I september afholder Lynfabrikken i Aarhus workshop og seminar om illustration og tegneserier: Luck of the Draw. Nummer 9 har taget en snak med arrangør Line Refstrup, der har arrangeret forløbet sammen med Lasse Schuleit.
Nummer 9: I jeres ret ambitiøse program indgår både en tegneworkshop og en foredragsrække. Så umiddelbart ser det ud til, I primært henvender jer til tegnere – i hvert fald med fredagens workshop. Er det unge tegnere, der søger ind på en kreativ uddannelse eller voksne praktiserende illustratorer og tegneserietegnere, du havde i tankerne, da du planlagde programmet?
Line Refstrup: I starten da jeg henvendte mig til Lasse Schuleit fra LYNfabrikken i Aarhus, var det foredragene der var min primære ide. Men efter et par møder fik vi begge større ambitioner og havde en del ideer i spil. Mit ønske om et tegneseminar kom helt fra hjertet. Jeg havde lyst til at sætte fokus på tegning, jeg kunne godt tænke mig det skulle foregå i Aarhus, og jeg synes det var et fedt projekt – det var ligesom udgangspunktet. Seminaret var tiltænkt både uddannede tegnere og studerende. Jeg havde selv i min studietid en umættelig inspirationstrang, og selv om det er en del år siden jeg blev færdiguddannet, søger jeg stadig efter nye måder at arbejde på og nye tilgange til det at udtrykke mig via tegning.
Workshoppen blev også arrangeret af ren begejstring for projektet. På Fumetto Comix Festival i Schweiz så jeg et projekt af de to nu inviterede workshopholdere, og jeg blev ret overbevist om, at de kunne sætte gang i noget unikt ift. en workshop. De havde lavet et projekt hvor de havde arbejdet på tegninger sammen, og jeg så for mig, at den form kunne være givende ift. både uddannede tegnere og studerende.
Nummer 9: Det er ikke mange tegneserieseminarer, vi har i Danmark – i hvert fald ikke i den form, at en kunstner fortæller om og fremviser sine værker. Festivalerne kører som regel interviewform med gæsterne. Vil du give et bud på, hvad et foredrag af en kunstner kan, som et interview med vedkommende ikke kan?
Line Refstrup: Jeg tror ikke den form vi har valgt, kan noget helt andet end interviewformen, jeg tror de er gode i kombination med hinanden. Vi har valgt at give oplægsholderne fri tale til selv at sammensætte et oplæg, da jeg har været på et par seminarer om grafisk design hvor det var formen, og den fungerede i de fleste tilfælde ret godt. Måske kan formen det, at man kommer lidt mere i dybden med et emne, f.eks en måde at arbejde på, eller hvis nogen lægger vægt på at vise en helt bestemt proces, så kan det måske været givtigt, at man ikke bliver afbrudt af spørgsmål. Det sagt, så lægger vi, efter hver taler op til, at der kan stilles spørgsmål af tilhørerne. En del af de inviterede er selv rutinerede undervisere, så vi er overbeviste om at de sammensætter virkelig interessante oplæg.
Nummer 9: Når du har ladet dig inspirere af to tegnere, der har arbejdet sammen om nogle tegninger (Dominique Goblet og Kai Pfeiffer), er det så en form, du håber at kunne bringe videre til danske tegnere? Og i det hele taget: Er det målet, at der kommer noget konkret ud af workshoppen, et produkt der kan fremvises efterfølgende?
Line Refstrup: Først og fremmest valgte vi de to tegnere fordi vi synes de ville være interessante til en workshop hvor man kun har en dag sammen. Men ja deres projekt inspirerede mig rigtig meget, og det kunne da være helt vildt interessant at se danske tegnere arbejde sammen på den måde. Måske det allerede er sket i en lignende form, jeg er bestemt ikke bekendt med alle danske udgivelser. Det jeg synes der er spændende ved Kai Pfeiffer og Dominique Goblets samarbejde er, at de har eksperimenteret med så mange materialer og måder at tegne på og ud af det, er der så vokset et nyt fælles udtryk. Som tegner synes jeg selv, det er grænseoverskridende at skulle vise ufærdige tegninger til andre, eller give en ufærdig tegning til en, der måske vil tage den et andet sted hen, end det man selv havde tænkt, men det er jo også ud at dette, der pludselig kan opstå noget nyt og interessant.
I forholdt til om der kommer noget konkret ud af workshoppen, kunne det da være rigtig fedt hvis der gjorde, men det er ikke det, der er det primære mål. Det primære mål er at give deltagerne en dag, hvor de vil møde nye tilgange til tegning, og blive presset og udfordret på andre måder end de er vant til, og det tror jeg Kai Pfeiffer og Dominique Goblet kan.
