Homonculus 1: Slangeilden
Benni Bødker og Rune Ryberg kaster sig ud i den efterhånden glemte disciplin indenfor danske tegneserier: serien. Homonculus 1: Slangeilden lider desværre af lidt for mange begyndervanskeligheder til at man med det samme klapper ubetinget i hænderne.
Bered dig på at få udvidet dit ordforråd, hvis du kaster dig ud i læsningen, medmindre du ligger inde med en ph.d. i okkultisme. Mon ikke de færreste af os kan jonglere med Sambhalah, mahatmaer, æterplanet, det piezoelektriske felt eller de syv flammeherrer fra Venus. Bødker og Ryberg tager dog ikke læseren i hånden med indførende forklaringer, de dryppes bare ud i historien, efterhånden som den skrider fremad.
Typisk skal det første bind i en serie en del lidt kedelige ting. Miljøet skal ridses op, personerne skal præsenteres og handlingen skal sættes i gang. Samtidig skal læserens opmærksomhed fanges, så det er en balance imellem iscenesættelse og handling. Her prioriterer Bødker og Ryberg iscenesættelsen over handlingen. Derfor får man fint indblik i miljøet, den engelsk overklasse i slutningen af 1800-tallet. Der holdes spiritistiske sammenkomster på store godser, der udpakkes mumier som underholdning, hestevogne kører rundt i gaderne, hvor bobbyer patruljerer.
Hovedpersonen dr. Harryhausen, professor i orientalsk filologi, får man også et godt indtryk af, men derfra begynder det at blive lidt mere speget. Nogle mærkelige væsener træder pludseligt ud af den blå luft. Nogle kan se dem, og andre kan ikke. Harryhausens lille homunculus-medhjælper hører til de udvalgte og kan under de rette omstændigheder få øje på væsenerne, eller med doktorens ord ”se æterplanet”. Det kan vi som læsere også, allerede på den spændingsopbyggende forside, hvor Harryhausen og hans homunculus er omringet af sære tentakler, der faretruende rækker ud efter dem.
På bagsiden står de to i samme positur set bagfra, men nu uden tentaklerne, måske som en påmindelse om, at det ikke er alle, der kan se æterplanet. Havde jeg ikke læst bagsideteksten, er jeg ikke sikker på, at jeg efter endt læsning af bind 1 ville have opfattet, at Harryhausen som ”bekæmper af falske medier” er i kamp ”mod det verdensomspændende Ashra-Selskab”. Dertil træder plottet ganske enkelt ikke tydeligt nok frem.
Det lyder fint, fornemt og indviklet, når Harryhausen pludselig indser at: ”Slangeilden er den åndelige, elektrisk[e] kraft, der udspringer af æterplanet. Et aspekt af Buddhi, der kan være skabende såvel som dræbende.”, men hvis essensen ikke træder frem for læseren, så fænger det ikke, men fortaber sig som okkult fabulering, man kun kan håbe på samler sig til noget senere i serien. Godt nok lyder det til at være en vigtig kamp på liv og død, det kommer bare ikke ud over siderne og ind under huden på læseren.
Albummet slutter med fem siders ren tekst. Et uddrag fra ”The Sanders-Whitby Expedition and its Consequences”, der desværre heller ikke gør noget for at få det til at løfte sig til som optakt til næste bind, tværtimod.
Ærgerligt! Ikke mindst fordi udgivelsen er så lovende i det ydre. Hardback i stort format trykt på lækkert papir. To danske tegneseriekunstnere med noget på cv’et i Benni Bødker (Julebestiariet og en stribe primært børne- og ungdomsbøger) og Rune Ryberg (Death save, Gigant). Rune Ryberg giver den heldigvis vanligt gas på den visuelle del af fortællingen. Blandingen af realisme og overnaturlige elementer passer som fod i hose til hans let genkendelige og meget sprælske streg. Heldigvis får han masser af plads at udfolde sig på. Flere af albummets afsnit indledes med en eller flere ordløse sider, hvor kun billederne stemningsfuldt sætter scenen. Lige så livlig er også Lærke Enemarks farvelægning, der meget markant med sine hyppige skift i baggrundsfarve er en ikke uvæsentlig medspiller til det grafiske udtryk.
Jeg krydser fingre for at historien løfter sig i 2’eren, så den formår at samle sig og engagere, for ellers er det skønne spildte kræfter og et partnerskab, der i højere grad hæmmer Ryberg, end når han tidligere har stået på egne ben.
