Husvild
Pingvinder Lars Kramhøft vender tilbage til rødderne i zineopsamlingen Husvild om at være ung, idealistisk og økonomisk på røven i København.
Lars Kramhøfts alter ego i Husvild stræber uafladeligt efter at komme ind i kridthuset hos kulturparnasset i København. Imens skifter han fra lejlighed til lejlighed i et boligmarkedet, der beskrives som det vilde vesten, hvor selv det mest kummerlige værelse kan udlejes for en formue.
Frygten for hvert øjeblik i stedet at ende i lighed med sælgerne af Hus Forbi løber uafladeligt som en understrøm af iskoldt vand, under den tynde line hovedpersonen balancerer på i kampen for at blive til noget i Københavnstrup. Her rykker hovedpersonen over fra det jyske moderland, for nu skal han være forfatter og kunstner med stort K. Det bliver til en kamp imod høje huslejer, skøre samboer eller udlejere, ignorante forlæggere samtidig med der skal festes, scores og produceres kunst.
Lad det være sagt med det samme. Husvild er underholdende, men den er ikke en ny Noget frygteligt er altid lige ved at ske. Den rammer ikke lige så rent og alment som pingvinderen fra 2020, men mindre kan også gøre det.
Som læser kan man godt tænke: jo, jo, vi har jo alle siddet lidt stramt i det på et tidspunkt, men hvorfor tjener du ikke bare nogle penge og arbejder lidt på karrieren ved siden af. Dertil svarer hovedpersonen sin ligeledes tvivlende ven, der har sit på det tørre med hus, børn og karriere: ”Fordi jeg er nødt til at skrive.”
”Kan man leve af det?” bliver han undervejs spurgt af venner og kærester, der undrer sig over, at han ikke opgiver drømmen og i stedet bliver almindelig lønmodtager. Få penge kombineret med et rødglødende boligmarked er en dårlig cocktail. ”Skriv krimi” rådes han til. I stedet ydmyger han sig og sælger undervejs sin sjæl til børne-fantasy, da han går i gang med ”Nunkerne … første bind i en fantasy-trilogi”. Et skridt på vej ned i dyndet, hvor kulturpinger som Kristina Krage råder med børnebogen ”Der er lort i min numse!”. Der bliver ikke lagt fingre imellem, når kommercielle forfatteres usle vej til mammon kritiseres.
Kramhøfts sædvanlige sideopbygning med 9 ruder.
Kramhøft dykker ned i sit eget liv og formidler det humoristisk med et snert af tragedie og selvmedlidenhed. Det lykkedes stort set til perfektion i Noget frygteligt er altid lige ved at ske, mens det kun delvist lykkes i Husvild. Forskellen er, at det jo langt hen ad vejen er selvvalgt. Hovedpersonen vælger, at det er en absolut nødvendighed at bo i landets dyreste område uden en stabil indtægt ud over skiftende deltidsjob, han ikke gider lægge liv og sjæl i. Så ja, der er forskel på at være rig og fattig. Og ja, det kan være svært at komme i gang uden penge, kontakter eller familiære forbindelser. Kulturel kapital står ikke og tager imod på perronen, når firtoget ankommer med provinsboere. Men de fleste har prøvet at være fattige studerende på mindst lige så ringe vilkår i en årrække, så det bonner ikke helt ud på medlidenhedskontoen.
Det lyder måske selvmodsigende, men man hygger sig godt i selskab med Lars Kramhøfts forhutlede og forvirrede unge mand omkring de 30 år. Oprindeligt udkom de som fire hæfter i serien Working Poor, men nu har Kramhøft arbejdet materialet igennem, ændret, udskiftet og tilføjet et efterskrift. Materialet er samlet og forsynet med et pænt bind samt fodnoter, hvor forbindelsen til Kramhøfts eget liv fastlægges. Det tynde zine-agtige papir er dog bevaret, så det trods det pæne ydre stadigvæk har lidt af den gamle charme. Det samme har hans replikker, fortællertempo og enkle cartoony streg, der minder om en amerikansk stripserie.
