Pseudo
Nyligt single og med licens til at drikke og kneppe bliver Cats rejse gennem datingjunglen i Matilde Digmanns tegneseriedebut Pseudo til en rejse gennem svære emner som social afhængighed og skadende normer.
Med sig gennem katte-universet har Cat sin trofaste følgesvend Ted, som er … hendes kat. Sammen takler de alt fra intimbarbering til MDMA, når Cats vilde år bevæger sig fra den ene yderlighed til den næste.
Millennium orgasmisk æstetik og en f***ing meta forside
Er millennium orgasmisk en rigtig betegnelse? Hvis ikke, så er det nu, for det er som-om 00’er Cæcilie går i fuld svingfigur, når jeg ser denne her bog. Sølvomslag som man kan
spejle sig i og skrig-pink titel og sidekanter, altså …
OMG YES!
At spejlblanke overflader i sig selv er flotte skal ikke undervurderes, men det er gigaintelligent med et spejl på forsiden af denne her bog. Pseudo ER et spejl. Jeg kan se så mange mennesker genkende de handlemønstre, situationer og coping-mekanismer som Cat gennemlever. Derfor virker det også ekstremt passende, at det er dem selv, der er på forsiden – det her er deres pseudo-historie.
Bogens tegninger er sort/hvide tusch-tegninger og benytter sig kun af skygge i form af skravering. Det skaber et kontrastfyldt udtryk, som jeg personligt virkelig nyder. Linjerne er rustikke, men fremstår alligevel rene, hvilket bidrager til en god læsbarhed og lader læseren slappe af med billederne. Motiverne er også virkeligt smukke, og der er adskillige sider i bogen, som jeg har lyst til at hænge op på min væg.
En historie om at være sårbar og stærk
I starten fascineres man mest af det sjove katteunivers og de mega flotte tegninger.
Til gengæld er Cat en smule svær at mærke. Hun fremstår som en lidt ensidig type, der tager nøgenbilleder og onanerer på sit kontor, før hun overhovedet har købt læseren en drink og det føles lidt fladt. Lidt efter lidt, begynder man dog at fornemme at der er mere i historien, og i Cat, end bare dårlig dømmekraft og horrible hook-ups.
Som historien udvikler sig, gennemlever vi flashbacks til Cats fortid, dårlige trip og formanende samtaler mellem Cat, Ted og edderkoppen fra kælderen. Det er der, man begynder at elske Cat i alt hendes forståelige fucked-up-hed.
Forstå mig ret … det er OGSÅ en historie om en masse underlige dates. Men det er også en smuk rejse ind i sindet på en sårbar person, i en svær udvikling. Derudover er det en historie om, hvor meget man kan være villig til at gå på kompromis, for at blive elsket af andre.
Hvem eller hvad er Ted?
Forholdet mellem Ted og Cat gør bogen værd at læse i sig selv, for det er simpelthen så mærkeligt og jeg elsker det. Ted er Cats kat, eller hvad? For er Cat ikke selv en kat? Og hvorfor kan katten tale og tage med på bar?
Netop fordi Ted og Cats forhold er så tæt, var jeg tit i tvivl om, hvorvidt Ted overhovedet eksisterer andre steder end i Cats hoved. Selv efter jeg har læst bogen færdig er det simpelthen stadig umuligt for mig at afgøre. Ted er den eneste Cat i sandhed elsker og stoler på i bogen. Han er sammen med hende altid, også når hun onanerer, og han barberer hendes røv-hår, hvis hun ikke lige kan nå.
Men der er samtidigt ikke noget der indikerer, at folk i dette katte-univers ikke skulle kunne have huskatte. Cats ublamerede forhold til Ted, selv hvis han blot er en roommate, er også i ganske god tråd med Cats persona. I sidste ende må man bare tænke:
Stil ikke spørgsmål ved logikken, Ted er en Ted er en Ted.
Et tveægget sværd… men et sejt et, med savtakker!
I Pseudo lykkes Digmann med at afbillede en række kerne-mekanikker i, hvordan dårligt selvværd installeres i os, og hvordan det vedligeholdes af samfundets normer. I det lys bliver Pseudo et dejligt uhøjtideligt feministisk værk, og alene derfor er det vigtigt at det eksisterer.
Med satirisk lethed afbilledes ting, som vi tager for givet på en til tider absurd og altid ligefrem måde. Et eksempel er, når Cat barberer pelsen af sine katteben, eller når hun bliver usikker på sin krop på grund af ”gode fitness råd” fra en fyr, som hun godt ved, er en idiot.
Det er dog også et tveægget sværd, for det er også en masse problematikker, som der ikke rigtigt er noget nyt i for mig længere, og derfor havde jeg ikke nogen vild AHA-oplevelse med bogen. Men jeg nød alligevel fortællingen om Cat, og det er der, det tveæggede sværd får savtakker og laver flammetricks. En god fortælling kan netop fungere på forskellige planer for forskellige mennesker, og det indfrier Pseudo 100%.
Læs vores interview med Matilde Digmann omkring arbejdet med Pseudo.
Del på
