Efter dvaleperiode under coronapandemien genopstår Pingprisshowet til maj. Vi har talt med den nye Pingchef Mads Bluhm.
Den årlige Pingprisfest har siden 2012 været en begivenhed mange så frem til i tegneseriekredse. Det har på en gang været en galla-fejring af årets bedste tegneserier og en festlig branchefest, hvor tegnere, redaktører, formidlere og fans mingelerede. Gerne med en veloplagt og vildt associerende Anders Lund Madsen som vært.
De sidste par år har prisen været i organisatoriske og økonomiske problemer. Pingprisens stiftere, Dansk Tegneserieråd og Nummer 9, har ligget underdrejet i perioder, og det har været svært at etablere og fastholde en velfungerende arrangørgruppe. I 2020 blev en corona-ramt Pingpris afholdt online, og i 2021 var der slet ingen prisuddeling.
Men i år bliver der igen uddelt Pingvinstatuetter til nogle af Danmarks og verdens fremmeste serieskabere. Pingprisen løber af staben den 28. maj på Islands Brygge Kulturhus, samme weekend hvor den corona-udskudte tegneseriefestival Copenhagen Comics afholdes i Øksnehallen. Således er det meste af tegneserie-Danmark og forhåbentligt en række internationale tegneserieskabere allerede i København når de eftertragtede statuetter uddeles – endnu engang med Anders Lund Madsen som vært.
Læs også: Pingprisen er tilbage – for 10. gang
Den manglende prisuddeling sidste år har desuden betydet, at arrangørerne har besluttet, at årets Pingpris helt ekstraordinær skal dække en periode på halvandet år – fra 1. juli 2020 (hvor seneste nomineringsperiode sluttede) til og med december 2021.
I spidsen for den nyetablerede arrangementsgruppe står en af kongerigets mest markante tegneserieaktivister. Mads Bluhm har bl.a. tjanser som leder af Copenhagen Comics og chefredaktør for Nummer 9 på CV’et. For tiden står han i spidsen for Bogforum Comics og videoanbefaler desuden tegneserier med makkeren Dennis Jacob Rosenfeld i Tosset med tegneserier. Foruden altså at lede Pingprisen.
Vi har talt med den erfarne arrangør om bl.a. nomineringsperioden, vigtigheden af en stor tegneseriepris, og Pingprisens organisatoriske holdbarhed.
Hej Mads. Året prisfest ligger for første gang i snart mange år i samme weekend som (den flyttede) Copenhagen Comics-festival. Hvad giver det af muligheder?
Det er klart, at det giver et rygstød til de nominerede tegneserier og ikke mindst de tegneserier som løber med prisen i de respektive kategorier. For Pingprisen betyder det så også, at miljøet allerede er samlet, så vi bliver den naturlige midtvejsfest for både publikum og de celebre internationale gæster. Det bliver en fest man ikke vil gå glip af
Pingprisen blev ikke uddelt sidste år. Hvorfor ikke?
Det er nok et spørgsmål som den forrige arrangørgruppe bedre kan svare på. Som jeg forstår det skyldtes det en kombination af de svære vilkår som Corona-pandemien gav, samt en metaltræthed i arrangørgruppen.
Prisen har været udfordret på arrangementsniveau i nogle år. Der har været problemer med at skaffe de nødvendige midler til prisuddelingen, og der har været store udskiftning i arrangørgruppen fra år til år. Hvad gør I nu for at sikre at prisen fremadrettet kommer til at køre mere stabilt?
Pingprisen er jo drevet af frivillige, og det er der mange fordele ved, men også nogle ulemper. En af ulemperne er, at det er en meget sårbar konstruktion, hvor hele tæppet kan blive trukket væk under prisen hvis omstændighederne er ugunstige. Korthuset vælter simpelthen.
Når det så er sagt, så er det den nuværende arrangørgruppes klare ambition at gøre hvad vi kan for at skabe nogle rammer som fremtidssikrer prisen i den udstrækning det overhovedet er muligt. Det drejer sig på den ene side om hvervning af frivillige, som kan fokusere på specifikke opgaver som de har kompetencer indenfor og som de synes er sjove, fremfor at man skal tage sig af “alt”, hvilket er ekstremt opslidende. Og på den anden side om at skabe nogle økonomiske rammer, som skaber et mere trygt økonomisk fundament for prisen over en længere periode. En stor omkostning har tidligere været “husleje”. Det prøver vi at gøre op med ved at etablere et decideret samarbejde med vores venue.
Den manglende prisuddeling sidste år betyder, at Prisen i år vil hædre tegneserier over en nomineringsperiode på halvandet år, hvor det normalt har været for et år. Hvorfor har I valgt den løsning?
Svaret er meget enkelt: det er det muliges kunst. Det er ikke en optimal løsning, men det er den bedst mulige, så der ikke “kommer hul” i prisen. Fremadrettet vil det så bevirke, at vi kan køre nomineringsperioden med kalenderåret, hvilket jo er mest logisk. Der er fordele og ulemper ved alt.
Hvorfor at du sagt ja til at lede arrangørgruppen?
Det er et enkelt spørgsmål med et kompliceret svar. En del af svaret er, at det er en kreativ udfordring. Jeg har ikke prøvet at arrangere en Pingprisuddeling endnu. En anden del af svaret er, at nogen skulle jo gøre det!
Pingprisen er for mig den vigtigste og mest ambitiøse danske tegneseriepris, og det forekommer mig utænkeligt, at den skulle gå ned med flaget permanent. Det så meget dystert ud en overgang. Et af mine mottoer er, “Man bestemmer selv, om man vil være en del af løsningen eller problemet”, og det har bragt mig i mange frygtelige og herlige situationer. Jeg håber, at det her bliver en af de sidstnævnte. Nu må vi se.
Sidste simple, men måske svære, spørgsmål: Hvorfor er Pingprisen vigtig?
Pingprisen er Danmarks ældste og mest prestigefyldte tegneseriepris. Jeg mener, at enhver kunstform bør have en pris. En pris giver kunstformen legitimitet ved at signalere seriøsitet. For tegneseriens vedkommende gælder det dels om internt at hædre de tegneserieskabere, som har skabt noget helt særligt. Og dels om, at man på en meget konkret måde og med stor gennemslagskraft kan signalere til den uindviede omverden; prøv at se – de her værker er de bedste, som fortælleformen har at byde på lige nu!
Derudover er det fantastisk, at et arrangement som Pingprisen kan være med til at skabe en livsvigtig debat om tegneserier: den får folk til at drøfte vindernes kvaliteter, hvem DE synes skulle have vundet, eller hvem der på uretfærdigvis er blevet forbigået, osv. Hvis ingen gider tale om tegneserier, så dør interessen og derefter fortælleformen ud. Derfor er Pingprisen vigtig.
Pingprisens hjemmeside: http://pingprisen.dk/
Pingprisen på Facebook: www.facebook.com/Pingprisen