De tre søsterbyer, De gamle damer med de hundrede huse
I rækken af danske oversættelser af de skæggede og skaldede detektiver Tim og Thomas’ eventyr, er forlaget Zoom nået til stilskiftet i 1990, hvor Willy Maltaite (Will) og skiftende forfattere overlod pen og manuskript til Sikorski og Lapiére.
I De tre søsterbyer bliver Thomas vidne til et spektakulært drab ved klippekysten i Normandiet, hvor han og kæresten Mona er på ferie, mens Tim passer privatdetektivernes kontor hjemme i Paris. Der bliver dog hurtigt brug for makkerens hjælp, da mordet på den unge pige viser sig at være mere indviklet end først antaget, og på bedste Barnaby-maner må vores snushaner efterforske motiver og forhistorier hos de lokale i den nordfranske by. Alt er som det skal være i en detektivhistorie, hvor efterforskningen udløser nye dødsfald, indtil drabet helt som ventet bliver opklaret på trods af det lokale politis modvilje mod vore heltes indblanding.
Samme model gør sig gældende i næste bind med den forrygende titel De gamle damer med de hundrede huse. Historien foregår i en belgisk landsby, hvor en klient – en af tre magtfulde enker med store besiddelser af byens ejendomme – har modtaget en dødstrussel. Hvad der i starten opfattes som en ondsindet spøg fra en bitter lejer udvikler sig hastigt til et tredobbelt drab, og opklaringsarbejdet bringer os omkring det lokale værtshus, hvor hævngerrige lejere af enkernes ejendomme er blandt de mistænkte. Det hele føles velkendt. Der er dramatiske biljagter, natligt luskeri i gamle ejendomme og et persongalleri, hvor morderen først til allersidst afsløres. Det er Barnaby, der møder De Uheldige Helte. Agatha Christie, der møder Unge Morse.
Historierne er gode og spændingen er intakt i de stærke whodunnit-plots, men man savner de hyppige mundhuggerier mellem de to detektiver og ikke mindst den naive mysticisme i form af mærkelige væsener, som vi kender fra ‘de store’ albums Gæsten fra dybet, Skyggen uden krop og Cobraen. Det hjælper mindre, at deres veninde grevinde Kiki er erstattet af Thomas’ kæreste Mona. Hun bringer kun minimal dynamik ind i historien, allerhøjst afmålt irritation hos makkeren Tim. Og formentlig også hos trofaste fans af serien. Det virker f.eks. umorsomt, når Mona smækker Tim en syngende lussing. Verden har ikke brug for flere trættende konflikter.
Der er ikke en finger at sætte på Alain Sikorskis streg, der i detaljegrad er loyal mod Will og som på fornemste vis repræsenterer “comic-dynamic’-stilen fra den belgiske Marcinelle-skole. Det klæder på den ene side figurerne med et mere moderne snit, men efterlader dem på anden side lidt glatte og charmeforladte.
I skrivende stund er Gidseltaget med fire korte historier fra Lapiére og Sikorski netop udkommet, og man kan håbe, at karaktererne har mere humor her og i de kommende fem lange historier, som bliver udgivet i løbet af de næste to år. Og hvor vi forhåbentlig også får en vaskeægte skurk à la Chok på banen.
