Våd fuser i flot udstyr

Sært anti-underholdende Marvel-materiale finder ikke sit fodfæste.

Det er vanskeligt at referere handlingen i Black Panther: En nation under vores fødder. Det hele begynder midt i en anspændt, kamp-lignende situation. Vores titelfigur har et åbent sår i baghovedet, som bløder. Dette vises på første sides hel-billede af den knælende T’Challa/Black Panther. I baggrunden ses en opstilling af tre uafhængige situationer med det fællestræk, at både T’Challa’s fader, undervandsmennesket Namor, og T’Challa’s søster er skuffede over ham.

Det er ikke helt til at vide, hvad det egentlig er, de tre erindringsbilleder hentyder til. Medmindre man har læst nogle historier, der tilsyneladende ligger forud for albummets fortælling.

Jeg er nogenlunde opdateret med generel læsning af Marvel, har læst meget af det meste. Men lige panteren har jeg ikke læst flittigt i nogle år. Jo, når han er med i Avengers eller Daredevil o.s.v. – altså det almindelige storby-centrerede Marvel-univers. Det hjælper mig ikke her. Læsningen er som at starte midt i en lang, seriøs film – hvor figurerne er lige så ukendte som deres grunde til at gøre de ting, de gør. Jeg kender hovedpersonen T’Challa samt lidt til hans søster og hans mor. Og Killmonger er en klassisk Panter-modstander fra forfatter Don McGregor’s periode i 1970erne, den første selvstændige Black Panther-serie. Selvom jeg ikke lige kan genkende Killmonger hér. I det hele taget kan jeg ikke genkende ret meget. Hverken i abstrakt eller konkret forstand.

Såret, der bløder kraftigt fra T’Challa’s baghoved, forsvinder på næste side. Ingen forklaring. De tre store vignetter som alle udtrykker en form for mishag med T’Challa’s gerninger, forsvinder også. At jeg overhovedet véd, den tredje vignet forestiller hans søster Shuri, er mest et gæt. Vignetten af hans fader forstøder T’Challa og siger “Du er ikke min søn mere”. Fint nok, men hvorfor? Hvad er det, der sker? Der kommer ingen forklaring. Namor vender T’Challa ryggen og siger “Du er blevet udstødt” – dét kommer der heller ikke nogen forklaring på.

På side 2 introduceres allerede en ny situation. Panteren befinder sig midt i en krigs-lignende konflikt. Med nogle for læseren nye figurer, der har nogle sære energi-våben, som affyres mod en gruppe af anderledes klædte figurer. Og sådan fortsætter det. Få sider senere skiftes til endnu en ny situation, et nyt sæt af bifigurer.

Ikke for begyndere

Albummet er ikke tilrettelagt for begyndere. Det finder jeg mærkeligt. Når man sætter sig til rette med “album nr. 1” i en eller anden serie, så vil jeg normalt regne med, at man *netop* fra redaktionel side har taget sig af den slags.

Det er muligt, jeg delvis er blind for, at det er det samme, når nye læsere første gang præsenteres for Spider-Man eller Fantastic Four – som jeg har læst hele mit liv, og hvor jeg derfor måske ikke kan se, at alle historierne er uforståelige for en begynder-læser.

Jeg tror dog ikke helt på, det er dét, vi er ude i hér. For når jeg læser videre i albummet, regner jeg med, at hvis jeg blot er en opmærksom læser, vil det efterhånden dæmre. Noget med, at “alle fortælllinger følger nogenlunde samme kurve” – en hovedperson, et problem som skal løses, en modstander og til sidst forløsning. Næsten alle helte-fortællinger er til at forstå, selvom man er nybegynder i et univers. De ligner hinanden på det overordnede plan.

Det virker som om, forfatteren her ikke er indforstået med dén skabelon. I al fald er jeg på herrens mark hele albummet igennem. Det bliver meget hurtigt uinteressant. Jeg bliver svigtet som ny-læser. Hele albummet virker fremmed for almindeligt fortælle-håndværk. Tegningerne er gode nok. Habil, standard superhelte-stil. Ikke noget at skrive hjem om. Men heller ikke noget at brokke sig over. Det er forvaltningen af plot og manus, den er gal med.

