The Sad Ghost Club - Jagten på sjælevenner
Engelske Lize Meddings The Sad Ghost Club – Jagten på sjælevenner er lige dele velment og sympatisk. Samtidig er den desværre helt uinteressant visuelt og slæbende langsomt fortalt.
I Meddings univers er et spøgelse en ensom person, der ikke bemærkes af andre og derfor lige så vel kunne være død og borte. Det illustreres helt konkret, da disse ensomme personer har et kæmpe lagen på, så de ligner parodien på et spøgelse med huller til øjne og mund. Forneden stikker ben og sko ud, så de kan tøffe rundt i deres triste tilværelse.
Historien starter, da et sådant spøgelse vågner i sin seng om morgenen og alligevel føler sig træt. Herefter begynder et enormt tankemylder om alle de ting, der er galt – og ikke mindst forventet vil gå galt: ”Jeg bliver til grin. Min opgave bliver sygt dårlig og så dumper jeg og bliver smidt ud af skolen. Jeg får helt sikkert aldrig et job. Jeg får så dårlige karakterer, at jeg ikke kommer til at tjene nogen penge og OMG, så bliver jeg nødt til at blive boende hos mine forældre for evigt.” Så er morgenstemningen ligesom slået an til en dag med mørke skyer. I løbet af ingen tid går stemningen fra at dagen er ødelagt til, at livet er ødelagt.
Meddings har en detaljeret gengivelse af det tankemylder, der med konstant negative perspektiver kan dræne et ungt menneske for mod på at omgås andre, tage initiativ og få udrettet andet end at ligge i sengen hele dagen. Der skal ingenting til for at starte en nedadgående tankespiral. En festinvitation bliver lynhurtigt analyseret. Hvad vil der være af negative konsekvenser ved henholdsvis at deltage eller undlade at deltage? Intet er så skidt, at det ikke er skidt for noget.
Den mentale udmattelse er alarmerende. Både hos spøgelsespersonen i fokus og læseren. Alt bliver overtænkt, imens der næsten intet udrettes. Dog lykkes det spøgelset at få slæbt sig afsted til festen, hvor alle negative forventninger bliver opfyldt. Og så alligevel ikke. For pludselig får det øje på et andet spøgelse, der sidder og kigger på sin mobiltelefon. Det bliver begyndelsen på den åbenbaring, at man sjældent er unik. Groft sagt falder The Sad Ghost Club i to dele. Første del er optakt til og deltagelse i festen. Anden del er en samtale mellem de to spøgelser.
Som fortæller tager Meddings sig rigeligt god tid for at få nogle ret enkle pointer understreget. Først håbløsheden over at være fanget i et bekymringstankemylder, der tenderer til en depressionslignende tilstand. Dernæst nogle, naturligvis velmente og rigtige, råd om at det hjælper at tale med nogen om det, og at man ikke er alene.
Billedsiden gør ikke meget for at lette stemningen. Den er meget ensformig med sine lidt naive, primitive billeder med nuancer af grå. Sjældent bruges der andet end normalperspektiv i total eller halvtotal. Nu er det selvfølgelig også begrænset, hvor meget mimik, man går glip af, ved ikke at rykke helt tæt på et lagen med to huller til øjne og ét til munden. Det ene billede ligner ofte det andet, og monotonien i alt fra personer til baggrunde bliver dræbende i længden, så man læser teksten, mens billedsiden flimrer forbi.
Hvis The Sad Ghost Club – Jagten på sjælevenner kan hjælpe ét eneste ensomt menneske videre i en udvikling væk fra håbløshed, så er den naturligvis alle pengene værd. Det vil den i hvert fald helhjertet, så intentionerne fejler intet. Det gør udførslen dog i overvældende grad. Derfor bliver det samlet set en trist historie om et trist spøgelse.
