Efter en kort sommerferie er 9 skarpe nu stærkt tilbage med endnu flere kendte danskere, der deler deres begejstring for tegneserier med os. Denne gang taler vi med forfatteren og journalisten Henrik List.
Henrik List (f. 1965) er journalist og forfatter. Han debuterede som kun 19-årig med digtsamlingen Udbrud, og udsendte endnu to samlinger inden 1980’erne var omme. I 1990 udgav han London non stop – stemninger og tidsbilleder, der skulle blive det første af en lang række rejseessays fra alle egne af verden. I 1991 blev List ansat som kulturjournalist på Berlingske Tidende, hvor han de næste 13 år anmeldte litteratur, film og musik, og desuden stod bag den ugentlige klumme ”Henne om hjørnet”. Et udvalg af sidstnævnte udkom i bogform i 2002.
I 1997 udsendte Henrik List rejseskildringen Tilbage til Tanger, der fulgte i fodsporene på beat-forbilleder som Burroughs og Bowles, Kerouac og Cassady, og fire år senere fulgte novellesamlingen Pussyland – historier fra Amerika, der trak heftige veksler på beat-generationens diverse litterære skoler samt Hunter S. Thompsons antiautoritære og delirisk banebrydende gonzo-journalistik. Bogen blev genudgivet i 2009 med en spoken word-cd, hvor List bl.a. kollaborerer med den danske rapper Jokeren.
I 2002 udkom Katja Kxxx – Stjerne i Syndens By, en biografi om den danske pornoskuespillerinde Katja Kean. Det skulle blive det første i en lang række værker fra Lists hånd, der satte fokus på sex-industrien – både herhjemme og i udlandet. I 2006 gav List således et kompromisløst indblik i hverdagen blandt Thailands transseksuelle minoritet via foto- og rejsebogen Bangkok Ladyboys. Denne blev fulgt året efter af Sidste nat i Kødbyen, som dels var et forsøg på at finde positive aspekter frem i det københavnske prostitutionsmiljø, og dels var et rasende udfald mod den stigende nypuritanisme, som List mente at kunne spore i samtiden. Bogen skabte voldsom debat.
Senest har List udsendt endnu en række rejseessays, Scener fra Sunset Boulevard, der gennemtrawler Los Angeles på godt og ondt, og romanen – den første i forfatterskabet – Kære fucking dagbog, der baserer sig på autentiske dagbogsoptegnelser nedfældet af en række unge piger fra det københavnske punkmiljø i tiden op til rydningen af Ungdomshuset. I skrivende stund leder List med lys og lygte efter en tegner, der vil være med til at omsætte Pussyland til tegneserieform. Vi tog en snak med ham om den 9. kunstform.
Var der tegneserier i dit barndomshjem?
– Det kom der i hvert fald hurtigt, fordi mine søde forældre lod sig overtale til på skift at købe Anders And, Tarzan og Sølvpil til mig, da jeg var lille. Jeg læste også tit Ude og Hjemmes tegneserietillæg hos min farmor og farfar – med serier som Fantomet, Rip Kirby, Ferd’nand, Basserne osv., hvor det især var Fantomet og Rip Kirby der fascinerede. Derudover havde jeg en ældre fætter, der lånte mig mere ’slemme’ blade som Gru, som mine forældre ellers ikke mente var opbyggelig læsning for en letpåvirkelig knægt som mig. Måske var det også allerede dér, det gik galt, hvem ved?!
Hvilken tegneserie vakte for alvor din interesse for mediet?
