Hvidbjørn
Der er lidt grums i moralen, men ellers er Hvidbjørn en solid og sympatisk eventyrfortælling for børn.
Et barn svigtes af uansvarlige voksne. Da hun selv bliver en ung kvinde, er hun blevet ond. Hun søger nu at ødelægge det gode i en ung mand ved at forvandle ham til et dyr, en bjørn, som bliver udstødt fra menneskesamfundet.
Parallelt følger vi en ung pige som er god, men impulsiv. Hendes mangel på impuls-kontrol gør hende klodset og unyttig i menneskenes verden.
Plottet er, at bjørnen og pigen, disse to gode, men udstødte kræfter skal finde hinanden og arbejde sammen om at overvinde det onde, og dermed blive integreret i (voksen) samfundet. Altså et klassisk folkeeventyr.
Hvidbørn er lavet af det norske makkerpar Maja Lunde (tekst) og Hans Jørgen Sandnes (tegninger). Sidstnævnte, der også kendes fra børne-serien Krypto, har en tegnestil der er pæn, endda i så høj grad, at den bliver anonym. Det er kompetent og glat, med store, klare illustrationer, der til forveksling ligner de kendte Disney-film. Det er ikke så skidt: den visuelle kommunikation fungerer på højt niveau, og dét er det vigtigste.
Maja Lundes historie er umiddelbar og fængende, der spildes ikke megen tid. Plottet er fint fordelt over de knap 230 sider. Det er et typisk eventyr, en klassisk moral-fabel om at følge sit hjerte og sit talent, samt stole på opbakning fra sine venner, når man vælger det usikre frem for det kedelige.
Hen mod slutningen må jeg dog stå af, når den onde, onde skurk bliver tilgivet, bare fordi hun giver en flad undskyldning. Og det EFTER hun har tabt, og altså ikke har mulighed for reel anger.
De to gode personer, helt og heltinde, udkæmper en drabelig kamp mod skurken, som igen og igen søger at dræbe dem. Men så snart Den Onde har tabt kampen, bliver hun sluppet fri, bare fordi hun siger “undskyld, at jeg lige forsøgte meget ihærdigt på at slå jer ihjel en hel masse gange, og har pint og plaget den gode prins i flere år.”
Jeg finder det forkasteligt at lære børn dén slags. Vi har en skurk, som er årsag til alt det onde i eventyrets verden. Og så skal vi acceptere at sætte denne ondskab fri. Man må håbe, at de forældre, som læser dette eventyr højt for børn, vil fortælle om hvordan løgn og ondskab fungerer i vores rigtige verden, mens de læser højt.
Det er ærgerligt, for det vil afholde mig fra at give dette ellers udmærkede produkt til børn. Naturligvis kan man diskutere for og imod. Mange stolper op og ned kan man snakke. Det ændrer ikke ved, at vi lægger grunden til senere problemer for børn, hvis vi lærer dem at vende ryggen til ondskab –– uden at først sørge for, at ondskaben ikke kan føre en dolk ind i din ryg, igen.
Flot bog
Udstyrsmæssigt er Hvidbjørn et rigtig pænt produkt: indbundet i nydeligt bind, trykt på godt papir, som passer til den valgte farvelægning. Hele bogen har en god balance mellem billedflade og tekst, som får den til at fremstå imødekommende og venlig. Hvilket er i samklang med den idealiserede verden og den enkle tegnestil.
Der er et par småting, som ikke lige aer mig *med* hårene, for eksempel maskintekstningen, sidenummereringen der umotiveret kommer og forsvinder, samt at man rent grafisk har fjernet selve stregen omkring talebobler. Det gør grænsen mellem bobler og ikke-bobler lidt utydelig i de tegninger, hvor der ikke er stor kontrast mellem baggrunds-farven og den hvide farve i boblen. Men fordanskning og korrektur er rigtig fin, og håndværket er godt hos den danske redaktion.
Som helhed er værket i god balance mellem det uhyggelige og det sukrede. Fraset mine indvendinger vedrørende slutningen er Hvidbjørn et godt eventyr, der er velegnet til højtlæsning og nok skal finde sit publikum.
