The Sad Ghost Club 2 - Jagten på sjælevenner
Ensomme spøgelser finder sammen og tøvende, sød venskabsmusik opstår. Lize Meddings har alle de rigtige hensigter, men mangler virkemidlerne til at give dem liv.
Jeg var ikke imponeret over første forsøg , men min indflydelse på engelsk og dansk udgivelsespolitik er åbenbart begrænset. I hvert fald udgiver Gads Forlag nu The Sad Ghost Club 2 – Jagten på sjælevenner. Det er måske meget godt, for selv om begejstringen fortsat bliver til at overskue, må man give Meddings point for vedholdenhed og gode intentioner.
Unge i dag har åbenlyst en oplevelse af at have dårligere trivsel end tidligere generationer. Mens vi venter på Regeringens Trivselskommission kommer med sine anbefalinger på samfundsniveau om et halvt års tid, har Lize Meddings valgt en anden tilgang. Hun vil have den enkelte til at handle. Hun vil have den enkelte til at tage den svære kamp, lave en ændring i sit handlingsmønster og selv gøre noget ved sagen. Næppe nogen dårlig taktik, baseret på politiske kommissioners gennemsnitlige succesrate, når det kommer til gennemført realpolitik.
I The Sad Ghost Club 2 er det derfor op til hovedpersonen Socks at få vendt det negative mønster, han hænger fast i. For allerhelst vil han bare være alene derhjemme. Sove, stirre op i loftet og bare tænke over, hvor lidt han får udrettet. I slutningen af The Sad Ghost Club 1, fandt han ellers sjælevennen SG, med hvem han i fællesskab stablede ideen om en klub for ensomme spøgelser på benene. Nu skal klubben stå sin prøve, da de har fået deres første henvendelse. Når de kalder sig, og gengives som, spøgelser i tegneserien, er det fordi de føler sig usynlige i sociale sammenhænge. De kunne efter egen opfattelse lige så godt være luft for andre, men det er nu engang lettere at se dem på siderne, når de er klædt ud som spøgelser, end hvis de var gengivet som luft.
Det skal lige bemærkes, at eftersom alle personer er klædt ud som spøgelser med lagen over hovedet og har kønsneutrale navne, så er det mit valg at kalde Socks for ”han”, hvor det for en gangs skyld ellers ville være mere korrekt med det kønsneutrale pronomen hen. Heri ligger også en af svaghederne i Meddings grafiske udtryk, for alle ligner hinanden. Nuvel, Socks har hvide ærmer og hvide bukser stikkende ud fra lagenet. Medskaberen af klubben for triste spøgelser, SG, har hvide ærmer og sorte bukser, mens det nye medlem, Rue, har sorte ærmer og hvide bukser. Så kan man ellers holde tungen lige i munden og prøve at kende forskel på dem med en gabende kedsommelig billedside, hvor de ellers identiske lagenklædte spøgelser fylder hver evigt eneste billede.
Meddings simple tegninger tilsat en gråmleret farvelægning gør ikke noget for at løfte stemningen, ligesom den ofte minimale handling fra billede til billede giver et ensartet og dræbende langsomt tempo. Der sker ufattelig lidt i betragtning af, at der er tale om en tegneserie på 250 sider. For eksempel her, hvor Socks ligger i sin seng og selvvalgt keder sig gudsjammerligt, fordi han føler sig frosset ud af sin egen klub:
Det viser sig nemlig, at medstifteren SG kommer godt ud af det med klubbens første nye medlem. Så Socks bliver pludselig i tvivl. Er han god nok? Vil de andre hellere være ham foruden? De negative tankemønstre, der også dominerede ham i 1’eren, sætter i gang og kværner derudad. Da han endelig kommer ud af dem, viser det sig, at Rue er ramt af præcist det samme. Kan to negative give et positivt resultat og sørge for at klubben ikke lider døden inden den stort set er begyndt?
Sprogligt og grafisk gives ingen kønsidentifikationer, hvilket giver god mening, da alle former for køn så vil kunne identificere sig med personerne. Samtidig vælger Meddings politisk korrekt at lade dem omtale enkeltpersoner som flertal, når de tænker eller taler om hinanden. ”Hvorfor skulle de? De har jo deres nye ven nu…” tænker Socks om, at SG ikke prioriterer ham, da han mismodigt trasker hjem fra det første møde imellem de tre. Reelt skal tankerne læses som: ”Hvorfor skulle SG? SG har jo sin nye ven nu…”. Ingen nævnt, ingen stødt – og alle inkluderet.
Som nævnt indledningsvist har Meddings alle de rigtige hensigter. Vi bliver gladere som mennesker, hvis vi omgås med og gør noget for andre mennesker. Negative tanker har en tendens til at fastholde os i uheldige mønstre og i stedet for at overtænke hver eneste handling, skal man nok hellere udføre nogle af dem. Kombineret med en ekstremt statisk og ensformig billedside samt en tung, overforklarende dialog, bliver helhedsindtrykket desværre mere negativt, end det fortjener. Her et eksempel på dialogen, da Socks fortæller SG om sine tanker: ”Er det ikke vildt, hvor meget det kan fylde? At have så mange tanker og sådan? Når man er midt i det, kan man ikke se det, men dem, man prøver at skjule det for, kan.” Hvortil SG svarer: ”Haha, ja man kan ikke få folk til at holde op med at bekymre sig. Uanset hvor meget man prøver.” Udvekslingen finder sted efter læseren netop har oplevet dette over mere end 200 sider. Man får helt ondt af den stakkels oversætter Sophie Souid, der ellers nok forstår at skrive en spændstig tekst i sin egen serie om Møgmis.
Jeg vil gerne give point for, at Meddings gør noget, hvor andre nedsætter kommissioner. Men behøver det være så kedeligt fortalt, gå så langsommeligt og være så uinteressant tegnet? Nuvel, man får virkelig fornemmet, hvor lidt man får udført, når man befinder sig i en tilstand af fortvivlende depressiv uvirksomhed og mistro til egne evner. Dog er det vel ikke tanken, at læseren efterfølgende selv skal føle sig deprimeret!
