Tabte somre
Einstein, Niels Bohr, hemmelige agenter og pommes frites. Tabte somre er en (lidt for) langsom filosofisk thriller.
Kan man koble pommes frites og fysik? Ja, det kan man sagtens, hvis man som Jan Egesborg, Johannes Töws og Ulrich Busk Hoff i Tabte Somre lader datidens videnskabs-superstjerner Niels Bohr og Albert Einstein træde i baggrunden. Frem dukker i stedet to agenter, der i deres præferencer og efterforskningsmetoder viser sig at have en del med de to fysikere at gøre.
Et lille glimt af Bohr og Einstein
Godt nok handler Tabte somre om en konference med deltagelse af Niels Bohr og Albert Einstein, men de optræder kun i et kort glimt. Hovedpersonerne er i stedet de MI6 agenter, der skal afværge et dødeligt attentat, der måske er under opsejling fra det tyske nazistparti. Og så alligevel, for de to agenter bliver brugt som parallel på de to fysikere og deres teorier. Fint tænkt, selv om det nok kræver lidt indsigt eller at man tager efterskriftet med, før det for alvor træder helt frem.
Pommes fritene er ellers tydelige nok. De to agenter har hver deres smag udi den belgiske specialitet, de har rig lejlighed til at spise, da deres opgave udspiller sig under Solvaykonferencen i Bruxelles anno 1927.
Andrew Aspinall er tilkaldt fra Brighton, og foretrækker sine pommes frites helt ensartede hver eneste gang: ”Hjemme i Brighton bruger de altid de samme engelske kartofler og steger dem ved samme temperatur. Du kan altid forudsige, hvordan de smager”.
Anderledes står det til med William Hamilton, der opererer på kontinentet. Han har også et favoritsted, men her skifter de kartofler og stegetemperaturer jævnligt: ”Så resultatet er uforudsigeligt, men altid godt”. Så er de menneskelige modpoler ridset op og ja, dermed også nogle grundanskuelser for de to fysikere, der in absentia på denne måde kommer mere direkte med i historien.
Spise- og ventetid har de to agenter rigeligt af. For har den tyske fysiker Carl Töws fået ordre på at likvidere Bohr og Einstein eller er han bare en almindelig mand med job og familie? Det skal Aspinall og Hamilton afklare. Derfor sætter de sig godt til rette i den bil, hvorfra de primært skal holde øje med ham. Her skiftes de til at overvåge Töws døgnet rundt og indsamle så mange ting som muligt, der skal sandsynliggøre, om der er et attentat på vej.
Er det muligt for dem at forudsige, hvad der vil ske? Her træder fysikken igen frem, når de diskuterer, hvorvidt små beviser kan gøres til en plausibel teori. Det er ikke lige elegant gjort alle steder, men selve grundideen med at lade de to agenter være et billede på Bohr og Einstein fungerer godt. Det trækkes bare lidt for tydeligt ud nogle gange, hvor de igen-igen skal diskutere kvaliteten af dagens pommes frites, så vi skal forstå, at det er to forskellige personligheder, der har fået opgaven.
Selv om nogle af de andre paralleller til fysikken måske går lidt hen over hovedet på læseren, så er man dog aldrig i tvivl om, at de nu er i gang med at diskutere noget, der har en overført betydning. Tempoet bliver nemlig sænket og tekstboblerne pustet op, så det er klart for enhver, at der også er noget andet på spil. I kvantefysiker Ulrich Busk Hoffs efterskrift kan man få samlet de sidste brikker til dette spil, hvis fysikundervisningen ligger lidt langt tilbage i hukommelsen.
Spændingsmæssigt skal forfatter Jan Egesborg og tegner Johannes Töws’ fortælling leve af det ret simple plot. Er Carl Töws en ulv i laboratorieforklæder, så agenterne bliver nødt til at trække blankt og forhindre et attentat? Det går bare meget stille og roligt fremad med en ret flad opbygning, der først til slut giver udsving på spændingsskalaen. Der overvåges. Der byttes vagt. Der spises pommes frites og tales om kvaliteten af dem. Dertil kommer nogle små glimt fra begge agenters barndom, men ikke noget der vellykket udvider portrætterne af dem.
Johannes Töws’ lidt stive tegninger rammer heller ikke altid helt i øjet med størrelsesforhold og de enkelte billeders linjer sidder ikke altid lige i skabet. De driver enkelt og ligetil handlingen fremad uden at påkalde sig særskilt interesse. Inspirationen fra en tegner som Henrik Rehr, der også har en forkærlighed for historiske dramaer, er tydelig i de sort-hvide billeder. Der er den samme tendens til at variere sideopbygningen med skæve rammer, særligt i de mere dramatiske sekvenser. Der leges også med at lade mellemrummene mellem rammerne være sorte og flere andre virkemidler, der ofte ses hos Rehr.
Som thriller er Tabte somre helt enkelt ikke spændende nok. Som ”videnskabelig og filosofisk thriller”, som den præsenteres i bagsideteksten, er der mere at komme efter, særligt det førstnævnte. Dens styrke er koblingen mellem fysikken og efterforskernes personligheder.
