Ondulaten
Udtalemæssigt er forskellen minimal. Men for lille Bastian gør det en verden til forskel, om han kommer hjem fra dyrehandleren med en undulat eller en ondulat i Zenia Johnsen og StineStregens ganske morsomme og letfordøjelige Ondulaten.
Mon ikke ethvert barn i Danmark på et tidspunkt har ønsket sig et dyr? Det gør drengen Bastian også, men til gengæld vil mor have lov at bestemme, hvilket dyr han skal have. Så han får ikke lov at få ønskekaninen og må i stedet nøjes med en undulat. Han vil helst have en blå. Og får en gul. Måske man kan fornemme, at det ikke er barnet, der prioriteres? Derfor får Bastian da heller ikke lov at kalde den ”Grønært”, men må tage til takke med morens valg af navnet ”Trille”. Desværre for Bastian viser det sig, at undulaten ikke er en helt normal undulat. Så da lyset på drengeværelset bliver slukket, og Bastian siger ”Sov godt, Grønært” bliver det besvaret med et surt og ildevarslende: ”Jeg hedder Preben!”
StineStregen leverer på billedsiden sine karakteristiske sjove ansigtsudtryk, som dyrehandlerens mere end ligegyldige mine eller Grønært/Trille/Prebens skift fra almindelig undulat til ondulat. For som titlen mere end antyder, er humøret ikke i top i fugleburet. Det bygger stille og roligt op kulminerende med, at Preben springer ud som fuldblods ondulat, der i bund og grund bare vil have sin frihed i stedet for at være spærret inde i et bur. Det er en simpel og ret enstrenget fortælling, i hvilken man hurtigt aner, hvor den er på vej hen. Zenia Johnsens tekst vil fungere glimrende til oplæsning eller som læselettegneserie i de yngste klasse, hvor korte sætninger og masser af gentagelser tager den uerfarne læser i hånden. ”Trille smiler. Trille knurrer. Trille ler. Trille taler” lyder det, når det er allermest simpelt.
De yngste vil nok også more sig over den ondskabsfulde undulat, der både er grov i næbbet, når den bider og taler. Det er mestendels sjov og spas uden så meget andet på hjerte. På billedsiden sørger StineStregen for at alt kan opfattes lige så let som på tekstsiden. Hun leverer ikke meget mere end det højst nødvendige med sin minimalistiske signaturstreg, der tegner de ting, der er centrale og ikke meget andet. Ondulaten er som helhed både let læst og let fordøjet.
