Det forjættede land
Achdé fortsætter rækken af Lucky Luke albums som tegner med en ny forfatter. Jul skriver sin første Lucky Luke-historie, og prøver at tage figuren i en ny retning.
Et fast element i Lucky Luke-historierne har altid været de mange referencer til rigtige personer og historiske begivenheder set igennem en populærkulturel optik. Dette har været koblet med den fransk/belgiske tegneserietradition og derfor har historierne båret præg af det europæiske syn på Amerika og western-genren.
Jul har blandt andet skrevet for det franske satiremagasin Charlie Hebdo og Cartooning for Peace, og han vælger at sætte et, for Lucky Luke, nyt scenarie op. Luke bliver kontaktet af den uduelige kvægdriver Ulykkes Jack, som viser sig at hedde Jacob Stern, der har brug for hjælp. Hans familie tror han er advokat, og da han gerne vil opretholde illusionen, beder han Luke om at beskytte hans familie, når de skal krydse prærien. Her stopper lighederne med de traditionelle western-fortællinger, da det ikke er en hvilken som helst familie, men en jødisk familie, der flygtede fra pogromerne i Europa og som så mange andre jøder i 1800-tallet havnede i USA.
Familien består af Jacks forældre Moishe og Rachel, og deres børnebørn, den tyveårige Hanna og Yankel, der nærmer sig sin bar mitzvah. De er klædt som ortodokse jøder. Moishe og Yankel med sorte jakkesæt, hat og kippah. Hanna og Rachel med tørklæder og farverige kjoler. Deres værdigenstande består af en stor mængde bøger, og en gammel og sjælden torah rulle, men måden de kerer om disse tekster på får to banditter til at tro, at de ligger inde med skatte (de tror også fejlagtigt at familien er amish), og historien igennem jager banditterne familien for at berøve dem. Familien er også under tidspres, idet de skal nå frem til deres destination tidsnok til at Yankel kan stå bar mitzvah.
Undervejs bliver Luke konstant konfronteret med de mange ritualer, som jødedommen indebærer, og må gøre tingene anderledes end tidligere. Historien kommer derfor i lige så høj grad til at dreje sig om jødiske traditioner, og forskelle fra for eksempel kristne, og deres syn på verden. Denne vinkel gør også, at historien tager rod i den amerikanske, jødisk dominerede, tegneserietradition fremfor den fransk/belgiske. Hvis man skulle være i tvivl om, hvilken tegneserietradition Jul og Achdé hylder med dette hæfte, starter hæftet med at fortælle, hvordan den store gruppe jødiske immigranter kom til at sætte deres præg på USA, og der er et øjeblik, hvor to velkendte profiler ankommer til Gotham City med kufferter, der bærer henholdsvis Supermans logo og Batmans.
Det er normalt med intertekstuelle referencer i Lucky Luke, men sjældent i den grad som Jul har lagt for dagen i dette album. Hver eneste side er fyldt med referencer til populærkultur, historiske figurer og jødedommen. Jul har gået efter en høj grad af autenticitet, og det mærkes. Han er naturligvis langt fra den eneste, der sniger mere eller mindre skjulte referencer til jødedommen ind i tegneserier, Jack Kirby, Siegel & Shuster, Will Eisner, Harvey Kurtzman, og Joe Kubert har alle gjort det, men det er en langt mere udbredt tradition i den amerikanske tegneserieverden end her i Europa. Dette gør også, at albummet føles mere amerikansk end Lucky Luke traditionelt set har gjort, uagtet at alle hæfter trækker på western-genren og den amerikanske populærkultur.
