Urhistorien og Noter til Urhistorien
Peter Madsens Urhistorien indeholder de kendte kristne grundmyter i tegneserieform. Det er en logisk udgivelse i det kristne spor, han i snart 30 år har fulgt. Så selv om nogle måske ville foretrække noget helt andet fra Madsens hånd, så må de i stedet bide i det sure (granat)æble og tage imod en dygtig og veludført lektion i bibelhistorien.
Titlen Urhistorien er med garanti velvalgt, selv om Peter Madsens navn i sig selv vil kunne få pengene op af lommen hos en del tegneserieentusiaster. Men det er netop ikke ”Peter Madsens bibelhistorie”. Det er historien i fokus og Peter Madsen som diskret formidler og fortolker bagved. Det er dog ikke ensbetydende med, at Madsen nøjes med trofast at lægge pen til Bibelens ord.
Allerede på forsiden kan man dog ane, at der også er tale om en afsender, der har noget på hjerte. Med Adam som forsigtig tilskuer rækker Eva ud efter … ikke et æble, men et granatæble. Oppe i træet kigger en mørk … ikke slange, men nærmere et stort krybdyr med ben ned på situationen. Hvis man er nysgerrig på, hvorfor Madsen har taget nogle måske lidt anderledes valg her og der, så skal man ud over Urhistorien også have fat i Noter til Urhistorien, der udkommer som et separat appendiks, og som jeg vender tilbage til.
I bund og grund er Urhistorien dog trofast overfor den, ja, urhistorie, de fleste af os er bekendte med helt tilbage fra vores barndom og så måske har fået genopfrisket med ujævne mellemrum. I fem kapitler får man de kendte historier om skabelsesberetningen, syndefaldet, Kain og Abel, Noahs ark og Babelstårnet. Det må således siges at være overflødigt med et decideret handlingsreferat i dette tilfælde. Til gengæld kan jeg lade Peter Madsen selv opsummere, hvad det er for ting, der er på spil i disse fortællinger:
Det er én lang historie med følgende tema: Gud lægger ting til rette i verden for mennesket med en forventning om, at mennesket bruger sin frie vilje til at gøre det gode. Men mennesket vender sig fra Gud gang på gang, Gud bliver skuffet og straffer. Og ja, til sidst ender det med, at alt endnu en gang ligger i stumper og stykker.
Det lyder jo deprimerende på menneskehedens vegne, men omvendt er fortællingerne jo netop en guide i ret og vrang, så vi andre kan lære at opføre os på den korrekte måde. Her er der, uanset ens private tro, noget at hente for alle. Det er jo almenmenneskelige ting som misundelse (Kain og Abel) eller overmod (Babelstårnet), der er på spil, sammen med de store grundlæggende spørgsmål om, hvem vi er.
Der skal nok være dem, der ønsker, at Madsen snart vil kaste sin kærlighed på et tegneserieprojekt, der ikke har noget med kristendommen at gøre. Tro har dog været et gennemgående tema for stort set alle Madsens projekter, inklusive Valhalla, der for altid har sikret ham en plads i dansk tegneseriehistorie. I modsætning til hovedværket om den nordiske mytologi, så er der dog et markant fravær af humor i Madsens kristne produktion. Det er næsten altid så velment og alvorligt, at man har svært ved at tro, det er selvsamme kunstner. Omvendt er det befriende at se den vel bedste danske tegneserietegner de seneste 40 år vende tilbage til tegneserien efter en pause. Først med Vingeslag, der var henvendt til et yngre publikum, og nu med Urhistorien, der henvender sig til alle uanset alder, præcis som Bibelen selv.
Hvor Vingeslag var holdt i et mindre format og forholdsvist stramt design, så får Peter Madsens tegninger i Urhistorien for alvor lov til at folde sig ud. Han har valgt en mere fri og varieret sideopbygning, ligesom han undervejs ændrer både tegnestil og -redskaber. Skabelsen og syndefaldet er pænt og måske lige på kanten til at være for ferskt, men det ændrer sig efter, at Adam og Eva forvises fra Eden. Kain og Abel leveres råt og mørkt, Noahs ark er det tætteste man kommer på stilen, mimikken og det oprørte vand fra Valhalla.
Med disse skift får man et varieret udtryk. Det svinger mellem det skødesløst dygtige, hvor det er flot og nydeligt, men også er på grænsen til at kamme over og blive lidt for tuttenuttet, til det overlegent dygtige, oftest når elementernes eller personernes rasen får frit spil. Efter min smag er Madsen således bedst, når der er drama i historien og naturen, hvorimod det godt kan blive for pænt andre gange, som når dyrene ind i mellem i for høj grad er egnede til at blive trykt som glansbilleder. Babelstårnet er den mest personlige tolkning, hvilket absolut klæder Madsen, og som man på mange måder kunne have ønsket sig langt mere af.
I en drømmesekvens lader han fantasien få frit løb og trækker tråde fra Babelstårnet helt op til vor tid med storbyer, overforbrug, medienarkomani og ensomhed. Dét er befriende og får en til at tænke, hvordan det hele mon kunne have set ud, hvis han ikke havde følt sig forpligtet til at lade Bibelens ord være helt så styrende i resten af værket. Selv forklarer han da også sin tilgang med ordene: ”Jeg har forsøgt at holde tegneserien så enkel og præcis som muligt, både i tekst og billede”. Bibelens ord er i centrum formidlet af Peter Madsen.
Helt overordnet set har Madsen nemlig valgt en ret tro tilgang til Bibelens tekst. Det redegør han detaljeret for i den tidligere nævnte Noter til Urhistorien, der udgives separat i mindre prangende udstyr, men til gengæld også er ganske billig. Er man interesseret i at komme et spadestik dybere ned i Madsens valg, så er det en grundig gennemgang af de mange overvejelser og valg, han har truffet undervejs. Den er opdelt i afsnit, hvor bibelteksten står først, hvorefter Madsens noter følger.
Det er klart med en slagside til de meget bibelinteresseredes side. Nogle afsnit kan nærmest direkte overføres til foredrag i menighedshusene, når Madsen dykker ned i teksten, kilderne og ordenes etymologi. Undervejs får han endda inddraget naturvidenskaben, ikke som en modsætning til den kristne tolkning, men som en anden indgang til livets store spørgsmål. Omvendt er det forfriskende at få kunstnerens egne uddybende kommentarer, overvejelser og begrundelser for de valg, der er truffet i Urhistorien. Det hele ledsaget af en række skitser fra arbejdet med tegneserien.
Desværre er det i mindre grad de grafiske valg, som Madsen bruger kræfterne på i Noter til Urhistorien. Når han dykker ned i disse, er det næsten altid ganske kort til sidst i sin gennemgang. Så her får man afslutningsvis forklaringen på, at han har valgt granatæbler og har udstyret slangen i træet med fire ben. Der er dog intet om hans skift i tegnestil og -redskaber, hvilket er en skam. Valget af skrifttype savner jeg også en forklaring på, særligt den lidt klodsede computertypografi i taleboblerne, der i mine øjne burde have været håndtekstet af Madsen selv.
Uagtet disse forbehold, så leverer Madsen en flot, flydende og velfortalt version af Bibelens grundfortællinger, hvori der vil være noget for alle fra de yngste til de ældste.
Foto: Carsten Olsen
