Hatten af for forlaget Zoom for at have skovlet resterne fra Egmonts flugt fra albummarkedet op og givet flere af mastodontens uønskede stedbørn et nyt liv. Mellem de mest ambitiøse af dem er deres videreførelse af de samlede Splint & Co.-udgivelser.
En udgivelse der vel egentlig ramte sit højdepunkt, da den var i Egmonts hænder, og de kunne spytte otte tunge bind på gaden fyldt med Franquins uforlignelige output.
Zoom har så taget den opgave på sig at fortsætte, hvor Franquin og Egmont slap, og de har indtil videre udgivet to samlebind med hver tre af arvtageren Fourniers album.
Første udgivelse indeholdt Fourniers sidste tre album fra slutningen af 70’erne, mens det nyeste dækker årene 1969-1972, og dermed i flere henseender også den mest interessante del af Fourniers produktion.
Da Fournier i 1969 fik tilbudt at overtage “Splint & Co.” efter Franquin, må det have været mandens lykkeligste dag. Både den ene og den andens.
Franquin havde længe haft lyst til at lave noget andet, og Fournier havde vel langt fra vist sig som Spirou-bladets stærkeste tegner.
Tronskiftet på Spirou-bladets flagskibsserie foregik glidende på en måde, som den nye mand i førersædet kun kan have været tilfreds med.
Han overtog et finpudset og veldefineret persongalleri, og Franquin var oven i købet så venlig at lade ham bruge hans mest geniale opfindelse, Spirillen, i sit første eventyr, “Guldmageren”. … Dog med det aber dabei, at Franquin selv tegnede dyret ind i ruderne.
Og holdt op mod samlingens to andre historier, “Trianglen Længe Leve” og “Mystik på Klosteret”, er det tydeligt, hvor vigtig en del af serien Spirillen var blevet.
Den er det humoristiske holdepunkt. Den lille fortælling uden om den egentlige historie, og den er den guddommelige indgriben i begivenhedernes gang, når det er nødvendigt.
For efter debuten med mester som støttehjul, måtte Fournier fra andet album, “Trianglen Længe Leve”, lære at stå på egne ben. Og både her og i den efterfølgende er det tydeligt, hvor meget Splint & Co. var blevet synonym med det lille dyr med den lange hale.
Der mangler bare et eller andet i de historier, der kom efter “Guldmageren”, og det er især tydeligt i netop Fourniers to første “solohug”.
Der er rigelige mængder spænding og sjov, men spændstigheden – eller rettere manglen på samme – bliver voldsomt tydelig, så snart Spirillen har forladt scenen.
Fournier gjorde et helhjertet forsøg på at skabe sit eget figurgalleri. Især kommer den japanske tryllekunstner Ito Kata tæt på at fylde det ene ben af det enorme, spirilformede hul, Franquin efterlod sig.
Men det niende bind af samleudgivelsen afslører, hvor hvor svært det var for Fournier at fylde Franquins sko.
Fourniers ni album i Splint & Co.-serien er ikke dem, der slides mest i min samling. Der er noget dødt, stift og uforløst over dem, og man bliver sgu sådan lidt træt, når man med jævne mellemrum prøver at give dem nok en chance blot for at opdage, at der er en god grund til, at de står der og samler støv.
Og samleudgaverne af hans produktion udstiller for alvor problemet.
Hvor Zooms udgivelse til gengæld henter point hjem er i ekstramaterialet, som er gennemresearchet og fint præsenteret. Man føler faktisk, at man kommer til at kende Fournier, når man læser José-Louis Bocquets forord, og de mange illustrationer – hvoraf flere er lavet sammen med Franquin – er gefundenes fressen for os med hang til nørdet komplettisteri.
Karakter: 2/5
Titel: Fournier: “Splint & Co. 1969-1972”
Forfatter/tegner: Fournier
Forlag: Zoom
Oversætter: Per Vadmand
Udstyr: 240 sider, Kr. 299,95
ISBN: 978-87-92718-08-2