Nummer 9: Ved du allerede nu, om det er et arrangement, der i sin form bliver gentaget på et tidspunkt?
Line Refstrup: Jeg tror vi tager en status efter selve arrangementet. Men jeg håber det bliver en succes. Jeg ville rigtig gerne at der i Aarhus kunne være en fast begivenhed der satte fokus på tegning.
Nummer 9: Og videre, har du mon ovevejet at koble en fremtidig workshop og/eller seminar til en af de eksisterende tegneseriefestivaler?
Line Refstrup: Nej, det har jeg ikke overvejet omend det lyder spændende. Jeg har selv endnu til gode at opleve Cph Comics. Skulle have været der i år, men blev desværre syg, så jeg føler mig ikke kompetent til at udtale mig, om det ville passe ind.
Nummer 9: Eller kunne det simpelt hen tænkes, at arrangementet kunne udvides til en regulær aarhusiansk tegneseriefestival?
Line Refstrup: Jeg tror ikke nødvendigvis der er brug for en ny tegneseriefestival i Danmark – tror Cph Comics gør det ret godt. En af de ting jeg rigtig gerne vil, er at åbne lidt mere op for en blanding af tegneserier og illustration. Jeg har en masse ideer til arrangementer eller måder hvorpå man kunne udbygge “Luck of the Draw” konceptet, og det kunne være rigtig spændende at arbejde videre med på et tidspunkt. I foråret besøgte jeg tegneseriefestivalen Fumetto i Luzern i Schweiz – den inspirerede mig en del. For det første var det en ret lang festival (9 dage i alt) og for det andet var det noget hele byen støttede op omkring, skoler, butikker, og også byens prominente kunstmuseum, der havde norske Pushwagner på programmet. Festivalen udmærkede sig ved at være ret bred i sin forståelse af hvad tegneserier er og kan – det synes jeg er fedt. Det var helt vildt inspirerende hvor seriøst de tog det. De havde endda i flere måneder op til festivalen iværksat tegneseriekonkurrencer for børn som flere skole deltog i – alle disse blev også vist på Fumetto. Jeg kunne godt tænke mig at arbejde for en eller anden form for sammensmeltning af faget tegning, så det ikke er så opdelt om man er serietegner eller illustrator, for jeg tror vi kan lære rigtig meget af hinanden.
Nummer 9: Kun en enkelt dansk tegner – Signe Parkins – deltager i rækken af foredragsholdere, resten er fra udlandet. Har I gjort jer nogle tanker om seminarrækkens sammensætning af tegnere? Det er tydeligt at se en retning i udvalget, men hvilken retning, hvis du selv skal sætte ord på?
Line Refstrup: Ja, jeg har tænkt rigtig meget over hvem der skulle komme og havde en lang liste, så det var virkelig svært at vælge. Fordi hele det her arrangement ligesom er lavet på ren interesse og en kærlighed til tegning, var første udgangspunkt: Hvem ville jeg selv virkelig gerne høre tale. Vi blev enige om at ingen til at begynde med var for store eller små, og at vi ikke selv ville sortere nogen fra fordi vi måske troede de ville være for dyre at få til Danmark. Et af de første breve sendte jeg f.eks. til Ilon Wikland, men desværre hørte vi ikke fra hende. Så jeg startede ligesom i toppen. Derefter var det vigtigt, at der kom en form for bredde i programmet. Laura Carlin repræsenterer det mere illustrative børnebogsunivers sammen med Mari Kanstad, som så er mere bred i hendes arbejde, Åsa Grennvall den grafiske roman, Nigel Peake har den systematiske og strukturelle tilgang som måske endda kunne tiltale arkitekter. Signe Parkins repræsenterer den mere eksperimenterende og kunstneriske del af faget, Luke Best arbejder meget med kollager og tryk og repræsenterer bladtegning. Kai Pfeiffer og Dominique Goblet er bare super dygtige og eksperimenterende og samler ligesom både tegneserier og illustration i et.
Workshoppen foregår fredag d. 11. september 2015 med tegnerne Dominique Goblet fra Belgien og Kai Pfeiffer fra Tyskland.
Seminarrækken foregår lørdag d. 12. september med tegnerne Signe Parkins (Danmark), Nigel Peake (Irland), Åsa Grennvall (Sverige), Laura Carlin (Storbritannien), Kai Pfeiffer (Tyskland), Dominique Goblet (Belgien), Mari Kanstad Johnsen (Norge) og Luke Best (Storbritannien).
Alt foregår på engelsk og finder sted her: LYNfabrikken, Vestergade 49B, 8000 Aarhus
Og billetter (hvis der er flere tilbage) fås her!