Det bliver aldrig helt tydeligt, hvorfor Jul mener, der er behov for en Lucky Luke-historie, der i så høj grad gennemsyres af jødedommen, og som læser kan man også have sin tvivl om, hvorvidt det er positiv karikatur eller decideret latterliggørelse. Referencerne i historien kan inddeles i to kategorier: de kulturelle klichéer, som de fleste kender (store næser, stærke moderfigurer etc.) og de mere tekstligt funderede referencer, som kræver research, og ikke er almenkendt viden uden for det jødiske miljø. Når Ulykkes Jacks familie tror, han er advokat, og han ikke tør fortælle dem sandheden, er det en klassisk kliché. Når den gamle bedstemor i familien påtaler, at Lucky Luke mangler kød på knoglerne og hendes barnebarn er en god kok, er det en klassisk kliché med den modifikation, at en ortodoks jødisk kvinde i 1800-tallet næppe ville ønske sit barnebarn gift med en ikke-jøde. Faderfiguren i familien er den hurtigste skrædder vest for Wisla-floden, og hans barnebarn beder hurtigere end sin egen skygge. Når der gengives hebraisk tekst i en taleboble er det ikke tilfældigt vrøvl, men direkte citat fra Ashrei-bønnen, der bedes tre gange om dagen og optræder i Davids salmer.
Store dele af familien er dræbt af kosakker, og dette er årsagen til deres flugt. David og Goliath-myten optræder direkte, da en af banditterne hedder Goliath og bliver skudt bevidstløs med en sten fra en slangebøsse affyret af den lille Yankel. Der er snakke om Kosher og Treyf, om sabatten, om talmuden, om hvordan jøderne skifter navn for at passe ind, når de ankommer til Amerika, om gefilte fish og gehackte leber. Der er øjeblikke hvor en flugt må gå i stå, da bedstefaren har tabt sin hat (hovedet skal altid være dækket). Der er en samtale, hvor bedstefaren antager, at alle succesfulde mennesker er jøder med forandrede navne. Da de støder på indianere, formår den jødiske familie at knytte stærke bånd til stammen langt hurtigere, end Luke normalt ser.
Dette er kun en brøkdel af de mange referencer, og bogen er altså med andre ord proppet til bristepunktet med intertekstuelle nik. Jul har gjort arbejdet med at få en masse detaljer korrekte, men samtidig er der utallige klicheer og karikerede øjeblikke. Det kommer visse steder til at tynge historien, at den er så opsat på at have alle detaljer med. Hvis hvert andet billeder skal være en reference, in-joke, namedrop, eller lignende, gør det også, at selve fortællingen ikke har særlig meget plads at folde sig ud på. Med til at påvirke læseoplevelsen er også, at der optræder enkelte skønhedsfejl i oversættelsen, som visse steder virker forstyrrende.
Achdé gør stadig sit bedste for at efterligne Morris’ streg og dette gør, at hæftet visuelt glider fint ind i rækken af Lucky Luke-albums. Det kunne klæde serien, hvis man i stedet for at efterligne Morris’ streg gav plads til et mere individuelt og nutidigt udtryk. Matthieu Bonhomme gjorde det med Manden der skød Lucky Luke på en måde, som virkelig klædte figuren. Det er naturligvis forståeligt og nobelt, at Achdé ønsker at holde Morris’ streg i live, men det er samtidig ikke særlig originalt eller vedkommende. Spørgsmålet om autenticiteten i disse fortsatte Lucky Luke-udgivelser melder sig. Er der flere historier tilbage at fortælle med denne cowboy? Jul giver et rigtig godt bud, og der er helt klart elementer, der føles friske og tilføjer nyt liv til både Luke og Jolly Jumper, men det ville klæde Jul at skrue ned for de mere karikerede aspekter. Hans fortid på Charlie Hebdo fornægter sig ikke, og dette er nok medvirkende til, at der opstår tvivl visse stede om han griner med jøderne eller af jøderne. Bogen inkluderer en kort Morris-biografi, men har også en biografi om Charles Moses Strauss, der blev den første jødiske borgmester. Hæftets Jacob Stern (Ulykkes Jack) må også betragtes som en slet skjult hentydning til Levi Strauss’ nevø. der overtog det kendte denim buksefirma sammen med sine tre brødre. I sig selv en reference til de jeans, som er med til at kendetegne Lucky Luke-figuren.
Det nye samarbejde mellem Jul og Achdé er altså i første omgang af lidt blandet kvalitet, men ikke desto mindre er der plads til optimisme, da albummet trods sine mangler er underholdende. Hvis Jul kan udvikle sin historiefortællingen yderligere og løfte sig over Charlie Hebdo-niveau, og Achdé måske endda kan give plads til en mere personlig streg, er der uden tvivl takter til noget virkelig godt med de to herrer ved roret.
