Love in Vain
Kan man tegne musik? Love in Vain fortæller en visuelt overdådig og mytologisk fortælling om blueslegenden Robert Johnson. Desværre bakkes billederne ikke helt op af tekstsiden.
Bluesmusikeren Robert Johnson var på mange måder en fandens karl. Ikke alene drak, røg og horede han sig igennem sit kun 27 år lange liv, men ifølge rockmytologien solgte han som en anden Faust ligefrem sin sjæl til den onde selv ved et vejkryds et sted i den amerikanske syd. Hvad man dog ikke udsætter sig selv for i kunstens navn.
Johnson er en myte. En legende. En tragisk horrorhistorie og rendyrket rock’n’roll-legende. Ikke alene var han en af grundstenene i den moderne rock og blues’ historie, men mange ser ham også som bindeleddet mellem sydstatsblues og nordstats-ditto. Han har spøgt i populærkulturen, hvor blandt andet Coen-brødrene lod sig inspirere til en af figurerne i deres musikalske nyklassiker O Brother Where Art Thou, og romanen Love in Vain: A Vision of Robert Johnson af Allen Greenberg bliver ved med at dukke op som en mulig næste film fra mesterinstruktøren David Lynch. Han er også dukket op i Nick Caves sangtekster, og i det hele taget hænger hans myte ved som et spøgelse, der altid er til stede et eller andet sted i baggrunden.
Den franske tegneserie Love in Vain (samme titel som Greenbergs roman, men de to har ikke andet end deres emne og titel tilfælles) er opkaldt efter en af Johnsons sange og fortæller historien om Johnson fra vugge til krukke. Fra den miserable og nærmest kærlighedsløse barndom i syden til de vilde år med ungdom og bluesmusik. Længere når han som sagt ikke før sin død i en alt for ung alder, men til gengæld fik han den tvivlsomme ære at være det første medlem af Klub 27.
Tegneserier om musik er en svær genre, men der findes masser af eksempler derude. Fra den glimrende Nick Cave: Mercy on Me (der i øvrigt er på vej på dansk) til Søren Mosdals Lost Highway om Hank Williams og den finske heavy metal-tegneserie Perkeros. Udfordringen er altid, hvordan man fanger musikkens væsen i et lydløst, visuelt medie. Kan man sætte billeder på de følelser, som musikken kan frembringe. Umiddelbart burde det vel sagtens være mere muligt at sætte billeder på frem for tekst, da musik i sin essens (hvis man ser bort fra sangtekster og fokuserer på det rent lydlige) er nonverbalt – ligesom en tegneserie. Poesi trives fint i tegneserier, men spørgsmålet er så, om den ene form for poesi kan oversættes til en anden form?
I “Love in Vain” er tegningerne hovedattraktionen. Mezzos stil emmer af blues, stemning, liv, den kradse lugt af cigaretrøg, musikalitet, fordærv, seksualitet fra den beskidte skuffe og ingenting står nogensinde helt stille. Der er bevægelser overalt, og stilen er både organisk og stoflig. Især de store helsidesopslag myldrer med svajende numser, dansende kropsdele, svingende instrumenter, filtrede planter og mennesker, der nærmest er viklet ind i hinanden i en evig dans. For så vidt det overhovedet er muligt, fanger Mezzo fint den musikalske side af fortællingen og omdanner den til billeder, man nærmest kan lugte og føle som sved på egen krop. Det gør han ikke kun ved at omsætte tekstuniverset til billedlyrik, men også ved at skabe et miljø og en tone, der ikke som sådan er et realistisk billede på Johnsons tid og de steder, han færdes i. Bogens univers føles mytologisk og komprimeret ned, så næsten hvert eneste billede rummer hele verden, og som anmelder bliver man naturligvis klar over, at det er håbløst at sætte ord på billeder, der beskriver et lydunivers. Men sådan må det være.
Mezzo tegner dog ikke i et vakuum. Man mere end aner en vis forkærlighed for Charles Burns i f.eks. majsplanternes blade, røgen fra skorstenene eller skyerne på nattehimlen. Ligeledes er de forvredne kroppe og valget af perspektiv i skildringen af disse lidt i familie med den gode hr. Robert Crumb. Men det er jo for så vidt helt fair at lade sig inspirere af de to kæmpetalenter, så det er sådan set ikke nogen kritik. Mezzo er som tegner perfekt valgt til netop denne historie og dette emne.
På forfatterfronten går J. M. Dupont noget mere metodisk og stift til værks. Der dvæles ikke ved begivenheder, og det hele føles lidt opremsende. Dupont gør sit for ikke at lyde som et wikipedia-opslag ved at gøre den alvidende fortæller til et slags mysterie. Hvem er han? Uden at afsløre det, kan jeg sige, at hvis du allerede tror, at du har gættet det, så er det nok præcis det, du har. Der er velsagtens kun en skabning i hele kosmos, der kan fortælle historien om Robert Johnson med nogen form for autoritet, men det er nok også denne selvfølgelighed, der gør valget af udenjordisk fortæller lidt svagt. Det er simpelthen for oplagt, og Dupont bliver konstant ved med at referere til dæmoniske og djævelske kræfter i et ikke just subtilt manus.
Vi kommer ikke helt ind under huden på Robert Johnson i teksten, men så er det jo heldigvis en tegneserie, vi har med at gøre, og tegningerne tager som sagt det tunge læs og hæver udgivelsen op på et niveau, hvor den er værd at beskæftige sig med og bruge tid og penge på.
Tegneserier om musik er som sagt en svær genre, da der jo i sagens natur mangler hovedingrediensen i den cocktail, man kan servere for læseren. Hvordan tegner man musik eller oplevelsen af musik? Mange har prøvet og fejlet. Mezzo gør sit yderste, og selvom man nok får en lidt mere autentisk og oprigtig oplevelse ud af Love in Vain, hvis man lige hopper forbi Robert Johnsons få indspillede numre først, så giver tegningerne faktisk en ret god ide om, hvad musikken indeholder af både tekster og lyde.
