Resten af verden bind 3 og 4
Dommedag skildres igen-igen i en voldsomt brutal og gruopvækkende fortælling, der får hårene til at rejse sig.
Franske Jean-Christophe Chauzys tobindsværk Resten af verden / Verden bagefter udkom på dansk i 2020.
Dengang virkede fortællingen om en lille families overlevelseskamp under en enorm og altødelæggende naturkatastrofe som en forholdsvis afsluttet historie. Men nu får vi så muligheden for at følge apokalypsen fra helt tæt hold i yderligere to bind.
Spørgsmålet er selvfølgelig så om bind 3 og 4 er et nødvendigt efterspil? Giver de noget nyt til grundfortællingen?
Eller er de blot variationer over samme tema?
Uanset hvad, er det næsten påkrævet at have læst de to første dele af Chauzys fortælling for at kunne følge med i historien i bind 3. Den starter nemlig, hvor vi slap de to brødre Hugo og Jules i bind 2, men uden at give en opsummering af handlingen op til da.
De nye albums byder på gamle kendinge fra tidligere og binder også sløjfe på nogle løse ender derfra. Nye læsere er derfor afhængige af de tidligere albums for at være helt med på, hvem personerne er og deres kontekst.
Bind 2 sluttede bittersødt. På den ene side mistede de to brødre på tragisk vis deres mor i flugten fra nogle skruppelløse overlevende, på den anden side fandt brødrene et sikkert tilflugtssted blandt en gruppe jævnaldrende på en tidligere feriekoloni. Her var tryghed, fællesskab og ikke mindst en stor, frodig køkkenhave, der gjorde selvforsyning mulig.
Slutningen på album 2 indgød altså håb og fremstod lykkelig. Men ikke desto mindre er der slanger i paradiset i form af jalousi, misundelse og magtkampe.
Og ikke mindst den latente trussel fra andre overlevende!
Chauzy bruger således feriekolonien som afsæt for en ny omgang dystopisk survival of the fittest, hvor de overlevende kæmper desperat for livet i et raseret og forurenet Europa.
Som i de to første bind er det en virkelig hård, hæslig, brutal og trøstesløs omgang. Samtidig sidder man med tilbageholdt åndedræt under store dele af læsningen. For de unges strabadser er elementært spændende og nervepirrende.
I sin anmeldelse af de første to albums trak Nummer9s anmelder Morten Tjalve en oplagt parallel til Cormac McCarthys dystopiske og stærkt foruroligende roman Vejen fra 2006.
I en tegneseriekontekst har vi også set lignende dommedagsscenarier udspille sig, bl.a. i Børnenes jord, Den døde kæmpe, Happy End og 78 grader.
Hvorfor er det mon at verdens undergang og hvad dette gør ved den menneskelige selvopholdelsesdrift bliver ved med at tiltrække læsere?
For nogle er det nok en anledning til at udforske bekymringer og frygt om fremtiden.
Andre føler måske en morbid fascination over at opleve verdens undergang på sikker afstand.
Og endelig giver skildringen af en post-apokalyptisk fremtid mulighed for at reflektere over den menneskelige moral, opfindsomhed og modstandsdygtighed – at bruge dommedag som et spejl for vores samfundsværdier- og etik.
Og så er det slet og ret bare pokkers neglebidende at sætte sig i de overlevendes sted og overveje, hvordan man selv ville reagere i ekstreme situationer uden for samfundets sikkerhedsnet.
Ville du selv kaste medmenneskeligheden over bord i en frådende kamp mod andre om de få, tilbageværende ressourcer?
De færreste af os bryder os nok om at få svaret på dét spørgsmål!
Chauzy spiller på alle tangenter i de to nye albums. Det underliggende budskab er at sætte pris på dét man har – ens kære, mad, husly, sikkerhed – for det kan ændre sig på et splitsekund!
Undervejs i handlingen antydes også nogle større, geopolitiske spændinger i kølvandet på katastrofen. Grænserne i Sydeuropa er tydeligvis under nedbrydning og bestormes af flygtningestrømme.
Denne del virker spændende, så det er lidt frustrerende, at Chauzy ikke folder dette mere ud for læseren. Omvendt afspejler det måske meget godt niveauet af viden hos hovedpersonerne, afkoblet fra resten af verden som de er. Ingen radio, TV eller sociale medier.
Det totale blackout.
Håndværksmæssigt fortsætter Chauzy det fine, grafiske arbejde fra de to første albums. Han leger med ruder og sideopbygning og især i starten og slutningen af hvert album forkæler han læseren med nogle flotte, overvældende splash pages.
Her står ødelæggelserne nærmest i kø, så øjnene kan gå på opdagelse.
Chauzy er virkelig god til at tegne det totale forfald med sin lidt grove, skitseagtige streg.
Siderne bugner med rustne tankskibe og forvredne, sammenstyrtede højhuse. Rådnende menneskekroppe og opsvulmede dyrelig. Maddiker og glubske rotter.
Farvelægningen er også yderst effektfuld og minder om akvarel med sine afdæmpede, douchede toner.
Farverne understøtter hele tiden samfundets beskidte, jordslåede forfald og understreger en dunkel verden uden elektrisk lys.
Det er dystopi på den helt store klinge!
Til gengæld halter det med persontegningen. Chauzys karakterer er lidt statiske og udtryksløse. De ligner hinanden påfaldende meget og kan være svære at skelne fra hinanden.
Jeg oplever også dialogen mellem personerne som mere simpel og ensidig end i bind 1 og 2. Her var forholdet mellem moderen Marie og hendes sønner en væsentlig drivkraft for handlingen.
Derfor kan manglen på tætte og dybere relationer mellem karaktererne i de nye bind måske forklare, hvorfor dynamikken føles lidt mere flad i denne anden ombæring? Jeg savner generelt noget af den stemning og karakter i persongalleriet, som Chauzy ellers formår at få ind i sine miljøskildringer.
Men måske er dét en pointe i sig selv?
Måske er det passende at det er naturens voldsomme kræfter, der endegyldigt indtager hovedrollen i den nye, post-apokalyptiske virkelighed?
Tilbage står at de to nye dele af fortællingen måske nok er mere af det samme som i bind 1 og 2, men også er effektivt og spændende fortalt.
Var du derfor glad for historien i de første bind – og nyder du generelt gyset ved at opleve verden gå under på sikker afstand – så kan du roligt vende retur til Resten af verden for at få dit næste dommedags-fix.
Del på
