Et (a)politisk manifest? En galnings tågesnak som tegneserie? Et spark i røven til tanken om tegneserie som finkultur? Et opgør med den gode smag? Eller måske bare en lettere pornografisk satire uden det store mådehold? Måske er debuttegneserien Antistoffer 1 bare for sjov. Måske er den dødelig alvor. Den er i hvert fald både sjov, for meget, vulgær, grim og konsekvent på en og samme gang.
Jeg indrømmer det: Jeg bladrede i denne debut fra Kim Bjørnholt, før jeg læste den. Og min umiddelbare reaktion var et stort Whaaaat the fuuuck. På den nogenlunde gode måde, forstås. Massive mængder håndskreven, svært afkodelig tekst, lige så massive mængder grafiske blowjobs og kæmpetissemænd. En sjov hovedperson med et rundt hoved. Og sandelig om der ikke også er en kæmpe tisser på forsiden. Den er sgu svær at sidde med i toget på vej til arbejde. De gamle damer kigger bekymret på en og ryster chokeret på hovedet. Hvad laver sådan en pæn ung mand dog med sådan noget kulørt snavs?
Og da jeg så begyndte selve læsningen gik det hurtigt op for mig, at netop denne reaktion fra det grå guld og ”etablissementet” nok rundt regnet er en af de reaktioner, som den gode Bjørnholt er gået efter med sin totalt stream of conciousness-agtige tegneserie. På samme måde som Lars Von Trier i sin tid kastede sin film ”Idioterne” i hovedet på den gode smag og ideen om, hvad man kan forlange af en film rent æstetisk, smider Bjørnholt dette forsøg på en grafisk fortalt lort ind i debatten om tegneserien som kunstform. Det er i hvert fald nogenlunde, hvad der står i det rablende gale efterord. Blandt andet. For der står rigtigt meget.
Plottet (for der er et slags plot): Fortælleren, Kristoffer, får en hård medfart på en våd, saftig tur i byen og må en tur til lægen. Her trækker lægens onde assistent Kristoffers anti-jeg ud af ham – titlens Anti-Stoffer. Det er alt sammen en del af assistentens onde plan om at udslette universet, for som alle ved, vil stofs møde med antistof resultere i en universel apokalypse. Eller noget. Kristoffer er en led, borgerlig, egoistisk idiot, der ikke giver en skid for kulturen, imens Anti-Stoffer er en patetisk følsom sjæl med kunstnerambitioner. Anti-Stoffer har i øvrigt også en elpære i stedet for et hoved og et strømstik i stedet for den ene hånd. Det kan man så tænke over. Hans bedste ven er en kæmpestor pik ved navn Justus. Pikken har selv en pik (eller to) og sandelig også englevinger. Nemlig. Det er dog svært at være en rigtig boheme, når man får succes med det samme. Det går jo ikke for en ægte kunstner.
Et andet sted i plottet er der en kardinal, der så gerne vil have lavet et portræt af sig selv. Han sender en kunstnerisk vidende hund ud for at finde en sand kunstner. Derudover møder vi en slesk kunstkritiker, der blot regner kunstneren som et nødvendigt onde i kunstverdenen (og måske har han ret? I hvert fald i bogens univers). Vi møder også et utal af fortællere. Ikke alene kommer Kristoffer til orde, men tegneren blander sig også. Derudover leverer både hunden, kunstkritikeren og en strandet hval lange, rablende gale monologer om tingenes forfærdelige tilstand i den moderne verden. Bjørnholt undskylder i forordet for sin egen mangel på uddannelse og sin uvidenhed, alt imens han rabler derud af. Jeg ved ikke helt, om jeg skal være bekymret for den gode tegners mentale tilstand, eller om også tegneren er en fiktiv størrelse. Det er ikke muligt at aflæse af værket.
Antistoffer 1 er svær at opsummere. Sommetider minder den lidt om de der håndskrevne manifester, som strømere spillet af Brad Pitt altid finder i seriemorderes lejligheder på film. Frådende betragtninger nærmest snubler over hinanden uden respekt for narrativt flow. Andre gange er dialogen skarp og spiddende. Sommetider har man ondt af stakkels Anti-Stoffer og andre gange har man lyst til at kaste ham ud fra noget højt. Altimens Justus knepper sig vej igennem alt, hvad der bevæger sig. Blandt andet får Anna og Lotte (kendt fra børne-tv) lov til at sutte på lidt af hvert, og sådan går det derud af.
Jeg vender lige tilbage til ”Idioterne” af Lars Von Trier. For ligesom hos Trier er det nemt at respektere, hvad Bjørnholt forsøger at gøre. Han har måske tænkt: ”Jeg har lyst til at pisse ned i halsen på det hele!” Og så har han lavet en tegneserie, hvor han får afløb for sin galde. Og han har ikke ladet ting som formfuldendthed eller kunstneriske hensyn standse sig. Hvis han har tænkt porno med Anna og Lotte, så har han tegnet porno med Anna og Lotte. Og det endda i en meget løs, næsten skitseagtig, men alligevel præcis og levende streg, hvilket er helt forståeligt tegneseriens bevidsthedsstrømformat taget i betragtning. Der er fin sammenhæng imellem form og indhold. Men det er svært helt at holde af den sure tegneserie. Lidt ligesom det er svært at holde af sure mennesker. Selv sure mennesker har dog pointer en gang imellem. Antistoffer 1 er heller ikke helt let at læse, da man skal holde tungen ret lige munden for at følge dens omflakkende vildskab.
Der er i øvrigt også den ret sandsynlige mulighed, at tegneren er ude i et større ironiprojekt, men i tegneserien dræber kunstkritikeren den stakkels Anti-Stoffers kunstneriske ånd med sin evindelige tolken og sætten ord på den kunst, som Anti-Stoffer har følt mere end tænkt over. Så måske skal jeg bare holde kæft og lade Bjørnholt lave Antistoffer 2 i fred.
Karakter: 3/5
Titel: Antistoffer 1
Forfatter/tegner: Kim Bjørnholt
Forlag: Persico
Farve og form: Farve, paperback, tværformat
Sidetal: 48 sider
Pris: 180 kroner
ISBN: 9788799635207
Aktuelt udgivelsesår: 2013
Udgivelsesland: Danmark
