Tegneserien var tidligere et massemedie i Danmark, men er der spor grund til optimisme her i jubilæumsåret?
Af Pernille Arvedsen
Dansk tegneserie fejrede forleden sin ethundredeårsfødselsdag. I 1913 publicerede Storm P. striben De 3 små mænd, og siden er det gået over stok og sten, med både gode og meget forskelligartede stribeserier: Poeten og Lillemor, Homo Metropolis, Egoland, Strid, Wulffmorgenthaler m.fl.
I 80’erne startede albumæraen. En veritabel fransk-belgisk tegneserietsunami væltede ind over landet, og danskerne favnede både Asterix, Tintin, Smølferne og mange flere. Det skabte et kortvarigt opsving for den danske tegneserieproduktion. Forlagene Carlsen, Interpresse og Egmont Serieforlaget stod ved roret, og blandt andre Valhalla, Nofret og brødrene Deleurans værker så dagens lys. Men siden dét tog af, har der været meget stille omkring den danske tegneserie.
Der eksisterer i dag en håndfuld specialiserede danske tegneserieforlag. Men hvordan står det til med danske tegneserier på de større mainstreamforlag? Ved en rundringning til Gyldendal, Carlsen (L&R) og Alvilda (Modtryk) var tilbagemeldingen enslydende:
”Danske tegneserier er ikke noget, vi vil bruge kræfter på.”
Ingen af forlagene har tegneserier som en del af deres program, men skulle der dukke et guldæg op, ja så griber man det selvfølgelig.
Udover at det er produktionsmæssigt alt for besværligt og dyrt at udgive tegneserier, er forklaringen den, at der ikke længere er noget ordentligt marked for tegneserier. Konkurrencen med fjernsynet og de digitale medier er blevet for stor, og desuden er en stor del af den slags underholdning gratis:
”Det er ulykkeligt, at man i den grad har vænnet folk til gratis underholdning. Fordi: hvorfor bruge tid på at gå i boghandlen og betale 2-300 kr. for en tegneserie, når du gratis kan downloade masser af spil og film,” siger Jens Trasborg, Alvilda, og han tilføjer:
”Fra at være megakommerciel, med førsteoplag på 100.000, er tegneserien, den udenlandske såvel som den danske, blevet mere arty, og altså langt fra det massemedie, den var en gang.”
Marianne Eskebæk Larsen, adjunkt UCC, ser det på denne måde:
”Dansk tegneserie er marginaliseret i forhold til de store og mellemstore forlag. Rosinante, der kører en graphic novel-linje, udgiver ikke voldsomt mange danske tegneserier (indtil videre kun Thomas Thorhauge). Carlsen har overrasket med den charmerende børnetegneserie Lou, men det har ikke ført til flere danske tegneserier. Og Gyldendal samt L&R er helt fraværende. Det er i høj grad de små forlag, som trækker vognen.”
Thomas Thorhauge, tegner og formand for Dansk Tegneserieråd, siger følgende om forholdene for den danske tegneserie:
”Forlagene befinder sig jo lige nu i slags panikstemning, med krise og digitalisering, og man kan vel sige, at udfordringer har de nok af. De klynger sig til det sikre, og det er jo sådan set forståeligt nok, men også skidt for udviklingen. Det ville jo være herligt for tegneserien at have den slags kræfter indover, som de store forlag har – de har nogle større muskler at spille med.”
På det udenlandske marked kan man observere, hvordan graphic novel-formatet vinder mere og mere terræn i forhold til de voksne læsere. På den måde ændrer tegneserien status på forlagenes redaktioner:
”Vi ser det i udlandet, hvor tegneserier er begyndt at vinde store skønlitterære priser og placere sig højt på mediernes skønlitterære årslister: Tegneserien er ved at blive en form for skønlitteratur for voksne på linje med alt muligt andet,” siger Erik Barkman, chefredaktør på Nummer 9, og han tilføjer:
”Traditionelt har tegneserier overvejende været en opgave for specialiserede tegneserieforlag, men i de seneste år har især engelske og amerikanske mainstreamforlag bundet an med graphic novels – og mens nogle har trukket følehornene lidt til sig igen, så oplever f.eks. britiske Jonathan Cape stor succes med de tegnede fortællinger. Trods enkelte forsøg er tendensen ikke for alvor nået til Danmark, tværtimod: Fortidens giganter som Carlsen og Egmont Serieforlaget skærer ned og fra, mens små forlag som Aben maler, Cobolt og Fahrenheit bliver stadigt flittigere.”