– Nu reflekterer man næppe så meget over dén slags, når man kun er 6-8-10 år gammel, men der var i hvert fald to tegneserier, som jeg dyrkede mere intenst end alle de andre, nemlig Batman og Tintin. Batman – så vidt jeg husker – som ugentligt, sort-hvidt hæfte og Tintin i farvealbums, som på det tidspunkt var noget virkelig eksklusivt: dét at samle på alle de fine, flotte albums og få dem i fødselsdags- eller julegave var stort. Jeg kunne fordybe mig i Hergés detaljerede baggrundstegninger i timevis. Derfor foretrak jeg (dengang som nu!) også de Tintin-historier, hvor Dupond og Dupont, Max Bjævermose eller ham den ulidelige, snotforkælede araberdreng ikke fik lov til at ødelægge det hele med al for meget pjattet falde-på-halen-komik …
Der var også en flirt on and off med Edderkoppen og Superman – i det hele taget var starten af 70’erne jo en storhedstid for tegneseriehæfter i Danmark, så der var nok at vælge imellem nede i enhver kiosk! – men i længden havde de to spejderdrenge ingen chance versus en allerede dengang mere dyster, kompleks fætter som Batman. Som udgangspunkt følte jeg nok også mere for Batman end for alle de ’rigtige’ superhelte (med diverse overnaturlige evner), netop fordi han dybest set var et nogenlunde almindeligt menneske, der ved hjælp af hård træning og forskelligt specialudstyr havde forvandlet sig til detektiv/selvtægtsmand. Jeg kan bl.a. tydeligt huske, at det irriterede mig helt idiosynkratisk, når Batman-historierne blev for okkulte, science fiction-agtige eller ikke-realistiske; når han pludseligt rejste rundt i galaksen eller kæmpede mod vampyrer eller arbejdede sammen med Superman. Fuck dét!
Hvad er i dag din absolutte yndlingstegneserie og hvorfor?
– Batman holder den dag i dag, ikke mindst fordi den gennemgik et paradigmeskifte med Frank Millers ”Nattens Ridder” og Grant Morrisons ”Arkham Asylum” i slutningen af 1980’erne, hvor også Watchmen var et elektrochok til superheltegenren. Karakteren, stregen og seriens værdigrundlag blev mere voksent samtidigt med, at jeg selv gjorde det. Jeg havde ellers haft en periode – fra jeg blev punker som 15-16 årig, til jeg var ung følsom digter i midten af 1980’erne – hvor jeg holdt op med at læse tegneserier. Dér var det i høj grad genopfindelsen af Batman, forløsningen af hele figurens farlige, tvetydige og eksistentielt grænseoverskridende potentiale, der fik min kærlighed til mediet til at vende tilbage. Og DC Comics har vedvarende formået at knytte gode forfattere og tegnere til Batman op igennem 90’erne og 00’erne, hvor Jeph Loeb og Tim Sales’ graphic novels er blandt favoritterne: ”Haunted Knight”, ”Dark Victory” og ”The Long Halloween”.
Derudover må jeg klart og tydeligt fremhæve Jaime Hernandez’ mesterlige Love & Rockets, som jeg begyndte at købe som hæfte (fra nr. 1 til 50!), da jeg rejste til USA og boede i London i sidste halvdel af 80’erne. Love & Rockets var simpelthen blåtrykket for den moderne, amerikanske graphic novel, som alle andre nu efterligner, og samtidigt var den udsprunget af den samme punksubkultur, som jeg selv var blevet formet af i gymnasieårene.
Er der en dansk tegneserie, som du er særligt glad for?
– Nej, ikke rigtigt, selvom der er mange dygtige tegnere herhjemme efterhånden. Men jeg har altid været mest orienteret imod de amerikanske og de fransk-belgiske serier – samt i 90’erne imod japansk manga.
Findes der en tegneseriefigur, som du enten identificerer dig med, eller hvor du kan genkende sider af dig selv?
– Der må vi vist desværre over i animationen. Homer Simpson kunne være et bud, hehe?!
Hvilken tegneserie læser du for øjeblikket?
– I det sidste halve års tid har jeg naturligvis været sygeligt hooked på DC Comics’ generelt kunstnerisk succesfulde ”New 52”-reboot af samtlige deres helte- og superheltefigurer, der har sat gang i endnu et form- og indholdsmæssigt paradigmeskifte for Batman & Co. Især Scott Snyders og Greg Capullos fornyelse af selve Batman-hæftet er suveræn, og for første gang i mange år har jeg faktisk tegnet månedsabonnement på både dét og Detective Comics igen hos Fantask. Selv de nye udgaver af Batgirl og Catwoman er supercoole i “New 52”-udgaven. Til gengæld afskyer jeg den irriterende flabede nye Robin i Batman & Robin, der næsten minder mig om ham dér Abdallah (eller hvad han nu hedder) i de Tintin-albums, som jeg bevidst aldrig genlæser.
