Den om Rufus
Thorbjørn Petersen, Herman Ditte og Mårdøn Smet har skabt det flotteste efterårsmiljø til historien om ræven Rufus. En fortælling om at være på kanten mellem drøm og virkelighed, mellem natur og kultur.
Ræven Rufus sidder trygt og godt i sin lejlighed inde i byen, mens efterårsstormen raser udenfor. Om natten har han dog en mærkelig drøm, hvor han kan flyve. Næste dag fortæller han om den til Hanne fra købmandsbutikken, der til gengæld havde en drøm om, at hun gik tur i byen uden tøj på. Da Rufus senere går en tur i byen, opdager han aftryk fra bare fødder i en park og beslutter sig for at finde ud af, hvem der har sat dem, hvilket fører ham væk fra byen og ud i den natur, han ellers føler sig fremmed og lidt bange for. Dobbeltheden går igen på forsiden, hvor Rufus åbner et bladhang, så læseren kan kigge ind til Rufus med byen i baggrunden.
Historien drejer sig omkring hvad der er drøm og hvad der er virkelighed, hvor både Rufus og læseren til slut bliver lidt i tvivl. Samtidig får Rufus en stærk oplevelse ude i den natur, han jo som ræv fra naturens side egentlig hører mere hjemme i, end en lejlighed inde i byen. Jeg måtte lige læse den en gang mere, for at fange et par detaljer i en historie, der måske kan være en smule for symbolsk for den aldersgruppe på 6-9 år, der ifølge forlaget er målgruppen.
Det er dog stadig en basalt fængende historie om Rufus og hans oplevelser i løbet af et lidt over et døgn. Dertil kommer en helt fantastisk levende billedside, der undervejs har nogle hel- og dobbeltsider med de skønneste efterårsscenarier, nærmest myldrebilleder, fra storbyen. En storby, der både virker meget genkendelig og almindelig, samtidig med at Petersen, Ditte og Smet lige tvister med nogle skæve detaljer hist og her. Disse opslag vil man som højtlæser snildt kunne dvæle ved en rum tid sammen med barnet undervejs i læsningen. Trioens billedside er legende og levende og minder med sin hakkende, lidt skæve streg om tyske Thomas Wellmanns tegneserier tilsat et skvæt Jakob Martin Strid. Eller bare sagt på en anden måde: billedsiden er virkelig høj klasse og stærkt varieret.
Der er klassiske tegneseriesekvenser med et antal ruder på en side med tilhørende tekst- og talebobler. Der er mere klassiske billedbogssider, hvor en illustration står alene på en side med tekst nedenunder. Og så er der alt det indimellem, der bevirker, at man hele tiden både har lyst til at bladre videre for at se, hvad der sker på den næste side, men også har lyst til lige at blive hængende lidt længere og bare kigge på nogle af de mange detaljer i tegningerne. Farverne varieres på samme vis, hvor det går fra det grå, orange og efterårsbrune over det blålilla mørke i skoven til lige at smide noget skævt ind som et lyserødt hus eller en lyserød affaldsspand i parken.
Samlet er der i Den om Rufus basis for både lidt sjov og lidt undren, hvilket ikke er det værste, man kan tilbyde børn i den tilsigtede aldersgruppe. Om historien så for alvor vil fænge og kalde på genlæsning efter genlæsning, hvilket vel er idealet for enhver højtlæsningstegneserie for de 6 til 9-årige, kan jeg godt være noget mere usikker på. Samtidig leveres det dog med så lækker en billedside, at dén i sig selv kan være en attraktion.
