Mongo Business
Er du træt af chefen? Træt af medarbejderne? Træt af at møde ind på arbejde dag efter dag uden at komme nogen vegne? Så er Ib Kjeldsmarks Mongo Business stedet, hvor du vil finde åndsfæller, der ligesom dig har det uendeligt svært ved at se noget positivt i at hænge fast i hamsterhjulet.
Der er nærmest ingen lyspunkter i det syn på arbejdslivet, der kommer til udtryk i Ib Kjeldsmarks Mongo business. Var det ikke for den underspillede, ironiske tone, der flyder gennem hele bogen, ville det næsten være ubærligt at skulle møde ind på arbejde igen. Som det udtrykkes af en arbejdssøgende ad hoc-ekspert: ”Arbejdsmarkedet flyder nærmest over af rædsler på kontorgange, i mødelokaler. Nogle firmaer er rene menneskelige slagterhuse.” Fyringsrunder klares da også typisk med samuraisværd hos Kjeldsmark.
Kjeldsmark har spredehagl i bøssen og lader sine striber ramme bredt. Fra den laveste kuli over mellemlederne til topcheferne, de sidste flere gange personificeret via Christian Stadil i Hummeltøj. Der bliver undervejs uddelt tæsk til kapitalen, erhvervspsykologer og modeindustrien, men mest af alt til de kummerlige arbejdsforhold de utrættelige kulier knokler rundt under.
Enkelte gange rammer han plet, så man får et stort smil på læben, men alt for ofte bliver figurernes sortsyn og kynisme så dominerende, at det er svært at se det morsomme i situationen. To kontorarbejderes samtale om den overståede ferie er dog helt i Storm P’s ånd. Den ene fortæller glædestrålende om sin ferie: ”Jeg havde en ferie med sol, varme og masser af tid til at finde mig selv”, hvortil den anden tørt replicerer: ”Nå, og hvem er du så?”.
Desværre er jeg personligt langt mere til denne humor end den dominerende, hvor sortsynet bliver mejslet ud og trøstesløsheden bliver hængende. Her i munden på en coach, der skal muntre medarbejderne op: ”Alle kriser forsvinder … ellers kan nye ikke opstå.” Ikke noget trøstende ord, bare et bonmot til næste dags arbejde i trædemøllen.
Derudover fungerer setuppet. Et enkelt aflangt billede pr. gag ofte med en lille forklarende tekstboks, der forklarer de nærmere omstændigheder og så leveres pointen i form af en til to talebobler. Meget i stil med Wulffmorgenthalers vel efterhånden klassiske koncept. Tegningerne er enkle og karikerede, primært befolket af tynde, udsultede kulier, der knokler sig vej mod endnu en meningsløs arbejdsdag styret af velnærede mellem- og topledere. Det er let genkendeligt og rummer samtidig tilpas med variationsmuligheder. Jeg er ikke i tvivl om, at folk i det private erhvervsliv nok vil nikke genkendende og more sig mere over flere af situationerne end undertegnede. Men for mit eget vedkommende bliver det for sortsynet med for få pletskud.