Nada
Fransk noir-krimi er intens og veltegnet, men også lige ærbødig nok overfor romanforlægget.
Jean-Patrick Manchette ses som en af de fremmeste franske krimi-forfattere. Hovedparten af værket tilhører 70’erne, hvor han skrev en række rå, mørke thrillere, båret af hans politiske ståsted på venstrefløjen. Mange af romanerne er der siden blev sat billeder på, både levende, i form af en række filmatiseringer, flere af dem med stjernen Alain Delon i hovedrollen, og tegnede, primært signeret mesteren Jacques Tardi: Vejene rundt om Georges Gerfaut, Skud fra liggende stilling og så videre.
Bag de seneste tegneserieadaptioner står nu den dygtige og erfarne tegner Max Cabanes, der ikke er synderlig kendt i Danmark, men som allerede i 1990 modtog den store pris i Angoulême for sit samlede væk. Han har i samarbejde med Manchettes søn, forfatteren Doug Headline, lavet fire tegneserier baseret på Machette-romaner, hvoraf den vellykkede Fatale udkom som den første på dansk i 2021.
Nu foreligger så Nada, små 200-siders terrorister-og-politi-thriller om en gruppe venstrefløjsekstremister, der i 70’erne bortfører den amerikanske ambassadør i Paris.
Lad det være sagt med det samme: Manchette og Cabanes klæder hinanden. Manchettes kyniske historie, hvor vi følger optakten, kidnapningen, og den blodige efterfølgende politijagt på ”Nada”-gruppen er basalt medrivende, og Cabanes’ realistiske tegninger er på én gang detaljemættede og fulde af liv. Hans tynde, skitseagtige streg giver mindelser om klassisk magasin-illustrationskunst, og alt synes stemningsfuldt registreret med stor præcision, hvad enten der er tale om højloftede pariserlejligheder eller snedækkede landskaber. De blege farver, ofte i bedøvede blå, grønne og orange toner, er med til at sætte 70’er-tonen.
Det er en hårdkogt og intens thriller, med et desillusioneret blik på både de usympatiske venstrefløjs-ekstremister, hvis idealistiske motiver synes uklare, og den franske stat og dens håndlangere, der ikke lader terroristerne noget efter i hensynsløshed. Snarere tværtimod.
Men Cabanes, og nok særlig Doug Headline, synes også lige ærbødige nok overfor forlægget. Målet synes at være at genfortælle bogen slavisk i billeder og samtidig beholde så meget af roman-teksten som muligt. Så når en tegning viser terroristen Épaulard køre ad en mudret jordvej i sin bil, fortæller billedteksten det samme: ”Épaulard drejede ind på en jordvej. Den lerede jord var oversået med pytter”. Og når man ser filosofilæreren åbne døren, står der: ”Filosofilæreren åbnede, da ringeklokken lød anden gang”. Og sådan fortsætter det. Der er en konstant redundans mellem hvad der udsiges i billeder og tekst.
Som læser slipper man således aldrig fornemmelsen af at læse en illustreret roman. Forlægget skinner hele tiden igennem, som var tegningerne lavet på kalkerpapir over den oprindelige tekst.
Tegneserier og prosa er to væsensforskellige udtryksformer, og søger man bare at tegne et-til-et hvad der står i teksten, ender man med et resultat, der ikke udnytter tegneseriens særlige virkemidler. Den optimale adaption kræver, at man frigør sig fra forlægget og finder måder at fortælle på, der er unikke for den kunstform, man udtrykker sig i.
Jeg gætter på, at romanen Nada havde kapitler med skiftende synsvinkler. Det fungerer ikke rigtigt her i tegneserien. Og at romanen bedre fik forklaret mere komplekse sammenhænge, som hvad de interne ideologiske uenigheder internt i ”Nada”-gruppen går ud på, og hvordan de forskellige afdelinger og fraktioner i den franske efterretningstjeneste fungerer. Det er vigtige elementer i plottet, og måske også i Machettes politiske kritik, men Cabanes og Headline får aldrig redegjort for det – ikke fordi man ikke kan det i tegneserier, men fordi de ikke tør udnytte formsproget fuldt ud, og i stedet holder inden for en konservativ illustreret-roman ramme.
Trods det er Nada stadig fed. Cabanes og Machettes kvaliteter er uomtvistelige, og de klæder som sagt hinanden. Det er på mange måder en flot tegneserie-thriller. Jeg ville bare ønske, at jeg ikke hele tiden kunne skimte prosaromanen bag tegningerne.