For 35 år siden begyndte ideen “V for Vendetta” at forme sig hos Alan Moore og David Lloyd. For 25 år siden kom den første samlede udgivelse fra DC. For 10 år siden kom den første danske udgave samt en (ifølge undertegnede glimrende) filmatisering. Og i år var David Lloyd på besøg i Danmark til Copenhagen Comics.
Alt i alt er det måske ikke helt dårlig timing, at den nye udgiver af DC på dansk, RW Lion, netop nu har valgt at genudgive bogen i en stor deluxe udgave.
To spørgsmål er vigtige at forholde sig til i en anmeldelse af en genudgivelse: Fungerer værket stadig i dag? Og hvad tilføjer netop denne udgave? For at starte med selve historien; kan det stadig være relevant at læse “V for Vendetta”? Politisk såvel som æstetisk. Kan man stadig nyde denne bog, eller er det noget forældet nostalgisk pjat for samlere?
Bogen handler om individets kamp mod det undertrykkende system. Den handler om friheden som det vigtigste for mennesket, men den handler også om retfærdighed. Og selvom det er fortalt gennem en politisk diskussion mellem anarki og fascisme i en (dengang) nært fremtidigt England anno 1997, ja så må disse emner stadig siges at være yderst relevante.
En storslået komposition
Men nu skal det hele ikke handle om politik i disse dage, og “V for Vendetta” er, når det kommer til stykket, ikke en politisk bog, men nærmere en dystopisk thriller med fokus på en (relativt lang) række menneskers liv – og hvordan tingene langsomt skrider ud og forandres, da vores helt/antihelt V begynder sin storslåede komposition.
Og det er måske især det her med komposition, der gør det til en bog man husker. Hele historien er enormt konstrueret, ja okay, det er alle historier, men her bliver det tydeliggjort og italesat. V taler, som var han instrueret af Shakespeare, og alt hvad han foretager sig i sin kamp mod systemet, er nøje komponeret og dramatiseret. Så godt nok tales der om anarki, men det bliver i stedet kunstens kamp mod systemet – kunsten i form af dramaet, musikken, poesien og fortællingen. Det er disse kræfter, der skal bekæmpe fascismen. V’s kaos er sat i rammer og er konstrueret, og det giver historien en helt særlig stemning af distance og underliggørelse, som skiller den ud fra mange andre tegneserier.
Øvelse gør mester
Så det ikke nogen dårlig tegneserie. Det har det aldrig været. Men det er altså heller ikke en tegneserie af voldsom høj kvalitet. Alt hvad Alan Moore gør med fortællingen i denne bog, har han gjort bedre senere i andre bøger. Eksempelvis måden hvorpå handlingen skrider fremad parallelt med, at fortiden afsløres – alt sammen fortalt trinvist via en (temmelig lang) række hoved- og bipersoner. Dette fungerer acceptabelt omend en anelse rodet i “V for Vendetta”, men det fungerer decideret godt i “Watchmen”.
Og noget lignende gør sig gældende for David Lloyd. Nu er undertegnede ikke tegneseriertegner, men tegneserielæser, men netop læseren har vel autoritet til at tale om, hvordan en fortælling fungerer. Og det er altså et problem med så mange karakterer i en fortælling, når de stort set ikke er tegnet forskelligt. Det er nærmest umuligt at holde styr på, hvem det nu handler om, og det bliver bestemt ikke gjort lettere af, at David Lloyd arbejder så ekstremt meget med mørke flader og negative rum. Ja, det er en gritty og mørk tegneserie, men derfor behøver den jo ikke være ulæselig. I hvert fald ikke når nu hele historiens kompleksitet faktisk hviler på det brede persongalleri.
For både Alan Moore og David Lloyd gælder det, at dette værk er fra deres ungdom. Ingen af dem havde været professionelle i mere end et par år, da de startede dette projekt, og det virker derfor ikke underligt, at de begge er blevet bedre siden. Jeg skal ikke rode mig ud i en Alan Moore-kanon (her må de ægte fanatikere træde til), men hvis man virkelig skal nyde David Lloyds evner som tegner, bør man i stedet læse eksempelvis “The Horrorist” med Jamie Delano eller “Early Warning” med Grant Morrison (begge er en del af “Hellblazer”-serien).
Deluxe?
Det bringer mig til det andet væsentlige spørgsmål: Hvordan fungerer så netop denne udgave? Og her bliver det straks mere problematisk. For RW Lion har valgt ikke blot at genudgive værket, som det så ud i 2005, men har påklistret et stort flot “Deluxe” på forsiden. Og hvad er det så man får, der gør det Deluxe og i øvrigt 340 kroner værd? Man får en tung hardcoverbog, som er større end den oprindelige, og så får man to forord, en artikel af Moore samt en række ekstramateriale i form af gamle forsider, skitser osv. Det er i sig selv måske ikke nok til at konstituere “Deluxe”, men hvis der så var kræset for alle detaljer kunne det sagtens accepteres. Det er der bare ikke. Bogen er fyldt med trykfejl og mangel på korrektur. Allerede på side 4 dukker der en taleboble op helt uden tekst. Desuden har man gjort siderne større uden at gøre teksten i taleboblerne større, hvilket har resulteret i en masse hvide talebobler med en lille smule tekst inde i midten.
Og så er der oversættelsen. Jeg vil ikke sige at hele oversættelsen er under middel, men bundniveauet er simpelthen for lavt. Når det er bedst tænker man ikke over, at man har købt en bog på dansk, men alt for ofte bliver det alt for tydeligt. Så vidt jeg kan se, har man ikke genoversat den, og når man postulerer “Deluxe” kunne man måske godt have gjort sig besværet.
Så alt i alt er V for Vendetta en god bog, der måske nok er en anelse overvurderet, og man skal i hvert fald ikke undlade at læse andet af de herrer Moore og Lloyd. Det er under al kritik at forlaget insisterer på at tjene ekstra penge ved at pakke noget ind i Deluxe – i hvert fald når de tydeligvis ikke mener det alvorligt.
Karakter: 2/5
Titel: V for Vendetta
Forfatter: Alan Moore
Tegner: David Lloyd
Oversætter: Martin A. Hansen
Forlag: Forlaget RW
Form: Hardcover, 296 sider i farve
Vejledende pris: kr. 339
