Gruopvækkende fortællinger fra rabarbermørket
Hvis du pakker alle forventninger til en normal tegneserie til side og indstiller sigtekornet på at prøve noget nyt, så er Gruopvækkende fortællinger fra Rabarbermørket det rette sted at gå hen.
Det er godt nok sin sag at anmelde Christian Henrys Gruopvækkende fortællinger fra rabarbermørket. Det er fortællinger, hvor ethvert optræk til en stringent handling og logiske forklaringer er smidt ud med badevandet. Det er fortællinger, hvor man aldrig ved, hvad der sker på næste side. Det er fortællinger, hvor der optræder personer som:
- Et ghost team bestående af spøgelserne Major von Guggenheim (uden øjne), zombien Don Caliente og Ridder Blod.
- Reiner Steif, performancekunstner kendt for sit visionære arbejde med ”gloryholes” fra film som Es ist mein penis in dem gluckloch IV og Stiv pølle til Agnes.
- Kyllingesoldater, skabt af ler og mos krydret med hønseintelligens.
- Specialagenterne Molly og Sculder fra X-tra Files.
Det er tegneserien, hvor jeg efter 120 sider har svært ved for alvor at fortælle, hvad den egentlig handler om. Jeg kan dog fastslå, at den består af en række korte samt to længere fortællinger. Den har ustandseligt abrupte og meningsløse skift i handlingen. På den ene side er Molly og Sculder i gang med at opklare et mord i en skov – på den næste (i samme fortælling) forlanger en kolerisk præsident à la Trump, at menneskeracen skal dø. Der skal indkøbes flere våben, produceres mere CO2 og afslutningsvis simulerer han samleje med sin mandlige assistent. Og så er dén fortælling ellers slut.
Måske man skal ty til et citat fra en anden person i tegneserien, den udkantsvidenskabelige forsker John Mis, der konstaterer, at ”Paranormal aktivitet er som normal aktivitet, bare nærmest federe”. Det paranormale er nemlig normen i Gruopvækkende fortællinger fra Rabarbermørket. Så godt nok er der en ti-siders fortælling om Molly, der har mistet sin sjæl. Og en tres-siders fortælling om urovækkende begivenheder i ”Grevens park”. Pointen er bare, at de lange og tilsyneladende mere sammenhængende fortællinger ikke er hverken mere eller mindre tilfredsstillende i klassisk forstand. Det er ikke fortællinger, der fører frem til en pointe eller en afslutning, hvor tingene afrundes. I stedet går personer og ting igen på kryds og tværs af fortællingerne.
Personerne er tegnet i Henrys karakteristiske stil, hvor de har kuglerunde øjne, næser hængende ned foran munden, tykke kropsstammer og tynde, dinglende, ledløse ben og arme. Deres anatomi og ansigtsudtryk er en del af morskaben, og Henry er en glimrende tegner.
Som samlet værk er Henrys debut som solokunstner helt klart unikt og ligner ingen anden dansk tegneserie. Det er også meget sjovt et stykke ad vejen, og så bliver det alligevel noget anstrengende i længden, fordi det sjældent er rigtig sjovt, mest bare mærkeligt og uforudsigeligt, hvilket det til gengæld er hver gang. I Fiesta Magasinet var Henry med som bidragsyder, hvor nogle af fortællingerne også er taget fra, og her kom det absurde i så tilpas afmålte doser, at det bedre gled ned.
Jeg tager hatten af for opfindsomheden og anbefaler den gerne i mindre doser, når man er i humør til noget anderledes. Noget helt, helt anderledes.