Norske Martin Ernstsens selvbiografiske serier er sjove og velobserverede, men mangler lidt konsekvens.
– Hva gjør du? spørger en pige med grydefrisure Martin Ernstsen.
– Lager en tegneserie om deg, svarer den norske serieskaber, som ganske rigtigt sidder og fylder billedrammer ud på et stykke papir.
– Men jeg vil ikke bli tegneseriefigur! udbryder pigen, som vist nok er Erntsens kæreste.
– Da snakker du med feil person, replicerer han roligt og tegner videre.
Så barskt gik det til, da en af Norges største tegneseriekapaciteter besluttede sig for at registrere og dokumentere sit liv i en række selvbiografiske ‘zines. I alt fem hæfter udgav Ernstsen mellem 2007 og 2014 med den sigende titel ”Du snakker med feil person” (- hvis ikke du vil i en tegneserie!), og nu er der så kommet en 184 sider lang opsamling med samme navn.
Hvad skete der så i Ernstsens liv de syv år? Egentlig ikke så voldsomt meget.
”Du snakker med feil person” har ikke en central fortælling som f.eks. ”Paying for it”s fremstilling af Chester Browns liv som luderkunde eller Raina Teilgemeiers liv med bøjler i ”Smile” – for nu at tage to meget forskellige eksempler. Den er heller ikke et skarpt vinklet selvportræt med fokus på specifikke aspekter af hovedpersonens liv som Joe Matts selvudleverende solo-sexkapader i “Peepshow” eller Seths nostalgi efter gamle dage i “Palookaville”.
I stedet får vi en samling glimt fra en ung tegneserietegners liv, løst og fast leveret som sandfærdige sketches og causerende stand up comedy.
Det første ‘zine skiller sig ud fra de øvrige med en nysselig, lidt anonym US indie-streg og en meget bevidst bearbejdning af selvbiografiens problematikker. Som i passagen citeret i starten af denne anmeldelse eller sekvensen, hvor Ernstsen viser en tegneserie, han har lavet om en af sine venner, til netop dén ven – og tegner hans reaktion. Vi ser, hvordan folk opfatter Ernstsen som tegneserietegner: ”OK, så det er hobbyen din. Men hva JOBBER du med?” Og vi følger hans lidelser ved tegnebordet, når selvtillid afløses af tvivl og lede.
Alt sammen skildret nøgternt, humoristisk og uden den selvynk, autobio-genren ofte beskyldes for at lide under.
I hæfte to er vores hovedperson kommet ind på Konstfack i Stockholm. Stregen er løsere og klædeligt spontan nu, måske fordi den unge tegner har mindre tid til de selvbiografiske serier. Samtidig er der fint stof i studielivet, eksempelvis da vores hovedperson og en medstuderende overtager en lejlighed så beskidt og rodet, at køkkenskabene rummer hele seks pakker havregryn med udløbsdatoer mellem 1999 og 2002 – serien er tegnet i sommeren 2008! Gennemgangen af bofællen og studiekammeraten Ruis skraldespand er både et skægt brud med genren (fordi den er mere eller mindre opdigtet) og kærligt udleverende. Men drillerierne falder ikke i god jord hos deres offer, hvilket igen giver anledning til refleksioner over den virkelighedsbaserede tegneseries faldgruber.
Sådan går livet sin skæve gang for Ernstsen. Kærester kommer og går, mens opture og nedture afløser hinanden i livet som tegneserietegner.
Den løse streg bliver stadig mere sikker og karakteristisk, som årene skrider frem, og hverdagsskrønerne bliver stadig mere velturnerede. Da serieskaberen flytter til Berlin med kæresten Sharmila, giver det anledning til nogle meget fint observerede glimt fra sprogskolen, hverdagslivet og bybilledet i storbyen – og nogle reflekterede og vedkommende beretninger om at gense gamle venner i velkendte rammer hjemme i Norge igen. ”Du snakker med feil person” er klart bedst, når der er noget på spil i nordmandens liv – vel at mærke noget, han vil fortælle om.
For det viser sig tidligt i bogen, at titlen er misvisende: Man kan faktisk sagtens snakke med Ernstsen uden at blive en tegneseriefigur.
Især kvinderne bevæger sig ind og ud af serieskaberens liv uden nødvendigvis at efterlade sig aftryk i hans selvbiografiske serier. Som kæresten med grydehåret i hæfte 1: I første omgang er vi slet ikke sikre på, at hun ER vores hovedpersons kæreste, siden gennemgår de to et brud, som forbigås i tavshed. Som fremstilling af hovedpersonens arbejdsliv fremstår ”Du snakker med feil person” relativt komplet, men privatlivet finder kun vej til siderne i stærkt redigeret form. Ikke mindst livet med langtidskæresten Sharmila skildres stort set som en dans på roser, selvom det mellem linjerne antydes, at parret selvfølgelig også gennemlever kriser og konflikter.
Kan man tillade sig at bebrejde Ernstsen, at han ikke udstiller sine nærmeste i tegneserieform? Med risiko for at betale prisen i form af forliste tillidsforhold?
Det ville måske være lovligt hårdkogt. Men man kunne bebrejde ham, at han ikke nøjes med at skildre de aspekter af sit liv, som han er indstillet på at tegne et afrundet portræt af – det gode med det onde, det sure med det søde. Eller at han iscenesætter ”Du snakker med feil person” som kompromisløs selvbiografi – jævnfør titlen og ordvekslingen, der gav anledning til den – uden at kunne honorere dén genres krav.
Alligevel fortjener bogen en anbefaling, selvom det bliver med forbehold.
For aspirerende tegneserietegnere eller læsere med særlig interesse for, hvordan sådan nogle lever, vil Ernstsens serier have særlig appel. Og så KAN de være virkeligt rørende og morsomme. Som i den hårrejsende beretning fra en familietur til Vietnam, hvor serieskaberens synske (!) tante overbeviser ham om, at en mistænkeligt udseende is er helt uskadelig – hvorefter vores hovedperson ligger brak med opkast og diarré i et døgn, hjemsøgt af kakelakker i sit luvslidte hotelværelse. Tanten forsøger at gøre skaden god igen ved at heale det hårdt prøvede tarmsystem:
– Er smerten halvert? spørger hun efter den shamanistiske procedure.
– Hm … Jeg føler meg litt bedre, tror jeg, svarer han.
– Den skal være halvert! fastslår tanten bestemt.
Tanter har Ernstsen ingen problemer med at udlevere, heldigvis for os.
Karakter: 3/5
Titel: Du snakker med feil person
Forfatter/tegner: Martin Ernstsen
Forlag: Jippi Forlag
Farve og form: 184 s/h sider i softcover
Vejl. pris: 250 NKR
ISBN-13: 978-82-92226-49-0
Udgivelsesår: 2014
Udgivelsesland: Norge
