Hiphurra for Dansk Tegneserieråd som fejrer sin første runde fødselsdag på weekendens Copenhagen Comics. De lover champagneskål og en vidunderlig plakat fra mesterlige Simon Bukhave i gave til medlemmer på lørdag kl. 14 i deres stand – men hvad er det nu vi skal skåle for?
Dansk Tegneserieråd blev stiftet i 2009 af en stærk gruppe af de mest garvede fra tegneserieland. Nummer9 har talt med rådets første formand, Thomas Thorhauge, og den siddende, Marianne Eskebæk. Den midterste formand i rækken, Stine Spedsbjerg, var for begravet i klargøring til sin stand på Copenhagen Comics til at svare – så find hende på festivalen, og skål med hende.
Vi starter med starten og fanger Thomas Thorhauge, danske tegneseriers gestikulerende grå eminence, på Messenger. Han var rådets formand fra 2009-2013.
Thomas, du var jo stiftende formand for Dansk Tegneserieråd og sad med rumpetten solidt plantet på taburetten i 5 år – hvilken af jeres sejre fra din tid skal vi skåle i champagne på lørdag?
Jeg synes der er meget godt fra den første og etablerende periode. Det vigtigste er klart etableringen af Grafisk Fortælling i Viborg, hvor vi spillede en rolle i udviklingen og processen. Jeg er formand for uddannelsesudvalget der, og det er er meget fedt at der stadig er en lille rolle til mig i det regi, nu hvor jeg ikke længere er i Tegneserierådets bestyrelse.
Men Pingprisen og på en eller anden måde også etableringen af tegneseriesitet Nummer9 var også fede ting. Og de mindre men meget festlige ting som for eksempel Tegneseriebeats i Vega, og naturligvis opstarten af Hvidbogen.
Hvad ønsker du for Dansk Tegneserieråds fremtid? Hvor skal de hen herfra?
Jamen ideelt stiftes et sekretariat. Det er det eneste urealiserede oprindelige mål, men måske til gengæld det vigtigste. Og hvad er det? Det er en eller anden enhed som svarer til Filminstituttet, men mindre til en start, hvor en eller flere fastansatte mennesker sørger for den kontinuitet, kulturen mangler så desperat, som gør at ting som Pingprisen og Copenhagen Comics ender med at hænge, når entusiasmen daler, og der skal startes forfra med risiko for tab af de værdier og kompetencer og konstruktioner, der er opbygget, men også kvalificere initiativer som Statens Kunstfonds noget forkølede Angoulemeindsats.
Jeg mener fortsat klippefast at der er et kæmpe uudnyttet potentiale i de egenskaber man finder tegneseriekulturen, men der skal organiseres hvis kulturen skal løftes ordentligt. Og man så måske gerne at den unge generation begyndte at se perspektivet i fællesskabet og sætte fede, vilde og spændende ting i gang. Det undrer mig meget at der er så stille på den front.
Så de unge skal ind i kampen. Måske har de for travlt med klimakamp? Og apropos at kæmpe – hvad vil du gøre for at nå at få fat i en af Simon Bukhaves plakater?
Jeg sidder og skriver disse linjer på min mobiltelefon i mit telt udenfor Øksnehallen for at sikre jeg er den første der kommer ind på lørdag når dørene til CoCo åbnes. Så jeg mener det sgu seriøst med den plakat.
Fra rådets første formand, til den siddende: Marianne Eskebæk har haft styrepinden i rådet siden 2015.
Jubilæum! Det er godt nok store sager. Hvad er det vigtigste der er sket i din tid som formand for rådet, Marianne?
Vi har forsøgt at vise hvad tegneserieudtryksformen også kan bruges til! At den som levende streg har et stort underholdningspotentiale og formidlingspotentiale i forhold til forskning og undervisning.
Vi har fx organiseret Tegneseriebeats på bl.a. Roskilde Festival, workshoppen Visuel Storytelling med Aalborg Universitet, Forskningsstreger på Medicinsk Museion og været med på Læringsfestivalen, hvor vi har nået en masse folkeskolelærere og bibliotekarer.
Vi har været optaget af, at udbrede ny tegneserieforskning og samtidig udvikle en konferenceformat som viser andre aspekter af tegneserier, også mere kunstneriske og praktiske. Derfor har det også været utroligt berigende at lave Forskningsfredag og Akademisk dag på Københavns Universitet.
I det hele taget har vi sat ind på undervisnings- og forskningsfronten, fx har vi en oversigt over undervisningsmaterialer på vores website, vi har faciliteret et temanummer om tegneseriedidaktik for tidsskriftet Unge Pædagoger – det blev bl.a. muliggjort af forskningsnetværket NNCORE.
Så har jeg været utroligt glad for at lave Copenhagen Comics, hvor vi fik sat fokus på børn og unge, herunder samarbejde med skoler, hvor vi lavede undervisningsmateriale, som var en af de mest delte og kommenterede posts på festivalens Facebook-side, fordi lærererne gik helt amok med at tagge hinanden! Vi skabte et helt område for børn og unge med velbesøgte workshops og etablerede et samarbejde med Læs for livet.
Så er der alle de store ting: Grafisk Fortælling, Tegneseriemuseet, Pingprisen, Hvidbogen og Bogforum Comics som jo har haft Thomas Thorhauge, Steffen Rayburn Maarup og Mads Bluhm som de store drivkræfter.
Hvordan ser fremtiden ud for Dansk Tegneserieråd? Hvilke bjerge skal bestiges?
Det er spændende hvad der kommer til at ske! Jeg håber på mere samarbejde på tværs af alle de initiativer der er skabt de seneste ti år, det vil styrke tegneseriekulturen og skabe grobund for bedre institutionalisering, som er helt afgørende. Vi skulle jo gerne få ligeså mange muskler som fx Finland og Sverige. Det kræver noget politisk benarbejde og knivskarp fundraising. Og så vil jeg opfordre folk til at kaste sig ind i frivilligt arbejde, det er sindssygt sjovt! Eftersom kulturbranchen aldrig nogensinde bliver til at leve af og er svær at komme ind i, så se det som en mulighed, få gode erfaringer til cv’et og et bredt netværk – det er bare at gå i gang!
Men på lørdag er der reception, det er kl. 14 – hvad sker der på standen?
Vi har jo fået den fantastiske Simon Bukhave til at tegne en helt fantastisk jubilæumsplakat til os. Han sidder i standen under receptionen og signerer plakaten mens vi serverer champagne. Vi har 100 stk, og den er gratis hvis man er medlem – også hvis man melder sig ind på stedet! Så udover at melde sig som frivillig så synes jeg også, at man skal melde sig ind i Dansk Tegneserieråd.
Eskebæk skynder sig videre, hvis man kan det på et digitalt medie som Messenger, hvor Nummer9 fangede hende – der er champagne der skal hentes, stande der skal stilles op og tegneseriebjerge der skal bestiges.