Rost mangaka prøver kræfter med mecha-genren i “Knights of Sidonia”, der er spækket med klichéer og seksuelle undertoner. Interessant, mener Jeppe Mülich.
En teenager lever alene med sin afdøde bedstefar, isoleret fra omverdenen i et mystisk og klaustrofobisk landskab af metal, rør og ledninger. Han tilbringer sine dage med at lede efter ris og sove, når han ikke spenderer endeløse timer i en simuleret digital virkelighed – tilsyneladende et træningsprogram for mechapiloter, der primært består i at lede de store robotter i brutal rumkamp mod gigantiske tentakel-monstrøsiteter.
En dag afbrydes det ensformige mønster, da drengen (hans navn viser sig at være Nagate) møder et andet levende menneske og prompte bliver slået bevidstløs. Han vågner snart op, og både hovedperson og læser finder nu ud af, at han hele tiden har befundet sig i bunden af et gigantisk rumskib – den flyvende metropolis Sidonia – der langsomt bevæger sig gennem rummet, århundreder efter fjendtlige livsformer destruerede jorden og udryddede størstedelen af menneskeheden. De selvsamme fjendtlige livsformer, kaldet “gauna”, som de virtuelle simulationer har trænet Nagate i at bekæmpe.
agligdags trummerum i “Knights of Sidonia”
Dét er starten på japanske Tsutomu Niheis nyeste mangaserie, Knights of Sidonia. Hvis det lyder klichéfyldt og forudsigeligt, er det ikke helt ved siden af. Men lad ikke det afholde dig fra at læse bogen. Nihei er en utroligt talentfuld mangaka, der har gjort sig bemærket i både Japan og USA med hans tidligere science fiction-serier Blame! og Biomega.
Hvor disse to primært bar træk af cyberpunk og alt, hvad deraf følger af biomekanik, genetisk modificering og Akira-inspirerede motorcykelhelte, er ”Knights” en noget anden form for dystopi. Den er et riff på den klassiske mecha-genre, gjort populær i vesten via titler såsom Super Dimension Fortress Macross – bedre kendt på disse kanter som Robotech – Mobile Suit Gundam og, uundgåeligt, Neon Genesis Evangelion. Der er ikke blot tale om et skift i science fiction-subgenre, men også i demografisk målgruppe – fra seinen, manga skrevet til mænd, til shōnen, manga målrettet til teenagedrenge.
Genreskiftet giver Nihei mulighed for at lege med en række narrative værktøjer, der er så godt som taget for givet i denne type fortælling. Knights byder således på alt, hvad vi ville forvente af teenageintriger, spirende romance – navnligt mellem Nagate og en charmerende androgyn hermafrodit – humoristiske misforståelser, hormon-dreven rivalisering, og ikke mindst 16-17 årige piloter, der styrer strømlinede dræbermaskiner i kamp mod Lovecraft-inspirerede uhyrligheder for at forsvare deres flyvende koloni fra total tilintetgørelse.
Gauna fra “Knights of Sidonia”
Hvad der løfter Niheis nyeste værk fra en middelmådig gentagelse af velkendte floskler til et fascinerende eksempel på eksperimenterende mangakunst er den minimalisme og stilistiske legesyge, han bringer til både streg og tekst. Han formår at tage de mest interessante elementer af den genre, han udforsker, og koge dem ned til deres absolutte essens. Der er tale om et værk næsten udelukkende bestående af arketyper og stiliserede karikaturer, men dette er tydeligvis et bevidst valg. Dialog og eksponering er reduceret til et absolut minimum, og karaktererne kæmper konstant med at bryde ud af deres todimensionelle rammer – de vilkår, som genre og fortælletradition har placeret dem i.
Niheis kunst er som skabt til de sort-hvide sider og byder på en blanding af stiliseret minimalistisk karakterdesign og til tider hyperdetaljerede baggrunde og monstre. Dette miks af realisme og stilisering er selvfølgelig standard i næsten al mainstream manga, men også her udviser Nihei en selvsikkerhed og kunstnerisk formåen, der tillader ham på samme tid at udnytte og underminere mediets umiddelbare grænser. Resultatet er en snigende fornemmelses af usikkerhed i læseren, når det for eksempel går op for én at de åbne teenageansigter ikke blot ligner hinanden til forveksling på grund af kunstnerisk dovenskab, men at de er ens, eftersom alle individer om bord på Sidonia er klonet fra den samme genbank.
Kampscene med seksuelle undertoner i “Knights of Sidonia”
Den samme usikkerhed fremkaldes af de seksuelle undertoner, som er konstante igennem bogen. De gigantiske mecha har altid haft et iboende fallisk element, men i Niheis hænder bliver dette karakteristika udstillet som en absolut uundgåelighed. Hvis nogen skulle have været i tvivl om symbolikken, bliver enhver tvetydighed udvisket i det øjeblik, vi ser det første reelle møde med de fjendtlige rumvæsener ende i en brutal tvekamp, hvori mecha og gauna – der nu delvist har imiteret en kvindelig pilots krop – omfavner hinanden i en position, der er lige dele duel og voldtægt. Seksualiteten i Knights er dog svær at tolke som erotik, men fremstår derimod som en art Cronenbergsk body horror, der forstærker den subtile følelse af ubehag i læseren.
Det kan være svært at blive klog på Niheis nye serie. Hvis man læser den som rendyrket mecha-sjov, fremstår den både overfladisk og lettere forudsigelig, hvilket måske er årsagen til den noget blandede modtagelse, den indtil videre har fået i USA. Men hvis man læser mellem linjerne, og jeg mener ikke, at dette kræver hverken et særligt dybt kendskab til genren eller en tendens til freudiansk overanalyse, så fremkommer en interessant og udfordrende leg med genre og konventioner, der i hvert fald i disse første 186 sider bestemt er bekendtskabet værd.
Karakter: 3 ud af 5
Titel: Knights of Sidonia, Volume 1
Forfatter og tegner: Tsutomu Nihei
Forlag: Vertical
Form: Softcover i sort/hvid
Sidetal: 186 sider
ISBN: 978-1935654803
Udgivelsesland og år: USA 2013 [Japan 2009]
