Forår i Tjernobyl
Emmanuel Lepage begav sig ud for at lave kunst om en teknologisk katastrofe med omfattende konsekvenser for mennesker og natur. Det starter som et dystert aktivistisk projekt, men da foråret bryder frem, melder problemerne sig, for kan der godt være smukt i Tjernobyl?
Lad os starte med et billede.
En sø, træer, fugle i baggrunden og skyer på himlen. Her i den uplejede natur passer elmasterne med dinglende ledninger egentlig meget godt ind i, men så er der lige advarselssymbolet for atomkraft på et skilt halvt ude i vandet. Så bliver det hele med et lidt mere faretruende og den ellers indbydende natur lidt mindre tiltrækkende.
Det er dette spændingsfelt, Emmanuel Lepages Forår i Tjernobyl kredser om. På en gang er naturen jo fortsat skøn og indbydende, når den springer ud om foråret, uanset strålingsfaren. På den anden side tør han ikke samle et stykke kridt op, da han taber det på jorden, af frygt for at det nu har været i kontakt med radioaktiviteten og potentielt kan dræbe ham. Så hårfin er balancen i ”den teknologiske udgave af russisk roulette”, som det mest forurenede område også kaldes.
Sammen med en gruppe kunstnere begiver Lepage sig mod Ukraine, Tjernobyl og ”den forbudte zone”, det område, der blev værst ramt af strålingen, og derfor den dag i dag, fortsat ligger øde hen. De sikkerhedsmæssige bekymringer negligeres til fordel for kunsten og aktivismen mod den atomkraft, der fortsat fylder en del i Frankrig. Nu vil Lepage med egne ord være en aktivist, der ikke nøjes med at se verden gennem en rude og i stedet deltage aktivt.
Derfor befinder Lepage sig som kunstner i et område, hvor han skal gå med ansigtsmaske, poser på skoene og have handsker på hænderne, mens han tegner. Han skal helst blive på vejene, eller resterne af dem, og ikke begive sig for meget ud i den natur, der måske nok ligner uskyldigheden selv, men som en svamp har suget radioaktiviteten til sig.
Her møder Lepage og de andre kunstnere de meget levende rester efter den enorme katastrofe, som de færreste af os egentlig har en ide om omfanget af. Ligesom de møder de mennesker, der lever på kanten af den og fx ernærer sig ved at lade katastrofeturister komme så tæt på som muligt. De menneskelige konsekvenser ridses tydeligt op i Forår i Tjernobyl, efterhånden som rejseselskabet kommer omkring i de byer, der blev lagt øde på et øjeblik og nogle af de mennesker, der boede i dem.
På det personlige plan er Lepage ved at melde fra til rejsen, da han har problemer med sin hånd inden afrejsen, og derfor er usikker på, om han overhovedet vil være i stand til at tegne undervejs. Han gribes dog hurtigt af en febrilsk stemning af at tegne de øde byer, menneskene og naturen, så rejsen også på det personlige plan bliver en vej ud af tegneblokeringen.
Det ikoniske gule mærke med den smilende røde sol og teksten ”Atomkraft? Nej tak” fyldte en del i min barndom, hvor jeg som avisbud stødte på den ved de mange husstande, der havde klistret den på postkasser eller ved brevsprækken som et budskab til omverdenen om deres holdning mod atomkraft i Danmark. Derudover fyldte emnet ikke meget i min bevidsthed før ulykken på atomkraftværket i Tjernobyl i 1986. Så var det pludselig tophistorien i et par uger, mens man ventede på nyt om det reelle omfang og hvorvidt en radioaktiv sky ville drive ind over Danmark. Derefter har det fyldt forsvindende lidt i min bevidsthed, ligesom debatten om atomkraft i Danmark har været nærmest ikkeeksisterende siden. Her er Lepages tegneserie dog et vægtigt argument i vægtskålen imod atomkraft. At det reelle omfang af ulykken tilbage i 1986 og de efterfølgende år blev dysset ned af Sovjetunionen, var de fleste nok klar over. Dette fylder også noget i Forår i Tjernobyl, der afdækker omfanget af katastrofen for både natur og menneskeliv i og omkring atomkraftværket.
Forår i Tjernobyl starter mørkt og dystert i tegningerne, men udvikler sig mere og mere farvestrålende, samtidig med at Lepage gribes af skønheden i foråret, der bryder frem. Mens han veksler mellem tegnekul, tusch og kridt, bliver han i tvivl om, hvorvidt han egentlig kan tillade sig at lave smukke tegninger i netop dette område, eller som han formulerer det: ”Vi blev ikke sendt hertil for at vende tilbage med det her!” Til gengæld genfinder han glæden ved at tegne, og i overført betydning ved at leve, hvilket måske kan virke paradoksalt midt i de ødelagte omgivelser. Men foråret kan ikke holdes nede, eller som det blev sagt i filmen Jurassic Park: Life finds a Way. Og det er jo på mange måder livsbekræftende for os alle.
Del på
