Sydafrikanske Joe Dalys Dungeon Quest er et både begavet og herligt lavkomisk unikum af en fantasyserie, fortæller Jeppe Mülich.
Joe Daly er noget så sjældent som en sydafrikansk tegneserieskaber med stor international gennemslagskraft. Hans tidligere udgivne samlinger, “Scrublands” (2007) og “The Red Monkey Double Happiness Book” (2009), byder begge på gedigne og velskrevne historier, men i serien Dungeon Quest, der indtil videre tæller tre længere bøger, har Daly udfoldet sig som en selvsikker og fortællelysten kunstner med sin helt egen streg og stemme. Indflydelsen fra underground-giganter som S. Clay Wilson og Robert Crumb er stadig tydelig, men ingensteds i disse bøger føles striberne som pastiche eller efteraben. Tværtimod er Dungeon Quest et helt igennem unikt værk, der byder på en herlig blanding af morsomme rollespils klicheer, pikvittigheder og filosofisk dialog ansporet af en ikke ubetydelig mængde swazi-skunk.
Historien handler kort fortalt om de fire venner Millennium Boy, Steve, Lash Penis og Nerdgirls eventyr fra deres sydafrikanske forstad til så eksotiske lokationer som Fireburg-skoven og Zuur-plateauet. Her løser de et voksende antal quests og slår stadigt mere udfordrende fjender for panden, mens de, i bedste Dungeons & Dragons-stil, akkumulerer point og finder nyt udstyr.
Første bind fokuserer primært på Millennium Boys rekruttering af sine tre følgesvende. Her bliver reglerne for den verden, Daly skaber, også gjort klar: Handlingen bliver drevet frem af opgaver stillet af diverse bizarre personager (hyppigt med deres kønsorganer frit dinglende), og den ofte voldelige løsning af disse opgaver gennemføres uden de store moralske skrupler eller psykologiske konsekvenser for hovedpersonerne.
Dermed ikke sagt, at konfrontationerne romantiseres, tværtimod. Daly opnår en overraskende balance mellem humor og reelt ubehag i hans skildring af noget, der i næsten alle andre medier ville blive til heroiske og betagende actionscener. Det er svært at undgå en snert af fysisk ubehag, når man i første bind ser Steve give en af sine modstandere åbent kraniebrud med et baseball bat, men absurditeten understreges af hovedpersonernes afstumpede og humoristiske reaktion på den – de har bevæget sig væk fra deres forstadshverdag og eksisterer nu helt og holdent indenfor rammerne af den fiktive rollespilsvirkelighed, som deres eventyr kræver.
Ind imellem disse begivenheder er der lange passager dedikeret til to andre elementer af tegneserien – rejser gennem landsskabet, ofte uden nogen tekst overhovedet, og lange, hysterisk morsomme dialoger mellem hovedpersonerne. Disse drejer sig om alt fra den fiktive verdens mytologiske historie til én karakters hallucinationer om, hvad ellers, sin penis. Der er i det hele taget tale om et meget tålmodigt værk.
Man keder sig ikke på noget tidspunkt, når man læser Dungeon Quest – tværtimod – men det er tydeligvis ikke fantasyplottet i sig selv, der interesser Daly. Han har intet problem med at bruge ti sider eller mere på at vise sine karakterer ryge en joint, og han gør med et så veludviklet talent for humor, at vi hellere end gerne lader ham. Det er i hele taget dette talent, der gør værket til en så tilfredsstillende læseoplevelse – ikke de mange penisjokes (som er morsomme), eller de absurde voldsorgier, men Dalys evne til at fange det talte sprog og den iboende humor i hovedpersonernes interaktioner så præcist og ærligt.
Dungeon Quest er tegnet i en klar sort streg, med detaljerede paneler og dynamiske scener og figurer. Som tidligere nævnt minder Dalys stil i nogen grad om Wilsons og Crumbs klassiske striber fra 1960erne, men den står også i gæld til både ligne claire og Moebius.
En af fordelene ved at læse et værk som dette, der strækker sig over flere år og er fuldkomment styret af kunstneren selv, er den tydelighed, med hvilken man kan se Dalys udvikling. Hans artistiske stil i sig selv har ikke ændret sig meget over de tre bind, men en øget villighed til at eksperimentere med både form og indhold er tydelig, særligt i den tredje bog. Ikke blot er der formmæssig nytænkning, med mange sider dedikeret til en hieroglyf-lignende skabelsesberetning, der er også flere parentetiske, men yderst underholdende drømmescener samt 23 siders illustreret prosatekst – i form af bogen The Romish Book of the Dead, som Millennium Boy finder og Daly derefter deler med læseren. Disse afbræk er forfriskende, og sammen med en vis fantasifuldhed i handlingen får de det tredje bind, der er betydeligt længere end de tidligere, til at fremstå som det mest fuldendte (”modent” virker som det forkerte ord at brugt om et værk som dette).
Dungeon Quest er tæt på at være et mesterværk. Det er noget så særegent som en tegneserie fyldt med penisvittigheder, nøgne mænd der kæmper mod monstre og filosoferen over verdens oprindelse. Hvorvidt kvaliteten fra den tredje bog fortsætter i de kommende værker må tiden vise, men indtil videre kan jeg ikke andet end anbefale denne oplevelse til alle med en interesse i humor, fantasy og begavede tegneserier, der ikke tager sig selv for seriøst.
Karakter: 4 ud af 5
Titel: Dungeon Quest, Books 1-3
Forfatter og tegner: Joe Daly
Forlag: Fantagraphics Books
Form: Softcover i sort/hvid
Sidetal: Hhv. 136, 136 og 288 sider
ISBN: 978-1606993477 / 978-1606994368 / 978-1606995440
Udgivelsesland og år: USA, 2010, 2011 og 2012