattekilling Chi bor hos en familie, der består af mor, far og sønnen Youhei. Seriens omdrejningspunkt er det lille barns undrende møde med omverdenen. Episoderne dvæler ved Chis fascination over nattemørke, rindende vand, smagen af is, støvsugning, det første venskab osv. Dramatikken ligger i de helt små ting, som når Chi går med beskidte poter hen over gulvtæppet, bliver fristet af et rygende strygejern eller skubber genstande ned af trappen faretruende tæt på afsatsen. Formidlet på en langsom og – her kommer en kliché – zen-agtig måde, som man også finder i andet manga. Nogle gange bliver man hægtet af de mange paneler, som handler om ‘ingenting’. Læsningen synes noget uforløst i slutningen af episoden, hvor Youhei leger med togskinner og Chi gerne vil være med, eller undervejs i Chis eksistentielle rendez-vous med en undulat, der gentagne gange spørger, hvem han er.
Chi har masser af den japanske kardinaldyd kawai (nuttethed). Der zoomes jævnligt ind på kattens store, runde øjne, og når den ivrigt løber afsted, sker det med fartstriber, otte-ti pendulerende ben, glad mund og lukkede øjne. Det er enkelt og virkningsfuldt. Tilgengæld bliver man nemt enerveret over menneskenes mimik, da øjnene det meste af tiden er buede streger og munden en trekantet åbning. Billederne er farvelagt i douce farver uden at fylde fladerne ud. Det ferske udtryk og den lidt anonyme streg får modspil af de mange lydord, forskellige tekstsekvenser og dynamiske vinkler og udsnit.
Ps. Til de ikke-franskkyndige: Serien udkommer i USA, hvor man også kan se animeversionen.
Pps. Ariol og Chi vandt ikke prisen for bedste børnetegneserie, det gjorde Zombillénium 2 af Arthur de Pins, hvis zombieforside minder om noget fra et dødsmetal-album anno 80’erne. Men derfor kan historien jo være god nok.
Erik Barkman, chefredaktør:
Når jeg går på opdagelse i Angoulêmes enorme salgstelte, ender jeg ofte ovre i afdelingen for kunsttegneserier. Pudsigt, egentlig: Hjemme i privaten er min smag relativt konventionel. Men dels er de engelsksprogede forlag, der møder op i Angoulême, typisk i den arty ende, dels er mainstreamtegneserier bare ikke nær så interessante, når man kun glimtvis forstår dialogen. Så er det straks sjovere at smutte over i ”Nouveau Monde”-teltet og se, hvad de vilde unge har gang i ude på avantgardens overdrev. Også selvom éns interesse i at købe tegneserier malet med blod (!) reelt kan ligge på et lille sted.
Men det største problem ved at købe tegneserier på Angoulême er, at der er så meget at vælge imellem. Hvor skal man overhovedet begynde?
Så nej, jeg fik ikke købt mange tegneserier i år, faktisk kun én. Den amerikanske serieskaber Joshua W. Cotter sad og så helt ensom ud i forlaget Adhouses stand, da jeg defilerede forbi torsdag eftermiddag. Han skulle signere den fransksprogede udgave af sin anmelderskamroste graphic novel-debut ”Skyscrapers of the Midwest”, men jeg fandt også et amerikansk eksemplar af Cotters svære toer, Driven By Lemons, som jeg bad ham signere. Senere viste det sig, at hans sidemand – Jack Kirby-tilbederen Tom Scioli – havde lavet de vildeste tegninger til dem, der købte hans ”American Barbarian”. Så ser det lille rumvæsen på titelsiden af min ”Drive By Lemons” lidt skaldet ud til sammenligning.
Til gengæld er Cotters bog dybt fascinerende, måske det bedste forsøg på at skildre mentale kvaler i tegneserieform, jeg har set.
Abstrakte passager veksler ubesværet med figurative i en løs streg, der matches perfekt af udgivelsens gennemførte skitsebogsdesign. De tre ”historier” er der næsten ikke, men der er hele tiden noget på spil i Cotters rablende ordstrøm og den magtkamp mellem orden og kaos, der udspiller sig på billedsiden. Den kulsorte galgenhumor er prikken over i’et i en bog, der trods sit emne – og Cotters veldokumenterede historik med depression – aldrig virker navlepillende eller selvynkende.
Jeg har også lyst til at nævne et par af de fine bøger, jeg fik forærende på festivalen. F.eks. den finske antologi Glömp X, som redaktør Tommi Musturi stak mig i hånden på café Le Chat Noir, mens han mumlede noget om, at han “havde fået for mange bøger med”.
”X” betyder i dén her sammenhæng 10, og den tiende og sidste ombæring af Glömp tager afsæt i en udstilling med finske ”3D-tegneserier”, altså tegneserier, der er integreret med rumlige elementer. Det kunne f.eks. være en lampeskærm. I sagens natur går der en del tabt – faktisk en hel dimension – i oversættelsen til tryk, men der er stadig rigtig mange spændende ting at finde i den lækkert indbundne hardback-antologi, ikke mindst Musturis egen filmstrimmel-tegneserie med signaturfiguren Samuel. Og så er bogen et virkelig fint vidnesbyrd om den sprælskhed og det væld af talentfulde serieskabere, der udmærker den finske tegneseriescene i disse år.
I øvrigt ville jeg have købt mindst én tegneserie mere, hvis det stod til mig, nemlig den norske humorist Bendik Kaltenborns ”Serier som vil deg vel”. Men eksemplaret i den norske stand var kun til gennemlæsning, insisterede Kaltenborn, der til gengæld som trøstpræmie gav mig en kopi af fanzinet Dressed to Piss. En munter samling løs spas iblandet i hvert fald én uudgrundeligt morsom lille stribe, som jeg passende kan runde af med:
