Bennys far kører tog
Hvad gør man som mor og tegneserieskaber, når ens søn spørger, hvem far er… og man ikke har et entydigt, klart svar på hånden?
Man spinder en næsten sand og helt hvid løgn, tegner og fortæller og skaber en børnebog. Rikke Villadsens Bennys far kører tog er på en og samme gang temmelig utraditionel og overraskende traditionel.
Handlingen er ikke let at gengive, og det ville også næsten være synd at ødelægge læserens første møde med det glade og sjove vanvid, der fylder siderne i Bennys far kører tog. Fortælleren er moderen, og modtageren er sønnen og os læsere, der får lov til at lytte med. I moderens forklaring møder vi alt fra en gift togmand, der ikke er bange for at give fortælleren et barn født af utroskab, en fisker på månen og talende dyr, der måske og måske ikke blot er symboler på andre og dybere ting, hvilket teksten også diskuterer i et herligt, vrøvlet afsnit, hvor Villadsen sniger sig til at bruge udtrykket “freudiansk parallel” i en billedbog.
På mange måder er der tale om en tekst, der er så personlig, at det faktisk næsten er lige meget at målgruppen ender med at være lidt diffus. Faktisk er det nærmest en styrke, da projektet kommer til at fremstå ærligt og dybt. Togmanden udbryder på et tidspunkt et ikke specielt familievenligt (i den traditionelle forstand, men fuck nu det) “Fuck det lort”, som visse forældre måske vil have det lidt råt med at skulle læse op. Dem om det, siger jeg bare. Ungerne forstår givetvis heller ikke, hvad en freudiansk parallel er, så hvorfor ikke køre linen ud?
Bogen er bygget op af lag af fiktion, og så er der noget virkelighed derinde et sted. Både i fortællingen og udenfor. Hvad er den virkelige historie bag fortællingen, som moderen i bogen prøver at formidle til sin søn? Og hvordan forholder den sig til Villadsen og hendes søns liv? Som sådan rager det ikke os en papand, om den er selvbiografisk eller ej, men det gør værket til et rørende bekendtskab, at man kan mærke det ægte liv inde bag alle de vidunderlige vrøvlerier og krumspring.
Villadsen kalder bogen en sand historie. Men det må man jo som voksen læser desværre stille sig tvivlende overfor, da vi jo på mange måder har mistet evnen til bare at tage skrøner for gode varer. Der er nok ikke nogen tvivl om, at Villadsen her stikker sin søn en plade. Det starter nogenlunde fint og troværdigt, men da der pludselig dukker talende dyr og en fisker, der sidder på månen op, så bliver den (hvide) løgn vist rimelig åbenlys. Men der er bare ikke noget, der er så simpelt, som man tror. Heller ikke sandheden. Og det er netop en af pointerne. Begreber, der historisk set er blevet regnet som sandhed, bliver opløst. Familien som indiskutabel institution står helt sikkert for skud. Billedbogen og børnelitteraturen og vores opfattelse af den, bliver også hevet ned i muddergrøften og får nogle blide, velmente tæsk.
Villadsen giver los og siger, at en familie skabt af en utro togmand, en flyvende fisker og talende dyr, giver lige så meget mening, som den skabt på “traditionel” vis.
Bogen eksisterer vel, fordi Villadsen og/eller fortælleren har svært ved at komme med en simpel forklaring på, hvorfor Bennys familie ikke er som de andre familier med far, mor og børn. Der er nogle normer og opfattelser i samfundet, som man skal uden om, hvis man er en anden slags familier. Villadsen giver los og siger, at en familie skabt af en utro togmand, en flyvende fisker og talende dyr, giver lige så meget mening, som den skabt på “traditionel” vis. Der er mange former for sandhed.
Bennys far kører tog ER altså virkeligt sjov, men faktisk også ret rørende. Den sad i mig i flere timer efter endt læsning, men sådan er det nu ofte med Rikke Villadsens dejligt mærkelige bøger, der faktisk altid rækker ud over den tekst (og med tekst mener jeg også billeder), man sidder med foran sig. Der foregår altid mere neden under det, man umiddelbart kan se. Og selvom jeg ikke nødvendigvis kan hive al betydning og mening ud af teksten efter en enkelt eller to gennemlæsninger, så kan jeg alligevel mærke dem og reagerer på dem med følelserne. Så må logikken komme haltende bagefter, når den engang får hevet sig over målstregen.
Tegningerne illustrerer på deres egen måde teksten, men som sådan kunne teksten godt stå alene uden billederne, der altså ikke ender med at være en absolut nødvendighed.
Villadsens streg er strammere end nogensinde før. Væk er udviskningerne, blyantstregerne under de rentegnede streger og i det hele taget alt det, der ofte får traditionalisterne til at stejle over hendes stil. Næsten. For selvfølgelig skal det også være lidt “grimt”. Lidt kollage her, lidt skraveringer der. Men altsammen i en billedbogstradition, der lugter af noget så klassisk som blandt andet Ib Spang Olsen. Og det er faktisk lidt overraskende og måske heller ikke helt så sprælsk, som man forventer det fra skaberen af “Ind fra Havet”, “Et Knald Til” og de fantastiske, surrealistiske skæbnefortællinger i de indtil videre to mesterlige bind i projeketet “9 Piger”. Og faktisk heller ikke så sprælsk, levende og fyldt med urolig dybde, som hos en Ib Spang Olsen. Hvor den strammere streg i en “9 Piger”-bog rummer mørke, dybde og en sært forstyrrende skønhed, så holder tegningerne her lidt hånden over læseren. Hvilket velsagtens er aldeles forståeligt, hvis hovedpublikummet er Villadsens egen Benny. Opsætningen af bogen er helt klassisk. Tekst på den ene side og billede på den anden.
Tegningerne illustrerer på deres egen måde teksten, men som sådan kunne teksten godt stå alene uden billederne, der altså ikke ender med at være en absolut nødvendighed. Hvilket ellers bør være et krav til både tegneserier og billedbøger. Det spænder en kende ben for resten af projektets parathed til oprør og opgør.
Begreber er i opløsning i disse dage. Og det er nok i virkeligheden en god ting, da der er mange meget snævre rammer, som det forventes at børn (og lad os være ærlige – voksne) forholder sig til og ender med at passe ind i. Rikke Villadsen siger “fuck det lort” til det hele og viser en anden vej, og hun gør det med kløgt og et smil på læben med denne venlige, kloge, (delvist) genresprængende og dybt personlige bog. En bog, som hun heldigvis har valgt at dele med andre end sig selv og Benny.
