Lejemorder i gråt

Feel-good-termostaten står på nul, når Tardi sætter billeder på Manchettes 70’er-krimier.

Jean-Patrick Manchette var en betydningsfuld forfatter i fransk-belgisk litteratur; mest kendt for sine krimiromaner fra 70’erne, men derudover også filmmanuskriptforfatter og -anmelder, tidsskriftsredaktør og oversætter (af bl.a. Watchmen). Han holdt meget af tegneserier, redigerede en kort årgang et tegneseriemagasin og skrev Griffu til Jacques Tardi. Manchettes krimier, der satte neo polar-bølgen med dennes misantropisk-venstreorienterede samfundskritik og beskidt-realistiske brutalitet i gang, ligger i naturlig forlængelse af Malets Nestor Burma’er og lige for for Tardi også at omdanne til tegneserier. Den første af slagsen, Vejene rundt om Georges Gerfaut, udkom på dansk i 2006, og 10 år senere følger Faraos Cigarer op med de to næste i serien:

Skud fra liggende stilling er baseret på Manchettes selvvalgte farvel til krimigenren fra 1981 og hans, skulle det med tiden vise sig, sidste roman. (Den blev udgivet på engelsk under titlen The Prone Gunman i 2002 og tildelt New York Times’ top mystery book-titel samme år.) Hovedpersonen er en professionel morder – den gennemgående figur i Manchettes forfatterskab, hvad enten det er som pro- eller antagonist, hoved- eller bifigur – der forsøger sig med et selvvalgt farvel til sit erhverv, men selvfølgelig bliver trukket ind i det igen, netop som han troede, at han var sluppet ud. Romanen blev for et par år siden filmatiseret af Taken-instruktør David Morel uden succes blandt hverken publikum eller anmeldere på trods Sean Penn og Javier Bardems medvirken.

Handlingen i Tosseanstalter og luftkasteller (udgivet på engelsk i 2014 under titlen The Mad and the Bad) har ligeledes en lejesvend, en aldrende brite med mavebesvær, som omdrejningspunkt; han skal foranstalte kidnapningen af en 10-årig mangemillionær, men møder en overraskende kapabel modstander i form af drengens barnepige, netop udskrevet fra et psykiatrisk sanatorium. Denne besynderlige duel er noget nemmere at engagere sig i end føromtalte gunman, som er så gennemført trist en eksistens, at man bare ønsker ham aflivet for at gøre en ende på lidelseshistorien, men som for Griffu og Georges Gerfaut er der ingen forløsning at finde i afslutningen; om protagonistens projekt lykkes eller ej er i bund og grund ligegyldigt.

Hvilket passer perfekt til Tardis temperament og tegnestil: Persongalleriets næsten altomfattende mangel på forsonende træk bliver akkurat udholdeligt i hans vamsede figurtegning, og hans by- og landsskabsskildringer af Frankrig, her i 1970’erne i stedet for 1940’erne, 1910’erne eller 1790’erne, er trods sporadiske tegn på tegnerens efterhånden 70 år stadig noget af det mest sublimt stemningsfulde, undertegnede har set ikke i blot tegneserieform, men i visuelle medier i det hele taget. Manchettes manuskripter giver monsieur rig mulighed for at dyrke sin forkærligheder for regnvåde gader, menneskets grundlæggende ondskabsfuldhed og en overflod af alt det, der helst skulle blive inde i menneskekroppen, blod, bræk, hjernemasse osv.

Manchette vil nok være et barskt bekendtskab, selv hvis man er opflasket med tidens bestialske krimier og såkaldt mørke tv- og tegneserier; hans kuldslåede grå er langt mere skræmmende end nok så megen sort/rød: Det er ikke det onde, men netop fraværet af godt og ondt, moral og mening med noget som helst, der er det store ubærlige. Som forfatter er han nærmere beslægtet med Camus (eller en nybølgeinstruktør som Claude Chabrol, hvem han samarbejde med om Nada fra 1974) end med fx en Jean-Christophe Grangé, der som de fleste regulære spændingsromanssnedkere trods det eller de ondes anslag og alle ubehagelighederne tager udgangspunkt i en grundlæggende god og tryg normaltilstand, som skal og kan genoprettes.

Det var også det, Penn og Morel ikke kunne turde (eller ikke kunne rejse pengene til at) medtage i deres misforståede filmadaptation, og som nok bare ikke er forenelig med underholdningsprodukter målrettet et bredere publikum bortset fra en enkelt undtagelse som fx Finchers Seven eller Nolans Memento i ny og næ: Forståeligt al den stund, at folk ikke gider at betale gode penge for at blive gjort i dårligt humør. Og det er risikoen ganske stor for med Tosseanstalter og luftkasteller og med Skud fra liggende stilling næsten garanteret. Så har man til gengæld anledning til at glæde sig over Tardis fine og loyale fortolkning og fuldfede streger; hans Manchette-kvartet, hvoraf den første, Griffu, fortsat er højdepunktet, hører bestemt med til hovedværket.