Übermensch
“Being komfortable alone is a strengz. It makes me independent–but also inkredibly depressed.” – så er tonen ligesom sat for Nilas RD’s “Übermensch”, hvori en dybt deprimeret superhelt og hans toksisk optimistiske nemesis (hvis man kan kalde hende det) lommefilosoferer over tilværelsen.
Jeg tror, lockdown har givet os allesammen kuller. Nogle mere, nogle mindre. Nogle har for eksempel klaret sig glimrende med hjemmekontor, rugbrødsplantestrik og den nye med Jussi. Andre (læs: mig, skribenten) har måttet til psykolog.
Han var en venlig type, psykologen, med masser af gode råd til, hvordan sådan én som mig skulle få det godt igen. “Det har jeg godt tænkt over,” sagde jeg, efter hvert af dem, “det har jeg tænkt meget over.”
“Nu er det sådan,” svarede han på sin overtålmodige, psykologvenlige måde, “at man ikke kan tænke sig ud af en depression.” Og så ordinærede han daglige gåture og en bog, der gudhjælpemig hed ‘Lev Mere Tænk Mindre’. Vorherre til hest.
Hvad i alverden har al dette navlepilleri at gøre med “Übermensch”? Jo, ser I…
Übermensch er en superhelt. Han er stærk, han kan flyve og hans tyske accent er tykkere end storbysmog, men hans egentlige våben (i hvert fald imod sig selv) er al den tid, han spenderer på byens tage i færd med at pessimistgruble sig dybere ned i et allerede betragteligt håbløshedshul.
Samtidig, parallelt, er superskurkinden Madame Mèchante (med ditto fransk accent) løs i gaderne, i færd med at lommefilosofere sig til selvrealisering og økonomisk storhed i alt andet end virkeligheden.
Nåja og de er bofæller, uden nogensinde at komme mere ind på livet af hinanden end til deres (hendes) beskidte opvask.
64 sider med dét, så har vi Nilas RD’s “Übermensch”.
Er det kedeligt?
Det var jeg bange for, det ville være–men jeg er glad for at berette, at jeg tog fejl.
“Übermensch” er en meget tydelig refleksion af–og satirisk billede på–de klassiske kappeklædte grublere; især Batman & Co. Men hvor forfatterne af mesterdetektiven tager ham (og sig selv) über-seriøst, har “Übermensch” ironisk distance herfra og til månen. Det er totalt umuligt at tage karaktererne alvorligt, når side efter side er spækket med deres indre monolog af kontekstløse citater uden jordforbindelse, sat til et billedspor af kappeklædte inkompetenter, der udretter nul og niks. Selv når refleksionerne faktisk ER rammende (det sker), skærer karaktererne det hele over én kam og lærer ingenting.
Nilas RD har en tydelig fascination af sine temaer og har suget selvhjælpscitater til sig som en badesvamp (igen med en god portion ironisk distance, formoder jeg) og man mærker det igen og igen. Resultatet er tragikomisk og fungerer rigtig godt.
“You barely knov vho you are.
Sometimes it is like skrambling around attempting to assemble a personality. A hero, a man, a loser? I mostly just try being a person I would not hate on sight.”
“Übermensch” levede sit første liv på internettet, mens RD selv var under uddannelse. Først på tumblr, senere på Instagram, stavrede den gul-og-pinkklædte pseudohelt gennem sine kvadratiske paneler på vej mod mening eller meningsløshed, alt efter hvordan Nilas RD improviserede historien dén dag.
Meget er siden blevet omtegnet og -skrevet og gudskelov for det. Übermensch’ og Mèchantes accenter er allerede noget skurrende for det indre øre (man vænner sig hurtigt til dem, bare rolig), jeg er kun glad for, at de er blevet nedtonet fra sine internetdage.
Nu siger jeg noget, der nok skal tiltrække de rette undergrundsfans og samtidig frastøde de, der alligevel er uinteresserede:
“Übermensch” er en grim, grim tegneserie.
Bevares, farverne er fantastiske: kraftig neongul lyser ud af siderne på en baggrund af grynet pink og blå og deres interne variationer, i RD’s karakteriske riso-stil … men karaktererne er noget af det mest ucharmerende, jeg nogensinde har set. Tankerne henledes til Mikkel Sommers værker (“Burn Out”, for eksempel), men RD har lang vej igen før den rette balance er i hus.
“Übermensch” er allerflottest, når den er abstrakt–men selvfølgelig sjovest, når karaktererne er i spil.
Fra sine Instagramdage henter “Übermensch” sine kvadratiske paneler, der marcherer afsted side for side uden stop, seks stk. ad gangen. Det er lækkert og understreger subtilt den håbløse, uændrede trummerum, som begge karakterer sumper rundt i. Linjen er sart og uperfekt på den fede måde og skyggelægningen minimal, omend lidt klodset.
Halvvejs igennem “Übermensch” når man et lille intermezzo: en dobbeltside med en 3D-renderet retroreklame for “Übermensch”-spillet: “with only 10 floppy disks, the Übermensch game can be installed in less than five hours!”. Spillet reklamerer for scenarier som “You realize that life is meaningless” og andre tematisk relevante situationer. Der er en tilsvarende reklame for actionfigurer i slutningen af bogen. Jeg er solgt!
Nap dig et stykke “Übermensch”, hvis du griner, når de gode gamle helte bliver for åndssvage at høre på. Samtidig kan du støtte ND og Baggårdsbaronerne.
…
Og hvad min egen anekdote angår… jamen, det viste sig jo, at de skide gåture virkede. Svaret måske altid været at kigge lidt på nogle træer og tænke lidt mindre–såvel for for mig selv, som for Übermensch.
