Anmeldelse
Simon Petersen lader sit alter ego smide hverdagslivet ud i toilettet for at leve drømmen som forsanger i et punkband ud. Kan det lade sig gøre at opnå drømmelivet lige inden han runder de fyrre år? Det kan i hvert fald lade sig gøre at underholde med historien om det.
Hovedpersonen Simon er i midtlivskrise fanget imellem ungdom og voksenliv, imellem arbejde på ungdomsskole og drømmen om det fede musikerliv. Det største problem er nok, at han i begge verdner har en alder eller indstilling, der gør ham uegnet til dem.
På ungdomsskolen irriteres han over de ældre lærere, der helt ude af trit med udviklingen snakker om tavlekridt, dvd’er og de børn, Simon absolut ikke har intentioner om at få. Som om det ikke var nok, går elevernes uvidenhed ham i lige så høj grad på med den konsekvens, at han hverken føler sig hjemme i undervisningen eller på lærerværelset.
Da han om aftenen trækker i læderjakken og begiver sig til koncert på ”Kødkværnen” står han derimod som en sur, gammel mand og kommer med kommentarer som: ”man kan jo ikke høre et ord af hvad han synger” eller ”mine gamle venner kommer her heller ikke mere”. Nej, det er ikke let på samme tid at være ung i de gamles verden og gammel i de unges verden.
Ud af det blå dukker chancen han har ventet på dog op, og han springer på tilbuddet om at blive forsanger i et punkband. Mikkel, Rune, Lone og Simon i ”The P.M.B. Club” får mod alle odds stablet en kort turne til Tyskland, Holland og Belgien på benene. For egentlig spiller de ikke synderligt godt og Simon skal i højere grad køre den hjem på charme og sceneshow i stedet for sin stemmepragt. Og bandnavnet? Det bliver skabt på scenen som en hurtig indskydelse af Lone, der er træt af småskænderier: The Pathetic Macho Boys Club.
Som titlen antyder går det ikke helt glat, punker eller ej, så er der er nemlig stadig dømt midtlivskrise. Tjald, tømmermænd og en uendelighed af trakasserier fylder stille og roligt tourbussen op. Heldigvis holder Simon Petersen det hele ud i strakt arm og skåner ingen for sin isnende ironiske fremstilling af, hvordan drømmen om på falderebet at nå det hele kun fører til et tungt og fladt fald mod en regnvåd autobahn.
Da Simon som en anden superhelt har haft et dobbeltliv med både et borgerligt arbejde og punkliv om aftenen, har han mere end svært ved at starte sit nye koncertliv fra bunden. Når en rigtig seng med madras på et overnatningssted i Belgien bliver et højdepunkt på dagen, så burde man nok vide, hvad klokken har slået.
Hvis man kan tale om at have en punket tegnestil og fortællestil, så nærmer Simon Petersen sig: rå og upoleret. Langt tættere på de festivalreportager, han med mellemrum leverer her til sitet end tidligere og mere polerede udgivelser som fx I was a hippie cartoonist. Det har sin charme, så godt nok kan man sidde og tænke, at det kan Petersen jo gøre bedre, men til gengæld kan han næppe gøre det meget mere i historiens ånd. For en gangs skyld er det sjovt at opleve en nedt(o)ur. Så kan vi andre halvkedelige, halvgamle jo klappe os selv på ryggen imens og glæde os over, at vi valgte ikke at tage chancen.
Del på