Til trods for den manglende velvilje fra de store forlag er det imidlertid, gennem en række tiltag fra tegneserieentusiaster fra forskellig hold, lykkedes at styrke den danske tegneserie. Der er kommet et tegneserieråd, tegneseriefestivalen Copenhagen Comics er blevet en festival af solidt internationalt format, Storm P.-Museet har påtaget sig rollen at agere konservator for og vindue til den danske tegneseriearv, der er blevet etableret en tegneseriepris, Pingprisen, og der er afsat en hel del penge til forskning i tegneserier. I november sidste år blev det så endelig afsløret, at Danmark har fået sin helt egen tegneserieuddannelse: professionsbachelor i Grafisk Fortælling på The Animation Workshop/VIA UC i Viborg. Der var 80 ansøgere via den koordinerede tilmelding den 15. marts.
”Den nye tegneserieuddannelse skulle gerne på sigt kunne tilføre kunstarten en vitaminindsprøjtning af dygtige, unge serieskabere med en fornemmelse både for deres eget udtryk og markedets behov,” siger Erik Barkman. Marianne Eskebæk Larsen tilføjer:
“Den øgede kvalitet giver et øget salg og derved også bedre indtjeningsmuligheder for kunstnerne. Alt i alt vil en større institutionalisering af mediet være med til at konsolidere den danske tegneserie.”
Thomas Thorhauge har store forventninger:
“Der skal ske en udvikling, og den skal komme fra vækstlaget. Med den nye uddannelse har tegneserien fået rigtig gode forhold. Men det hele ligger nok en ti år ude i fremtiden.”
Der bliver stadig lavet danske tegneserier, og med en amibitiøs Copenhagen Comics lige om hjørnet er forårets programmer fra de dedikerede tegneserieforlag temmelig imponerende. Og optimismen fejler heller ikke noget når man taler med Steffen Rayburn-Maarup, Aben maler, og Paw Mathiasen, Fahrenheit.
Samstemmende siger de om dansk tegneserie dags dato, at den er både tindrende og forskelligartet.
”Fra 1980’erne og frem har dansk tegneserie hovedsagligt været påvirket af den fransk-belgiske tradition, med serier som Asterix og Tintin og fast albumformat,” siger Steffen Rayburn-Maarup. ”De sidste fem år har graphic novel-bølgen bredt sig, og med den er der opstået et væld af formater. Den nye tegneserie er med inspiration fra bl.a. billedkunsten, blevet mere sprælsk, og det vi ser i dag, ville have rystet os for bare fem år siden.”
Paw Mathiasen tilføjer, at det eneste, der virkelig kendetegner den nyere danske tegneserie, er, at der ikke længere er nogen fællestræk. Hvor der før var visse regler, der gjorde sig gældende, henter den nye generation af tegnere sin inspiration alle mulige steder fra, og det grafiske udtryk er nærmest unikt fra udgivelse til udgivelse.
På spørgsmålet om forventningerne til den ny tegneserieuddannelse svarer Paw Mathiasen, at mediet har haft brug for en skole i årevis:
”Der er behov for mere professionalisering. Ved hver eneste af mine udgivelser har jeg været oprigtigt begejstret, men efterfølgende, når det er kommet lidt på afstand det hele, og jeg har evalueret på de udgivelser, som måske ikke er gået så godt, så kan jeg godt se, at der nogle gange har manglet en strammere fortælling. Der er mange, der er knalddygtige, men der er også nogle, der har brug for noget skoling. Jeg håber og tror, at der med den nye uddannelse vil komme flere, bedre fortællinger.”
(Artiklen er en revideret version af en artikel bragt i BogMarkedet 04/2013)