De sidste albums/graphic novels, jeg lige har læst, er Bernard Prince nr. 18 (”Truslen fra floden”) – et dejligt gensyn med en anden barndomshelt! – samt den geniale Charles Burns’ nye værk X’et ud. Det er skønt, at små, danske forlag som i dette tilfælde Faraos Cigarer og Fahrenheit holder fanen højt for kvalitetstegneserien som medie og kunstform – på tryk og i rigtige, gedigne albums, endda, for jeg kommer sgu aldrig nogensinde til at læse tegneserier på nettet. Dét er jeg for old school til. Især er det en nydelse at sidde med en graphic novel, der er så analt smukt produceret som X’et ud, grafisk tilrettelagt til perfektion af Leo Scherfig, som også layoutede min egen illustrerede roman Kære fucking dagbog.
Er der tegneserier, som du har haft svært ved at overbevise andre om værdien af?
– Jeg har ikke noget behov for at overbevise andre om værdien af nogen tegneserie. Jeg var i mange år glødende entusiastisk, professionel anmelder af litteratur, film og musik, bl.a. igennem 13 år som fastansat på Berlingske Tidendes kulturredaktion, men min glæde ved tegneserier har jeg (heldigvis) aldrig rigtigt udnyttet i karrieren. Derved har jeg undgået at få en O.D. af tegneserier på samme måde, som jeg på et tidspunkt fik det med litteratur, film og musik, fordi jeg igennen næsten 20 år konstant skulle forholde mig til endeløse mængder af bøger, film og plader/koncerter, der bare væltede ind hver uge.
Hvad er det bedste, der er sket indenfor tegneseriernes verden indenfor de sidste ti år?
– Det internationale gennembrud for graphic novel-formatet. Og tegneseriens tilbagevenden som inspirationskilde for billedkunsten (og tatoveringer!) for første gang siden pop art i 60’erne … Apropos det sidste, så har jeg et værk af japanske Yoshitomo Nara, der er ren cartoon art, tatoveret på min højre underarm!
Hvad kan tegneserier give dig, som du ikke kan finde i andre kunstformer?
– Kombinationen af visuel og litterær fortælling, af billeder og ord i nye, overraskende sammensætninger inden for en genremæssigt ofte ellers ret stram ramme – men uden filmmediets massive, følelsespornografiske effekter. Dertil kommer, at det er befriende at fordybe sig i en tegneserie, helt alene, og være tvunget til at koble al flimmeren og kommunikationen i verden udenfor fra. Hér ligner perceptionen af litteratur og tegneserier jo hinanden – det er en lykkeligt ensom, individuelt dannende og personligt stimulerende proces at læse både f.eks. romaner og graphic novels. Du kan bare ikke rigtigt gøre det sammen med andre. Heldigvis, for vi skal vel have en pause fra mobiltelefonerne, Facebook, tv-tomgangen og chatrummene en gang imellem?!
Har du hentet ting fra tegneseriernes verden, som du har kunnet bruge i dit eget arbejde?
– Ud over at droppe referencer til tegneserier rundt omkring (f.eks. i novellesamlingen Pussyland) har jeg mest direkte brugt tegneseriens formsprog i min første roman, Kære fucking dagbog, der er gennemillustreret med supersøde, rigtigt coole stregtegninger, kunstneriske småskitser og fotocollager. De blev alle sammen skabt af en dengang blot 15-16-årig pige ved navn Emma Acs, som i dag er mere kendt som ung, talentfuld rocksangerinde. Romanen handler om en 15-årig emo-tøs fra en forstad til København og er formet som en dagbog fra det sidste halve år op til rydningen af Ungdomshuset på Jagtvej i 2007, og det er selvfølgelig heller ikke ligefrem noget tilfælde, at hun har en kat, der hedder Batman, og en rotte, der hedder Robin!
Men jeg har en drøm om at få lavet en graphic novel bygget over førnævnte Pussyland, som jeg også producerede en spoken word-cd-version af sammen med bl.a. rapperen Jokeren. Især fordi Pussylands noir-univers, sanselige miljøbeskrivelser og sex, drugs & rock’n’roll-historier næsten indbyder til det, synes jeg. Så jeg efterlyser seriøst en dansk tegner med en skarp, realistisk streg, der tør gå i gang med sådan et ’politisk ukorrekt’ projekt sammen med mig – uden at være sikker på, at der penge i lortet. Sådan med en streg á la Jaime Hernandez møder Ed Piskor møder Charles Burns møder klassisk Jim Steranko … agtigt … selvom jeg indrømmer, at det er tunge forbilleder, så lad jer ikke skræmme af dén beskrivelse. Halloh – er der nogen derude?!
Kig forbi på næste fredag hvor vi stiller endnu en kendt dansker overfor 9 skarpe spørgsmål om tegneserier.
