Heksene
Mangler du en tegneserie til at lære dine børn, at ondskaben findes og at de skal dø? ”Heksene” siger det, som det er.
Roald Dahls klassiker fra 1983, Heksene, er nu udkommet i en tegneserieudgave af Pénélope Bagieu. Det er en muntert tegnet historie om ondskab og død, der kun bør købes af forældre, der føler sig helt sikre på, at de ikke selv tog skade af at få læst Brødrene Løvehjerte, da de var små.
Om historien må man sige, at den har bevist sit værd igennem næsten 40 år. Både som børnebog, som film, som opera og sikkert også som teaterforestilling, udført af skoleklasser verden over (det sidste er bare et gæt!).
Historien er super traditionelt opbygget med en fængende indledning, hvor vi lærer om vores 8-årige hovedperson, at han lige har mistet begge sine forældre i et trafikuheld og nu bor hos sin storrygende, leopardplettede og lillahårede mormor. Som en naturlig forlængelse af en samtale mellem de to om, at mor og far lige er afgået ved døden, beslutter Bedste sig for at fortælle sit barnebarn en pisseuhyggelig historie fra dengang hun selv var en lille pige, hvor en heks tryllede hendes veninde ind i et maleri, som hun aldrig nogensinde slap ud af. Desuden må drengen forstå, at disse onde hekse stadig findes i alle verdens lande og at de bruger al deres tid på at konspirere om, hvordan de kan slippe afsted med at myrde børn. De hader nemlig børn mere end noget andet.
Rent visuelt er Heksene også fortalt overvejende traditionelt, i et net af tegninger, hvoraf nogle af dem sprænger rammen. Det giver en god dynamisk effekt. Tegnestilen er naivistisk, så når man kigger hurtigt ned over siderne, får man umiddelbart en følelse af at kigge på børnetegninger, men ved et nærmere eftersyn bliver det tydeligt at det hele er ekstremt dygtigt udført.
Stregen er løs og meget levende, farverne er klare, og der er masser af snirklede detaljer på både figurer og baggrunde. Perspektivet i tegningerne er udført efter den strategi, som kunstnere brugte før renæssancen, hvor de endnu ikke havde fået idéen om at lave et forsvindingspunkt i deres billeder. I stedet for at tegne ting, der var langt væk, mindre, så tegnede de dem bare højere oppe – ligesom på pædagogiske bykort, med små tegninger af alle de vigtigste bygninger. Endnu et naivistisk træk, som skaber et barnligt feel og giver plads til fine detaljer.
Bagieus tegneserieudgave af Heksene, er langt fra en én til én adaption af bogen. Da den originale bog udkom i 1983, fik den kritik for at være misogyn (og dengang skulle der altså en del til!), men Bagieu snor sig udenom på en række forskellige måder.
F.eks. står der i teksten, at alle hekse er kvinder, men når Bagieu gengiver det, så gør hun det ved at lade fortælleren – her er det mormoren – være fanget i en meget stiliseret firkant, som kan tolkes som Bagieus kommentar til dette meget firkantede udsagn. Desuden er vores hovedperson blevet udstyret med en veninde, der siger fra over for heksene – dog uden held.
Noget helt andet, der ikke bliver lige så hyppigt adresseret er, hvor godt idéen om denne verdensomspændende konspiration af hekse stemmer overens med Dahls syn på jøder. Dahl var erklæret antisemit. ”I have become anti-Semitic,” annoncerede han til The Independent i 1990: ”There aren’t any non-jewish publishers anywhere, they control the media”. Denne velkendte konspirationsteori om en ond magtelite af jøder er grundlæggende den samme, som han udtrykker i Heksene – bare med hekse. I den forstand kan man sige, at heksene i fortællingen ikke engang symboliserer kvinder, men snarere en slags skjult overmagt, lignende den jødiske, som Dahl mente kontrollerede medierne.
Til sidst, med fare for at spoile, så vil jeg alligevel lige nævne, at tegneserien ender med at vores hovedperson får at vide, at han skal dø. Det er selvfølgelig barskt, men på den anden side, så er det jo et grundvilkår. Han kan lige så godt lære det. Dog, så er det lidt ekstra barskt for denne 8-årige. Han får nemlig at vide, at han allerede skal dø om 10 år, eller måske 15. Av, av, av!
Så er det godt at huske på, at man selv bestemmer, hvordan man vil tolke Heksene. I stedet for at tage forælder-barn snakken om døden, så kan man jo overveje, hvad det mon vil sige, at vores 8-årige hovedperson skal dø om 10 år. Hvor gammel er det lige, at han er til den tid? Hvad er det nu, der er så særligt ved at blive 18?
