Men er det sjovt
Gitte Skov er en af Weekendavisens faste tegnere og tegneseriedebuterer med Instagramserien Men er det sjovt, der tager livtag med satirens væsen anno 2010’erne.
Men er det sjovt er startet som en instagram-tegneserie. Fra foråret 2018 til sommeren 2019 postede Gitte Skov dagligt en tegning på billeddelingstjenesten, hvilket nu er blevet til en egentlig forlagsudgivelse.
Instagramformatet er stærkt begrænset. Måske er det derfor, det fungerer så forholdsvis godt som digital ramme for netop tegneserier. En rude af gangen er der (som regel) plads til på skærmen. Og højst en håndfuld ruder i én klump ad gangen. Det giver en bedre læseoplevelse end mange langt mere omfattende og målrettede forsøg på at skubbe kunstformen/mediet op i den der sky.
Problemet med digitale tegneserier har ofte været, at for meget af den gamle form hang ved, og at man som læser endte med et på overfladen digitalt produkt, der i bund og grund var en trykt tegneserie, blot i den forkerte størrelse eller opløsning. Den slags er der ikke plads til at få igennem ‘grammets nåleøje, så her bliver tegneserierne nødvendigvis underordnet mobiltelefonens skærmstørrelse og de sociale mediers funktionalitet. Og som så ofte tager kunstformen ikke skade, men næres tværtimod af kanalens snævre rammer.
Men er det sjovt handler om en midaldrende, kvindelig avistegner, der begynder at lægge en daglig tegning på Instagram. Vi følger hendes indledende overvejelser om likes og følgere og almindelig usikkerhed og uformåen. Primært gennem den vedvarende dialog med hendes hund, den kæmpestore broholmer Frigg, der ikke blot kan tale, men også har en betydeligt bedre forståelse af sociale medier, det omkringliggende samfund og satirens rolle heri end tegneren selv.
Den daglige tegning udvikler sig til en undersøgelse af satiretegningens væsen anno 2010’erne. Skov kommer omkring en forbløffende stor del af de emner, der har optaget metamediebilledet de seneste år. Fra muhammedtegninger over heteronormativitet og generationskløfter til slibrige profilbilleders appel. Og med stor opfindsomhed.
Tegneren beder til Gud om mere i løn og vågner op med mandlige kønsorganer mellem benene som svar. Hun køber en tænkehat, der viser sig at være en kinesisk turban med tilhørende lyspære, appelsin og bombe i westergaardsk stil. Og hun opfinder en tegnestil, der gør det muligt for ciskønnede, hvide, midaldrende velfærdsstatsborgere at lave karikaturer af alle tænkelige figurer, bortset fra én, uden at krænke nogen.
Om det er sjovt er det store spørgsmål. Det er i hvert fald vittigt og tankevækkende, sådan som Gitte Skovs illustrationer ofte er. Men det er først og fremmest fuldstændig overvældende fedt tegnet. Skov er en af landets ypperligste satiretegnere, med en bedragerisk enkel og fra en overfladisk betragtning skødesløs streg, der rummer koncentreret saft og kraft nok til at gøre ethvert opslag til en umamibombe i sig selv. Ja, det er sjovt. Tegnet.
Men er det sjovt er ikke en helstøbt nok tegneserie til at udløse topkarakter. Det kan nok ikke være anderledes, dens tilblivelseshistorie taget i betragtning. Men det er en modig og begavet og forrygende flot samling avisstriber eller instagrammer eller hvad man nu skal kalde dem. Mere af den slags, mere af Gitte Skov, tak!
