Luke Pearson i sine naturlige omgivelser
Første bind af britiske Luke Pearsons “Hilda”-serie er netop udkommet på dansk. Nummer 9 interviewede serieskaberen på Copenhagen Comics.
Siden starten i 2010 har Pearson skrevet og tegnet fire bind om Hilda. Den lille blåhårede eventyrerske huserer i en magisk-realistisk udgave af Skandinavien, hvor fugle taler, sten bliver til trolde og intet er, hvad det giver sig ud for. Serien har etableret sig som en publikumsfavorit i England, især blandt det yngre publikum, og bliver løbende oversat til nye sprog. Senest her i Danmark, hvor Turbine netop har udgivet “Hilda og trolden”.
Lige så perlende og charmerende, albummene er, lige så afdæmpet og snart sagt uanselig er Pearson selv. Men talegaverne fejlede ikke noget, da Nummer 9 lavede et kort interview med den krumryggede og bekymrende blege brite på Copenhagen Comics. “Måske den bedste festival, jeg nogensinde har været til,” lød signalementet fra serieskaberen og illustratoren, der især satte pris på ikke at skulle organisere workshops for børn:
– Når jeg skal det, er jeg altid nervøs i dagevis op til. Det ødelægger hele festivaloplevelsen!
“Hilda og trolden” startede livet som en del af Nobrows serie af solohæfter fra nye talenter, 17 x 23. Hvad fik dig til at vælge dén historie som din officielle debut?
– På det tidspunkt studerede jeg stadig illustration på universitetet. Vi havde et projekt, hvor vi skulle tegne et illustreret kort, og jeg fik tildelt Island. På det tidspunkt var jeg meget fascineret af skandinavisk folklore, og jeg lavede et interaktivt Flash-kort – spørg mig ikke hvordan, jeg kunne ikke gøre det nu! Hovedpersonen var en sky, der kunne svæve over landskabet og afsløre sagnvæsener, f.eks. få en sten til at blive til en trold – ligesom den i “Hilda og trolden”.
Oversigtskort over Hildas verden – fra “Hilda og trolden”
– Samtidig var en Hilda-agtig pige begyndt at dukke op i min notesbog. Det var også i de dage, jeg for alvor genopdagede Tove Janssons Mumi-univers. Alle de inspirationskilder hvirvlede rundt i mit hoved, da Nobrow bad mig om at komme op med en idé ret hurtigt. Min pitch var ikke særlig avanceret, noget i retning af “en blåhåret pige laver noget i en skandinavisk setting”. Men de købte den.
Da den var færdig, lavede du Everything We Miss, en melankolsk fortælling for voksne, og dine første, selvudgivne tegneserier var heller ikke for børn. Alligevel debuterede du med en børnetegneserie?
– Jeg tænkte faktisk ikke på den som en børnetegneserie, hvis jeg skal være ærlig. Jeg opfattede Hilda mere som en teenager, men af en eller anden grund tegnede jeg hende yngre, end hun var i mit hoved. Så jeg måtte justere historien, så den passede bedre til hende.
Det giver mening, at du havde et ældre publikum i tankerne – “Hilda og trolden” er modsat de senere bind fuld af småfilosofiske sidebemærkninger, som ryger helt hen over hovedet på børn …
– Ja, de kommer især fra træmanden, som besøger Hilda og hendes mor i tide og utide. Dybest set tænkte jeg nok ikke særligt meget over målgruppen, jeg lavede bare noget, jeg selv ville nyde at læse. Men på et tidspunkt begyndte Nobrow at markedsføre “Hilda” som en børnetegneserie, og så gik det slag i slag derfra.
Her bor Hilda i “Hilda og trolden”
Idéen om at lave en toer var også Nobrows, ikke?
Jo. De foreslog, at vi kunne lave én mere, og jeg sagde “fine”. Jeg var ikke tilfreds med den første bog og ville gerne forsøge at gøre det bedre.
Hvad var du utilfreds med?
– På min allerførste tegning af Hilda var hun i en by, som vrimlede med magiske væsener. Det var sådan, jeg så hende. Men jeg havde ikke selvtilliden som tegner til at placere den første bog i en by – jeg er ikke en ørn til perspektiv, for at sige det, som det er. Det var enklere at skildre de landlige omgivelser. I det hele taget var der en masse ideer, jeg havde til Hilda-figuren, som jeg ikke havde haft evner til eller mulighed for at udforske.
Der er antydninger af selvbiografi i “Hilda og trolden”, f.eks. i Hildas kærlighed til tegning. Var det bevidst?
