ADVARSEL: følgende artikel indeholder spoilers i forskellige vægtklasser.
Dagen inden premieren på Christopher Nolans tredje og afsluttende opus om Batman, blev jeg af en studievært på TV2 News spurgt: ”Må du ikke bare indrømme, at filmen er bedre end tegneserien?”
Spørgsmålet kom lidt bag på mig, og jeg forklarede noget undvigende, at man ikke kan snakke om én bestemt Batman-tegneserie, siden Batman har udfoldet sig på utallige måder, ikke bare som tegneserie, men også som tegnefilm, romaner, computerspil, etc.
Jeg kunne godt høre, at det lød vagt, men jeg havde på det tidspunkt ikke set ’Dark Knight Rises’, og brød mig som sådan ikke om at udtale mig, uden at have set filmen.
Det har jeg nu, og skønt jeg var godt underholdt hele vejen igennem den 2 timer og 45 minutter lange film, der bød på mange spektakulære scener, kan jeg nu klart svare, at mindst én Batman-tegneserie overgår Nolans ellers meget ambitiøse og imponerende Batman-projekt.
MILLER I NOLAN
Det er naturligvis Frank Millers berømte, men lidt oversete ’Dark Knight Returns’ jeg tænker på, og jeg vil her prøve at diskutere nogle perspektiver ved Nolan og Miller, forhåbentlig uden at ende i en hvem-kan-tisse-længst-konkurrence.
Frank Miller har, som de fleste vågne Batman-fans bemærket, befundet sig i Nolans grød lige fra den første film, ’Batman Begins’, som også trak veksler på Millers og David Mazzucchellis exceptionelle fortælling om hvordan Bruce Wayne blev Batman, ’Year One’. Nolan har tydeligt vedstået sig lån fra Miller, men har jo også lånt fra andre Batman-fortællere, mest påfaldende Denny O’Neil og Neal Adams, hvis historier om Ra’s al Ghul viser sig at være grundstenen i Nolans trilogi, og naturligvis 90’er-storylinen om superskurken Bane, ’Knightfall’ (skrevet og tegnet af mere end en håndfuld fortællere, med Chuck Dixon som chefarkitekt).
Når det alligevel er Miller, Nolans trilogi absolut må sammenlignes med, skyldes det sammenfaldet i ambition. Frank Miller var for alvor den første Batman-fortæller, der klart så, at i hænderne på en visionær og seriøs kunstner, kan det ellers tilsyneladende infantile og banale univers omkring Batman transformeres til fx en kraftfuld great American novel. Miller slog fra side 1 i ’The Dark Knight Returns’ den store tone an, både formalistisk, tematisk og litterært. Og som alle, der har læst Millers opus magnum ved, holdt den gennem små 200 hæsblæsende sider, hvor samfundet bryder sammen, atomkrig udløses, hvor store moralske spørgsmål udforskes kraftfuldt gennem kløgtige sammenstillinger af helte og skurke, og hvor fornemmelsen af grandeur er malet med bred pensel på hver eneste side.
MED BATMAN SOM PALET
Det er utænkeligt at forestille sig sig Nolans Batman-trilogi uden Frank Millers to Batman-arbejder ’Dark Knight Returns’ og ’Batman: Year One’. I den nye film er der masser af direkte og mere tilslørede referencer til ’Dark Knight Returns’ (og også en håndfuld til ’Year One’), og det er en smart måde at vedstå sig det korpus man bygger videre på. Men alle referencerne til trods, er det mere Frank Millers koncept, Christopher Nolan står i gæld til: ideen om at man med det præfabrikerede Batman-univers som palet kan male en storslået, dyster, kompliceret og fremfor alt personlig vision om samfund og individ, som både formår at tilfredsstille konventionelle kunstneriske forventninger og underholder bredt, på almindelige kommercielle vilkår.
Det er på alle måder dét koncept, der har formet den moderne superheltetegneserie, hvor læsere snarere orienterer sig efter ophavsmændene end superhelten. Grant Morrison, der besidder et radikalt anderledes kunstnerisk gemyt end fx Frank Miller og Christopher Nolan, er endnu en spændende Bat-eksponent for denne tilgang, hvor altså et etableret, genkendeligt univers spændes for en ambitiøs og krævende fortællers vogn.
På den måde bør TV2 News-værtens spørgsmål – ”er filmen ikke bedre end tegneserierne?” – omformuleres, til noget i retning af : ”hvilken Batman-vision er den bedste?”
Det er altid svært med pærer og æbler, men det er faktisk et let regnestykke at gøre op.