Det er endvidere som om, alle figurer taler i præ-Grundvigiansk scene-teater. De snakker ikke rigtig med hinanden. De deklamerer. For at finde tilbage, må jeg se ud over mig selv, ud over de dybeste sandheder. For at komme tilbage, må jeg se tingene, som de er – ikke som jeg føler, de er.

Hvadbeha’r? Og dette var et tilfældigt sted, jeg lod mine fingre slå op på. Et andet tilfældigt opslag: Det var arbejdets smerte, Zenzi. Det måtte gøres. Det var smerten ved at give fødsel til vores nye nation. 

Det bliver hurtigt træls at læse. Store ord, flotte ord. Figurerne bliver sjældent nærværende ved at tale sammen på dagligdags manér – omtrent al samtale og indre monolog svæver omkring i disse høje luftlag. Problemet er, at læseren ikke berøres af det, ikke en dyt. Det bliver aldrig vedkommende.

Det modsvares i handlingen. Alting foregår på afstand. Mellem figurer, som alle forbliver ukendte størrelser. Hist og her er der enkelte situationer, som bliver lidt vedkommende. Men straks forsvinder normaliteten igen – i næste scene er man tilbage i uudgrundelighed og tabte horisonter.

Igen: det er muligt, jeg som læser er usædvanlig. At alle andre straks vil forstå handlingen og genkende figurerne og kende til deres langvarige konflikter, som ligger før dette albums tid. Det er en mulighed. Jeg tror dog ikke, det er sandsynligt. Jeg tror mere på, jeg nok er temmelig typisk for den danske læser, der får fingre i dette album. At de fleste ligesom jeg vil have endda meget svært ved at blive berørt af dette produkt. Med mindre man har læst det tidligere Panter-materiale.

Som mig bekendt ikke er udsendt på dansk. Eller måske er det, men som jeg blot ikke har læst. Muligvis er det nødvendigt. Så man f.eks. har et forhold til, hvem Shuri er: Hvorfor hun ligger i koma, hvorfor hun skal genoplives. Hvad det er for en krig, der er igang, som vi dumper ned midt i. Hvem er de mange bifigurer, som kortvarigt har deres egne, små scener.

Læsningen af det herværende album er lidt som at høre en person genfortælle nogle gamle historier, han har hørt genfortalt fra nogen andre – hvor fortælleren ikke formår at gøre sin fortælling nærværende for mig. Historien kan være sand eller vigtig eller nødvendig, eller hvadsomhelst. Hvis ikke fortælleren kan fange mig med sine ord og billeder, kan det hele være lige meget. Hvis han introducerer nye figurer, nye situationer hele tiden, uden at færdiggøre de enkelte situationer og uden at knytte dem til en forståelig overordnet idé eller tydeligt plot, så mister læseren interessen.

Panteren og hans verden var fascinerende, da jeg som knægt læste de dér første historier i det danske Fantastiske Fire. Selvom Wakanda også dengang var en ultra-fremmed verden. Lee og Kirby kunne godt gøre det vedkommende for mig.

Det foreliggende album magter ikke opgaven. Det mister sin potentielle underholdningsværdi, fordi jeg ikke bliver inviteret ind. Alle figurer og alle deres underlige problemer er lige underlige efter endt læsning. Faktisk er T’Challa blevet lidt mere fremmed for mig. Der er næsten ikke noget, der forbinder denne udgave af Panteren med alt det, jeg i forvejen kender til figuren fra FF og Avengers o.s.v.

Det er som om, forfatteren ikke er kompetent til sit håndværk. Ikke forstår hvordan man organiserer en fortælling, så den bliver spiselig for en ny læser. Selv hovedpersonen T’Challa virker ikke som hovedperson. Han er nærmere en bifigur. Blandt alle de andre bifigurer. Historien har ikke noget naturligt fokus. Jeg skal arbejde alt for meget selv. For at finde sammenhæng, noget at hægte mig på.

De to mystiske superhelte (?) som vistnok er kærester eller har været det (?) og som vistnok hedder MidnatsEnglene (?) – disse to bifigurer har et par scener, hvor de bliver mere levende og nærværende for mig som læser, end T’Challa på noget tidspunkt gør i hele albummet. Men det er alt for lidt, ud af så mange sider. Som et forskræp om nogle sammenhænge, der aldrig kommer frem af mørket.

