Tumblr-fænomenet Simon Hanselmanns regulære bogdebut er årets bedste tegneserie. Humor og tristesse balanceres til perfektion i fire hallucinerende og moderne funny animal-historier.
Den mest imødesete tegneserie i 2013 har for mit vedkommende afgjort været Simon Hanselmanns ”Life Zone”. Igennem det sidste halvandet års tid har Hanselmanns følge været hastigt voksende, takket være Tumblr-siden ”Girl Mountain” (mere om den del af hans virke). Jeg er selv én af dem, der har fulgt Hanselmann meget entusiastisk på Tumblr, og mine forventninger til ”Life Zone”, Hanselmanns første regulære bogudgivelse, har været skruet heftigt i vejret.
Bogens fire historier handler, som hovedparten af Simon Hanselmanns nyere virke, om den depressive heks Megg, den stenede kat Mogg, den altid underkuede Owl og den fuldstændigt uregerlige Werewolf Jones. De to sidstnævnte svarer i art til deres navn, og Hanselmanns værker kan altså anses for en slags moderne take på funny animal-genren. Den første, og længste, af historierne i ”Life Zone”, ”Jobs”, omhandler Owls forsøg på at få vennerne til at betale til den fælles husleje ved at skaffe dem alle arbejde i en friluftslivsbutik ved navn ”Hot Outdoors”, som han selv skal bestyre. Starten på den nye tilværelse indebærer dog både ketamin, ecstasy og en Werewolf Jones, der forsøger at omdanne butikken til en natklub – og jeg afslører vist ikke for meget, hvis jeg siger, at det viser sig at være en dårlig kombination.
Historien er typisk Hanselmann. I kraft af det absurde handlingsforløb, de forskruede personligheder og en lang række bizarre ordvekslinger er den efter min mening så morsom, som man kan forestille sig, noget kan være, men samtidig er historien også ekstremt deprimerende. Ikke mindst på grund af Owl, hvis smerte som følge af de tre andres opførsel – og manglende evne til at bringe sig selv ud af situationen – er yderst relatérbare og ægte. Owls groteske ulykke understreges blot af, at indehaveren af ”Hot Outdoors”, som han altså skal stå til regnskab overfor, er farens golfmakker, og at han dagen inden på kæphøj vis har opsagt sit callcenter-job.
De tre følgende historier er mere enkle på handlingsplanet og beskæftiger sig med henholdsvis en endnu engang ulykkelig Owl på date, et tilbageblik til de fire hovedpersoners high school-tid og Meggs forsøg på at få kæresten Mogg med til en forlovelsesfest, som hun ikke kan overskue at gå igennem alene. Alle deler de ”Jobs”’ balancegang mellem det komiske og det deprimerende med vekslende overvægt til den eller den anden side. Tonen i dialogen og fornemmelsen i historiefortællingen er virkelig særegen for Hanselmann, men hvis jeg SKAL sammenligne med noget, vil det være Daniel Clowes, når han er allerbedst. Komikken er mere langt ude og ulykken er større og mere uundgåelig end hos Clowes. Hvor overrumplende, Hanselmanns serier er, beskrives godt i introduktionen til The Comics Journals interview med serieskaberen, hvor Sean T. Collins skriver:
Watching these themes emerge from a funny-animal gag strip with weed jokes is a bit like seeing the Locas saga spring forth from the brow of Jaime Hernandez’s old sci-fi stuff.
I forhold til Simon Hanselmanns tegninger er ligheder med tegnerne omkring Fort Thunder-gruppen, heriblandt CF og Ben Jones, blevet fremhævet flere gange – og Hanselmann anerkender da også indflydelsen i førnævnte TCJ-interview. Hanselmanns tegninger adskiller sig dog alligevel markant fra de nævnte tegnere, blandt andet i kraft af deres grundige og gennemførte udførsel.
I hans output i diverse mindre udgivelser og på internettet benytter han sig af et væld af forskellige metoder til farvelægning, og flere værker fremstår bevidst ufærdige eller snuskede, men hvert eneste billede i ”Life Zone” er fuldstændigt gennemarbejdet. Blandt andet i kraft af, hvad der vel kan betegnes som en Hanselmann-signatur – en ekstremt flot farvelægning ved hjælp af vandfarve. Denne farvelægning er på den ene side med til at sikre et dynamisk og levende udtryk, men de lidt dæmpede nuancer, der opstår ved brug af vandfarve, bidrager samtidig til at trække bogen i den mere melankolske retning.
Hvis jeg skal have en eneste anke imod ”Life Zone”, skulle det være, at tegningerne er så overvældende flotte, at jeg godt kunne tænke mig at se dem i et større format. På den anden side er der dog også noget forfriskende over, at Space Face Books og Hanselmann ”bare” har udsendt en helt almindelig bog, der lader tegninger og historie tale for sig selv uden al mulig luksuriøs indpakning.
Det er ikke tilfældigt, at jeg allerede har namedroppet både Daniel Clowes og Jaime Hernandez i denne anmeldelse. Det er min overbevisning, at Simon Hanselmann er den alternative tegneseriescenes næste helt store stjerne – han fortjener at komme helt op i den samme liga som de to koryfæer, og hans værker er sådan set allerede af en sammenlignelig kvalitet. Store ord, jeg ved det, men hvis du kun vil købe én tegneserie fra 2013, så lad det endelig være ”Life Zone”. Du kommer med garanti til at stå med svedige håndflader og vente på at få signeret dine bøger af en tyndhåret Hanselmann til Copenhagen Comics 2030, så hvorfor ikke hoppe på allerede nu? ”Life Zone” repræsenterer på alle måder det bedste, alternative tegneserier (og dermed tegneserier i det hele taget, det siger sig selv) kan byde på. Jeg glæder mig ustyrligt til den juni 2014, hvor Fantagraphics udsender 200 siders historier med Megg, Mogg, Owl og Werewolf Jones i bogen ”Megahex”.
Karakter: 5/5
Titel: Life Zone
Forfatter/tegner: Simon Hanselmann
Farvelæggere: Simon Hanselmann
Oversætter: n/a
Forlag: Space Face Books
Farve og form: 64 farvesider i perfect bound softcover, A5
Vejl. pris: 12 $
ISBN-13: 978-0-9838005-4-5
Udgivelsesår: 2013
Udgivelsesland: USA