Groft forenklet er dommen sådan: Nolans Batman-trilogi beskriver Bruce Wayne som et knuget individ, der slås med indre dæmoner foranlediget af nedskydningen af sine forældre. Kampen mod kriminalitet bliver et straight eksistentielt ærinde, hvor ærgerrigheden konstant synes at lokke Batman udenfor dydens smalle sti, som når han fx i ’Dark Knight’ overskrider lov og etik, da han bruger Gothams borgeres mobiltelefoner til at overvåge Jokeren. Denne præmis er i virkeligheden brugt mange gange før, også før Frank Miller, og repræsenterer i sin substans ikke noget nyt, snarere en kliché end en personlig vision.
HULT OG POSTULERET
Men det er retfærdigvis også Ra’s al Ghuls skyggekrigersekt, der med målet om Gotham Citys totale udslettelse, er udgangspunkt for Nolans egentlige grundpræmis. Og det er og bliver en mekanisk og faktisk dum præmis, et rationale som Ra’s al Ghul, Bane og deres medsammensvorne i ’Dark Knight Rises’ har svært ved at forklare ordentligt. Det er noget med at med ondt skal ondt fordrives, men det lyder simpelthen mærkeligt, når vi hører at måden at give Gotham City tilbage til folket på, er ved at udslette folket. Dømte forbrydere er ”undertrykte”, der skal befries, og måske, måske ikke kan en politistyrke bevares i et Ra’s al Ghul-designet samfund. Alt sammen præsenteret i filmen som et filantropisk og rationelt forehavende. Det er virkelig ikke særligt tilfredsstillende.
Slutningen på Nolans tredje film om Batman er indlysende også slutningen på trilogien, på alle tre film. Slutningen er selvsagt af stor betydning og vigtighed, og hvad disker Nolan op med? Den største James Bond-kliché, man kan forestille sig, kampen for at stoppe en tidsindstillet bombe.
Det er desværre en afslutning, der afslører Nolans projekt som hult og postuleret. Nolan har helt afgjort raffineret sin evne til at konstruere kompliceret suspense. Men man sidder endegyldigt tilbage med en følelse af, at manden aldrig har haft en grundlæggende tanke eller vision med sit Batman-projekt.
Følelsen forstærkes af Nolans mest iøjnefaldende stilistiske varemærke, det pompøse. Med Hans Zimmers buldrende score sovser Nolan svage som stærke indfald til i pompøsitet (hvis der er noget, der hedder sådan), som alt andet lige hjælper svage ideer til at fremstå prægnante, betydningsfulde.
Enter Frank Miller. Millers vision i ’Dark Knight Returns’ er ren og stærk og overholder sin egen integritet hele vejen mod sin slutning. At værdigrundlaget i ’Dark Knight Returns’, som på en eller anden måde synes at beundre den halvfascistoide Batman er betændt, er en anden sag. Men visionen om den aldrende Batmans uudslukkelige vrede og hævntørst og accelererende megalomani, ideernes kamp skildret via de ideologiske hovedfigurer Batman (en art ultraliberalistisk drøm om det stærke individ), Grønne Pil (den revolutionære antikapitalist), Superman (etablissementets nyttige idiot), kommissær Gordon (det blinde retsvæsens ukorrumperede discipel) skildret i skiftende voice-overs, stærkt suppleret af en mediemaskine, der er gået amok, er en sammenhængende, fascinerende og substantiel vision.
KAMPENS RESULTAT
Her, snart 30 år efter udgivelsen af ’Dark Knight Returns’ fremstår den stadig som et intelligent brøl af en fortælling om orden og kaos, civilisationens dekadence, individets stræben, samfundets fallit.
Visionens renhed er ikke nødvendigvis ensbetydende med en spændende vision. Nolan og Miller er begge fortællere i topklasse, men Millers fundament er stærkere, klogere og mere saftigt end Nolans ellers imponerende kostruktioner, der slører en uklar, svag og ikke supersammenhængende kerne.
Kampens resultat:
Frank Miller – Christopher Nolan: 2-0
—
Dark Knight Rises, instr. Christopher Nolan, Warner Brothers 2012
Frank Millers ‘Dark Knight Returns’ er udgivet på dansk i to udgaver: i 1987, på Interpresse, i en firebindsudgave (‘Nattens ridder vender tilbage’, ‘Storbyens sønner’, ‘Fjenden’ og ‘Bet store brag’), og i 1990, på forlaget Frederik E., i en samlet udgave (‘Nattens ridder vender tilbage’).
‘Year One’er udgivet på dansk i to udgaver: I 1989, på Interpresse, som ‘År ét’ og i 2007, på Egmont Serieforlaget, som ‘Batman:Year One’).