Hvad er der i pakken

Albummet indeholder de fire første numre af Black Panther 2016-serien + en del ekstramateriale. Cirka 84 sider ny tegneserie + tyve sider fra Fantastic Four med panterens allerførste historie fra 1966. Dertil kommer en halvstor mængde godt blandede sider med interview, skitser, mange helsides-enkelttegninger, variant-forsider, og lignende.

På bagsiden står, at albummets tegner Brian Stelfreeze er “legendarisk”. Det er mildt sagt en overdrivelse. Han har lavet en lang række rigtig gode forsider for især DC, samt nogle korte serier, f.eks. Marvel’s Domino, DC /Wildstorm’s Matador, og Boom Studios’ Day Men som alle er af endda meget høj visuel kvalitet. Plus et par andre småting, og så Black Panther. Men det er vist også dét. At omtale ham som legendarisk er at … over-sælge. Det er så … kontra-produktivt. Hans arbejde her i albummet er ikke på højde med de nævnte mini-serier. Men solidt. Hvorfor kan “solidt mainstream-arbejde” ikke få lov at være godt nok. At over-sælge gør blot publikum skuffet.

 

Journalist og skribent Ta-Nehisi Coates er en celeber samfundsdebattør i USA. Så Marvel scorede kendis-point, da man hyrede ham som forfatter. Det bliver fortællingen her ikke bedre af. Jeg har læst et par hæfter af hans senere Captain America-forløb, som er lidt mere læse-venligt. Men heller ikke dén oplysning gør Black Panther-albummet bedre, desværre.

Forrest i bindet er anbragt et lille, indledende forord. Det nævnes kort, at Wakanda fornylig har været invaderet af Thanos samt været oversvømmet p.g.a. af Doctor Doom –– men det er blot generelle oplysninger. Ikke noget, der hjælper til at gøre handlingen i dette album forståelig. Egentlig giver det mig mere lyst til at læse historien om Doom. Han er een af de figurer, som Marvel bruger for meget. Men, efter at have læst albummet kan jeg ikke lade være at tænke, at den historie med Doom vel er mere interessant. Mere underholdende.

 

 

Småting

Noget med selve det papir-fysiske: der er åbenbart gået noget skævt, så trykket i mit eksemplar er tværet ud, på et par sider i albummet. Og der mangler nummerering af siderne, dét virker sjusket. Bortset fra dét, er udstyret i top – dejlig stift bind, glittet omslag, og flot papir.

Det er en rigtig god idé at man har anbragt en kronologisk gennemgang af de amerikanske Black Panther-udgivelser bag i albummet. Sjusk i bagatel-størrelse – som at angive figurens debut som 1961 i stedet for 1966 – kan måske være lidt ligegyldigt. Men ikke charmerende.

Albummet gen-introducerer Panteren’s første optræden – den historie, som også var Danmarks første møde med serien De Fantastiske Fire, i 1967 udsendt af forlaget I.K. som dansk FF nummer 1. Historien blev også trykt i FF Klassiker nummer 3 fra 1984. Faraos/Fahrenheit’s ny-oversættelse af denne klassiske FF-historie lider under en del fordansknings-fejl. Jeg hiver en enkelt billedramme frem som eksempel:

Side 12 – Ben Grimm siger “No wonder Johnny took a shine to that Joe” – hvilket i albummet bliver til “Ikke så mærkeligt, Johnny blev glad for ham Joe.”  På amerikansk er det normal slang at kalde mennesker, man ikke kender så godt, for a Joe. På dansk ville man sige noget i stil med Ikke så mærkeligt, Johnny synes godt om den gut. Her i albummet kommer det til at se ud som om, Grimm tror, Wyatt Wingfoot’s NAVN er Joe.

I samme billedramme siger Mr Fantastic “We’ll stay together here till you return, son.”

Det bliver oversat til “Vi bliver her, indtil du kommer tilbage, søn” – helt i skoven. Richards ville jo ikke finde på at kalde Wingfoot ‘søn’. Son er et udtryk for respekt og hierarki, tilsvarende når Wingfoot den anden vej tiltaler Richards med Sir. På dansk kalder ældre mennesker ikke fremmede, unge mænd for Søn.