– Både og. Det med tegning var for mig bare noget, børn gør, for eksempel. Selvom jeg ved jo godt, at langt fra alle børn tegner så meget som Hilda gør og jeg gjorde. Dybest set er hun det barn, jeg godt gad være, da jeg selv var lille. Men der har også været mere direkte personlige indslag i serien – som i “Bird Parade”, hvor Hilda flyttede til storbyen: Dén tegnede jeg, da jeg selv flyttede i egen lejlighed for første gang. Og alt det med spejderlivet i “Black Hound” er hentet direkte fra mit eget liv som lidenskabelig, men forfærdeligt inkompetent spejder!
Hvordan ser du selv “Hilda og trolden”s plads i den samlede serie?
– Albummene har udviklet sig rigtig meget visuelt siden da, fordi jeg er blevet en bedre tegner og fordi min smag forandrer sig. Hilda selv undergår en ret drastisk visuel forandring undervejs. Alle bøgerne er temmelig forskellige, jeg er løbende blevet klogere og dygtigere og har raffineret ting.
Hilda på tegnetogt
Hvad for nogle ting?
– For hver bog har jeg sat mig et nyt mål. Den første handlede meget om at ramme den selvfølgelige, nøgterne tone, som findes i sagn og andre folkloristiske fortællinger. Sådan nogle, der bare slutter, når de gør det, uden fanfare eller store armbevægelser. Faktisk var “Hilda og trolden”s slutning oprindeligt endnu mere kedelig og abrupt, helt uden dramatik, men vi ændrede den.
– Andet bind, “Hilda and the Midnight Giant”, handlede om at lave en længere, mere episk fortælling med to sideløbende storylines. Jeg ville gerne øve mig i at jonglere flere handlingstråde og få dem til at gå op til sidst – jeg har stor beundring for folk, der kan sådan noget, men ved ikke, hvor godt jeg selv lykkes med det. Den tredje, “Hilda and the Bird Parade”, handlede for mig om at komme tilbage til den enkle, ligefremme fortælling, og også om at udforske Hildas forhold til moren, der ellers ligesom bare havde været der i periferien. Og den nyeste, “Hilda and the Black Hound”, var et forsøg på at kombinere det bedste fra bind to og tre med fokus på mor-datter forholdet OG en mere kompleks fortælling.
– Et fællestræk ved handlingen i de fire bind, som jeg efterhånden er pinligt selvbevidst om, er at Hilda møder noget skræmmende, som så ikke er så uhyggeligt endda. Dén plotstruktur vil jeg meget gerne væk fra – jeg var hunderæd for, at alle ville kunne forudsige handlingen i “The Black Hound” et par sider inde i tegneserien, ha ha.
Hvad med bind fem, hvor langt er du med det?
– Jeg arbejder på at få et manuskript klar, som jeg er helt tilfreds med. Planen er at gå mere i dybden med troldene i Hilda-universet. Siden “Hilda og trolden” har jeg sneget små hentydninger til deres færden ind i de andre bøger. Tanken er, at de lever rundt om byen, Hilda bor i, og har deres eget parallelsamfund dér.
Så du har i virkeligheden gang i en større universudvikling her?
– Ja og nej. Jeg bygger hele tiden mere på, men jeg vil for alt i verden ikke overkomplicere Hildas verden. Det er vigtigt for mig at bevare bøgernes intime fokus. Men lige præcis omkring troldene forsøger jeg at lægge en rød tråd ind i serien – jeg har nogle ideer til, hvordan serien på et tidspunkt kan slutte, og de involverer troldene. Altså med mindre jeg vælger en helt anden retning, alt kan ske.
Hilda sover over sig og nu kommer trolden …
Så du opfatter Hilda som en afsluttet serie?
– Måske. Jeg ved det ikke helt.
Hilda på besøg hos træmanden
Det er meget klassisk fransk/belgisk, det dér med at blive kendt for en specifik serie og så køre den i årevis. Hvordan ville du have det med, at Hilda blev din skæbne?
– Det ved jeg faktisk heller ikke, ha ha. Jeg er blevet stillet dét spørgsmål siden andet bind, og min standardreaktion var altid “nej tak!” Planen dengang var at veksle mellem Hilda og tegneserier gearet mod et ældre publikum, og det vil jeg stadig gerne.
– Men det er svært at finde tid til det hele, når man også laver mange illustrationer, og med årene har jeg mistet noget selvtillid i forhold til at fortælle for voksne. Da jeg lavede “Everything We Miss” følte jeg, at det var noget, jeg kunne – nu er tanken om at lave voksentegneserier blevet lidt uoverskuelig.
– Samtidig er jeg også enormt stolt af børnetegneserierne. Og jeg har stadig masser af idéer til at lave nye. Så måske ville det i virkeligheden være helt okay, hvis Hilda blev min skæbne!
