Vingeslag
Både pinseånden og Peter Madsens tegninger drukner i ord i Vingeslag, der er tegneserieskaberens første tegneserie siden Valhalla lod sig sluge af Fenrisulven.
Det er tredje gang, Peter Madsen fortæller en historie om pigen Signe, der har oplevelser knyttet til religiøse højtider. Første gang vi mødte hende var i Signes jul, og i Rejsen til Jerusalem oplevede hun påsken. Hvor de to første bøger var billedbøger, så har Madsen denne gang valgt tegneserieformen til at fortælle historien om Signe og pinsen.
Signe bliver ældre mellem bøgerne, og nu er hun blevet teenager, hvilket nok er årsagen til fravalget af billedbogsformen. Det er eksamenstid, og Signe skal holde læseferie i en hytte sammen med sin bedste veninde. De bliver dog rygende uvenner til en fest, og så må Signe tage alene afsted uden andet mad end det fyld, de sammen skulle have kommet på en pizza. Man kan hurtigt komme til at føle sig alene og forladt ude i en mørk skov og en stille, tom hytte, og det varer da heller ikke længe, før tristessen melder sig. Signe har det godt gammeldags dårligt over skænderiet med veninden, og det bliver ikke bedre, da hun opdager, at en skummel gammel kone bor i den ellers forladte hytte dybere inde i skoven. Konen taler et fremmed sprog, og Signe ved ikke, hvad hun vil. Heldigvis får hun også selskab af en stor due, hvilket man ikke skal være særligt bibelkyndig for at forstå betydningen af. Men er den gamle kone nu også så farlig, og kan venskabet med veninden overhovedet ikke reddes?
Det handler om kommunikation, forståelse, babelstårnet, fredsduen, helligånden og drømme, der giver Signe en indsigt, når de pludselig blander sig med det virkelige liv. Det er en stor mundfuld, og hele pointen er, at læseren sammen med Signe skal få en forståelse for pinsemiraklet og dets betydning for mennesket. Et af Signes eksamensfag er religion, og læsningen foregår blandt andet i Signes bedstemors gamle billedbibel. Et snildt træk at bruge en billedbibel, når nu historien fortælles som tegneserie. Billederne fra biblen er bearbejdede tegninger af den franske billedkunstner Gustave Doré, hvilket giver visse opslag en meget dramatisk og ganske velfungerende tyngde. Eksamenslæsning er ikke just der, hvor en tegneserietegner normalt går på jagt efter visuelle guldkorn, så det er ganske fint fundet på fra tegneren Peter Madsens side. Man kan så godt argumentere for, at forfatteren Peter Madsen aldrig burde have givet tegneren denne udfordring.
Som visuel fortælling har “Vingeslag” desværre nogle problemer, hvilket må anses som lidt af en overraskelse, når det er så garvet en tegner og fortæller som Peter Madsen, der står bag. For det første er Signes situation som sagt ikke særligt visuelt appellerende. Ligeledes er en hytte i en skov beboet af en enkelt person måske heller ikke der, hvor Madsen for alvor får lov til at sprælle. Vi ved, at hans visuelle fantasi er så levende og fyldt med ting, der kan få sjælen til at synge, at en blond pige i en sweater siddende foran en PC i en halvmørk stue ikke rigtigt kommer til at føles tilfredsstillende. Og der er lange sekvenser, hvor vi ikke møder andet end netop Signe i denne situation, imens en tredjepersonsfortæller leverer næsten alt indholdet til historien.
Det er denne fortæller, der er det største problem. For det første virker det lidt sært, at vi som læsere skal opleve historien og opdage pinsen sammen med Signe eller i hvert fald med hende som indgangsvinkel igennem en distanceskabende tredjepersonsfortæller. Og ikke alene det, men faktisk også en ofte overforklarende fortæller, der mange steder helt kunne have været undværet. Jeg ville meget hellere have hørt Signes tanker og dermed haft nemmere ved at identificere mig med hendes problemer, ensomhed og opdagelse af pinsemiraklet. Man får lidt fornemmelsen af, at der bliver læst op for en, og det hele føles som en rest fra dengang serien var en billedbogsserie.
Værst er det dog, at der faktisk er mange steder, hvor Peter Madsens tegninger og evner ud i sideopbygning hæmmes af, at man skal forbi den megen tekst. Jeg prøvede at kigge på flere af siderne uden at kigge på tekstkasserne, og det viste sig, at den visuelle fortælling var meget flydende, stilfærdigt poetisk og drømmende. Og vigtigst af alt: At billederne mange steder kommunikerer præcis de indre konflikter og mentale tilstande som tekstkasserne skærer ud i pap. Da der endelig kommer en ordløs drømmesekvens, kunne jeg mærke lettelsen over endelig at kunne hellige mig tegningerne og det visuelle. Uden så meget tekst ville tegneserien have fremstået noget mere drømmende, tvetydig og interessant. Der er ikke meget plads til læserens egne fortolkninger – på trods af at billedsiden i sig selv ville have gjort netop dette langt hen ad vejen uden at give køb på indhold. Når jeg tvang mit blik forbi teksten fungerede den lidt grå, men sarte farvelægning og selv nogle af de mere statiske sider faktisk noget bedre.
En af bogens flotteste sider, der viser, hvad Madsen kan. Måske ville siden have fomidlet det samme uden tekst?
Man kan måske også argumentere for, at historiens konflikter – skænderiet med veninden og Signes fordomme imod den gamle kone – føles ret små og med lette løsninger, men det er måske at undervurdere, hvor skidt en teenager, der er blevet uvenner med sin bedste veninde, kan have det. Jeg valgte i hvert fald at acceptere denne præmis.
Nu skal det siges, at jeg bliver hjemme om søndagen og faktisk ikke rigtigt kunne huske, hvad pinsen egentlig var for en størrelse, da jeg satte mig ned med bogen. Jeg blev velsagtens klogere, og det er nok også en af pointerne. Nogle af spejlingerne mellem Signes historie og den bibelske ditto er måske lige tydelige nok, men Madsen har tydeligvis tænkt over, hvordan det guddommelige kan opleves i hverdagens grå liv, og det er måske her, at den lidt uambitiøse historie kommer til sin ret. For det skal ikke være en episk fortælling om store samfundsmæssige omvæltninger, men netop en historie om en pige, der kunne være alle piger i ethvert liv.
Afsluttende er der nok også nogle ting ved Madsens skildring af moderne ungdomskultur, der klinger lidt falsk. Signe lytter således til gamle U2-sange fra 80’erne og har en klassekammerat ved navn Michael. Jeg føler mig velkvalificeret til at sige, at ikke mange unge mennesker hedder Michael i vore dage (faktisk var navnet ikke engang med i de øverste 50 navne givet til børn i 2018), og så skal vi mennesker over en vis alder altså passe på med at skildre unges brug af mobiltelefoner, da vi faktisk ikke rigtigt forstår, hvad der foregår. Faktisk er selv Madsens tegning af en smartphone lidt klodset, hvilket jo ellers ikke er kendetegnende for hans ellers så elegante stil.
