Vold, blod, sex, voldtægt, tvivlsomme kvindeskildringer, overdreven (og forhåbentlig ironisk) machoromantik og en sær blanding af science fiction, fantasy og barbarmyte. På mange måder er alt ved det gamle i Jodorowskys ”Castaka”. På både godt og ondt.
”Castaka” er en del af det såkaldte ”Jodoverse”. Altså det univers, som han startede i mesterværket ”Inkalen” sammen med Moebius i 1981. Siden har han udvidet det farverige univers nærmest til (og sommetider over) bristepunktet, og han ser faktisk ikke ud til at ville stoppe sine mere end 80 år til trods. Højdepunkterne er nævnte ”Inkalen” og faktisk også den kosmiske omgang mandehørm, der er sagaen om Metabaronen – universets bedste kriger. Sidstnævnte blev fortalt som en række legender om hver enkelt af den aktuelle metabarons forfædre. Der var altså tale om en intergalaktisk familiekrønike om en slægt af nærmest uovervindelige krigere, og som det ofte er med den slags fortællinger, så er det altid muligt at gå længere tilbage i tiden.
Og det er så det, Jodorowsky gør med ”Castaka”. Før den første metabaron var der rumpirater. Og før dem var der… ja, åbenbart rumsamuraier. To klaner er i krig, og i vanlig Jodorowsky-stil fører dette allerede på side 10 til en voldtægt, da den ene klans dronning slæbes ombord på fjendens skib og får Jodorowskys mandeunivers at føle på egen krop. Hun kommer sig dog overraskende hurtigt, og barnet født af denne tvivsomme forening lider den uheldige skæbne (læs: machofantasi) at være den eneste mand i verden med funktionel sæd i bollerne efter et kemisk angreb. Nu er det så hans opgave at agere far/sædbank/kneppemaskine for hele den kommende generation af rumsamuraier.
Da de fra både ”Inkalen” og ”Metabaronens Kaste” så kendte, frygtede og måske blandt fans også elskede religiøse teknologifanatikere Techno-technoerne dukker op og ødelægger sexfesten for vores hovedperson, hans udkårne og deres to krigerrollinger, må de flygte, og så er vi pludselig rummet igen. Og så lurer der som sagt rumpirater lige om hjørnet. Hen imod slutningen af ”Castaka” overlapper fortællingen ligefrem med en historie allerede fortalt i ”Metabaronens Kaste”, men jeg skal ikke afsløre hvordan.
Som den kvikke læser nok har opdaget, så har jeg meget svært ved at gengive plottet i en Jodorowsky-tegneserie uden en solid dosis ironi og sarkasme, men faktisk var jeg ikke fri for at være godt underholdt med denne måske nok lidt unødvendige tegneserie.
Blodet sprøjter, lemmer flyver rundt, og tegner Das Pastoras svælger i svulmende muskelkroppe, spektakulære optrin, forvredne kampgrimasser og en detaljegrad, der kan tage pusten fra de fleste spirende tegnere. Med andre ord er hans stil ret perfekt til Jodorowskys som altid ret groteske manuskript, hvor ret og rimelighed er en by på en fjern, kold planet ved navn Rusland. Hans vanlige miskmask af mytologi, spiritualitet og fascination af det androgyne er ikke helt lige så sjovt og skarpt her som i ”Metabaronens Kaste”, men der er alligevel noget fascinerende ved hans manglende fornemmelse for ret og rimelighed. Især anden del af historien (som oprindeligt er udgivet i to bind, men her er samlet i en stor, FLOT hardcover) fungerede for mig. Her er sagaen igen i sit rette element, nemlig rummet og science fiction-genren. Der er noget ved kombinationen af rummets kulde og benhård middelaldermentalitet og dertil hørende mangel på medmenneskelighed og moderne ret og rimelighed, der fungerer.
At der så ikke som sådan er nogen form for nødvendighed, der driver fortællingen er en anden sag. Den kunne lige så godt bare have været et tidligt bind i ”Metabaronens Kaste”, men jeg vil dog mene, at Jodorowsky allerede havde fået hamret samtlige pointer igennem med universets største og mindst subtile hammer i denne serie. At Metabaronens forfædre OGSÅ var nogle grove karle tilføjer ikke rigtigt noget til legenden, myten eller fortællingen.
Som nævnt fungerer tegningerne fint som en naturlig forlængelse af Jodorowskys historie. Pastoras er sandelig ikke en doven tegner og har også nogle ret velkomponerede sider hist og her. Hans stil er ikke som sådan dynamisk, men volden og de mange actionscener skildres nærmest som et inferno af blod, rustninger, sværd og grimasser. Flere steder nærmest som tableauer, imens han andre steder kompenserer for sin lidt statiske stil med flotte sidekompositioner, hvor skæve billedrammer driver actionscenen fremad.
Han er en sær snegl, ham Jodorowsky. Ofte hyldet som en stor kunstner og auteur med en helt særlig måde at fortælle på. Andre gange pillet ned som kejseren uden klæder. For mig ligger han et sted midt imellem. Hans tanker om mystik, køn og menneskets grusomme hjerter er ikke så dybe, som han selv tror, og uden en Moebius til at hæve de new-age-agtige elementer op på tegneseriekunstens allerhøjeste tinder, er hans tegneserier bedst læst som røverhistorier med et glimt i øjet.
Jeg HÅBER i hvert fald, at han har et glimt i øjet, når han lader rumsamuraidronningen voldtage og dernæst falde for sin krænker. Eller når hovedpersonen nærmest mishandler sine børn for at gøre dem til store krigere. For så bliver blandingen af myte og pulp faktisk til en ret okay cocktail. Også når historien ikke er nødvendig.
Karakter: 3/5
Titel: Castaka – samlet version
Forfatter: Alexandro Jodorowsky
Tegner: Das Pastoras
Oversætter: Per Vadmand
Forlag: Faraos
Form: Stift bind, 112 sider i farver
Vejledende pris: kr. 298
ISBN: 978-87-93274-09