Forfatteren Stan Lee kunne som bekendt godt lide at indlægge et par vittigheder af dén type, som signalerer til den unge læser, at Marvel er på linie med ungdommen. Vittigheder som typisk lægges i munden på Benjamin Grimm, og som gerne hentyder til tidens aktuelle lavkulturelle begivenheder –– f.eks. komikere eller tv-serier, der ofte var ukendte i Danmark.

I herværende udgave har man bibeholdt de oprindelige Lee-vitser, og så tilføjet fodnoter, der forklarer. F.eks. på side 13 fortæller fodnoten om Lawrence Welks. Jeg vidste ikke hvem han var, nu lytter jeg til ham på Spotify. En god løsning fra den danske redaktion.

Farverne

I FF-historien er farverne stygge. Det ligner farve-sammenstød som vi typisk kender fra f.eks. en kommunal legeplads: Alt for stærke og plastik-agtige. Det generer øjet, det dominerer over selve tegningernes streger – og det har aldrig været meningen oprindeligt, at resultatet skal se sådan ud.

Mætningsgraden i farve-guiden stammer formodentlig fra den første amerikanske udgave af seriehæftet i 1966 –– hvor man omhyggeligt havde taget højde for newsprint-papirets sugen af overskuds-kuløren. Derfor ser de oprindelige papir-blade rigtig godt ud. Men når man bevidstløst bruger *samme* mætningsgrad på moderne, hårdt glans-papir som dette, så er resultatet frastødende. En uskøn kontrast til Laura Martin’s fint smagfulde farvelægning i resten af albummet.

Hvorfor ikke graduere farverne lidt ned?

I øvrigt en spøjs fejl: Joe Sinnott præsenteres frejdigt som *farvelægger*. Så vidt jeg er orienteret, var det Stan Goldberg som lavede det meste af Marvel’s farvelægning, indtil Marie Severin blev ansat engang i ’64 eller ’65 –– så overtog hun efterhånden en god portion af Goldberg’s farve-arbejde. Hvem af disse to giganter, som har lavet farve-guiden til netop dette nummer af FF, kan ikke siges. Men det er helt sikkert ikke Joe Sinnott. Mandens arbejde var at rentegne Kirby’s blyants-tegninger. Sinnott er berømt for netop dette, så Faraos/Fahrenheit er garanteret godt klar over det.

Ærgerligt

Jeg er ked af, jeg ikke kan være mere positiv i omtalen af dette album. For jeg synes ellers, det er herligt, at der i disse år igen udgives amerikanske superhelte på dansk –– hvilket forlaget skal have ros for. Men det er godtnok et sært valg, man foretager her. Nu snakker jeg ikke om sjusk i redigering/korrektur/farvetryk. Jeg mener valget af materiale til hoved-serien i albummet.

Der er jo masser af dårligt Marvel. Og der er *masser* af rigtig godt Marvel. På den baggrund fremstår det besynderligt, at man vælger som man vælger. De fire numre, som udgør albummets hovedstol, er … ikke godt materiale. Jo, illustrationerne er fine nok. Men historien er underlig og uvedkommende. Den har ingen rigtig begyndelse og ingen rigtig slutning. Dens problem er mest, at den er uegnet som ny start på dansk bekendtskab med et figurgalleri, man som dansk læser ikke kender på rygraden.

Det er uforståeligt, at man vælger sådan noget mærkeligt materiale til så lille et marked som det danske. Jeg er ikke professionel på et forlag – men jeg ville da forvente, at man til dansk Marvel var ekstra omhyggelig med at vælge materiale, der har store chancer for at finde et publikum i vores lille land. Så det kan sælge nogle eksemplarer. Altså ikke vælger blandt det underlige Marvel, som ligger lidt ude af nogle tangenter.

Ros til forlaget for overhovedet at satse på dansk Marvel.

Men dette album er et fejlskud.

Det bringer mindelser om dengang i stenalderen, hvor forlaget Williams lige pludselig begyndte at udsende Avengers på dansk, og startede et sted midt i the Kree /Skrull War. Det vil sige tonsvis af figurer, som læseren ikke kender, tonsvis af nødvendig forhistorie, som læseren heller ikke kender.

Hvis man havde begyndt ved den forrige Panter-serie – eller et andet sted i kontinuiteten, som giver mening for en begynder-læser – så kunne det have været et hit. Måske endda score nogle helt nye serielæsere på efterdønning af den aktuelle Wakanda Forever-film. I stedet er albummet en forpasset mulighed.

---