Kul er det nye sort

Snuder på lastbiler er italiensk magisk-realisme og et vigtigt bidrag til den europæiske tegneseriescene, lige nu og her.

Det er nok ikke helt forkert at sige, at Forlaget Basilisk primært henvender sig til litterater. Forlaget har eksisteret siden 1983, og er blandt andet fast udgiver af Forfatterskolens afgangsantologier. Men Basilisk er også kendt som et forlag der går nye veje. Sidste år udgav Basilisk  “Signe Parkins & Drawing“. Og nu, blot få måneder senere, udkommer Basilisk så med endnu en tegneserie. Og til de etablerede tegneserieforlag vil jeg gerne sige følgende – pas på, der er en ny fisk i akvariet!

“Snuder på lastbiler” er tegnet af den italienske billedkunster Michelangelo Setola (f. 1980) i samarbejde med den italienske forfatter Edo Chieregato (f. 1971). Det er en af den slags fortællinger, hvor stemningen er det bærende element. Umiddelbart sker der ikke så meget. Læseren møder nogle interessante, men alligevel helt almindelige, mennesker. De to hovedpersoner er en lastbilchauffør og en sær dreng, som tuller rundt i hver deres parallelle handlingsforløb. Bipersonerne inkluderer en gammel kone, en ejendomsspekulant, et par skildpadder, og andre typer.  Dialogen fungerer fint. Det er hverdagssprog og det er meningen at det skal være realistisk – “sådan som folk virkeligt taler”. Der graves ikke dybt. Det er fængende, og man spørger sig selv hvad der egentlig foregår?

Når det stille drama virker, så holder man vejret i spænding, præcis ligesom man gør i det store drama. Omvendt, så er der altid en risiko for, at der går fedtspil i den. “Snuder på lastbiler” formår at holde balancen. Det er en kort fortælling, som stiller krav til læseren, men man belønnes med en lang efterglød, hvor historien lever videre i ens hjerne. Jeg var forvirret første gang jeg læste den, men ved anden og tredje(!) gennemlæsning begyndte der at ske noget.

Setola benytter en lidt søgende og gnidret kulstreg (se Setolas Tumblr), med tydelige plamager af kul, der efterlades, når hånden flyttes rundt på papiret. Eller når man visker ud for fjerde gang, og i stedet bare tværer kullet ned i papiret. Den afslappede tegnestil har fået en renæssance, og det minder lidt om alternative tegneserie fra 1990’rne, men denne gang tages der ikke afsæt i en rå og upoleret undergrunds-attitude, men snarere i højmodernistisk maleri og grafik. Skeptikere vil måske mene, at det kan gå hen og blive lidt for autentisk med de frie tegninger? Men Setola er en ferm tegner, og hans billeder udstråler en behagelig varme. En af de ting jeg sætter pris på hos de billedkunstnere, som i disse år invaderer tegneseriescenen, er netop deres ærlighed. Man må stå ved sin streg. Konsekvens og stringens er i højsædet, men på den anden side må det aldrig blive en rutine og for pænt, og der gives absolut ingen point for effektjageri. Og det gør det interessant at se på, fordi kunstnerne ikke forsøger at imponere, men først og fremmest forsøger at være godt gammeldags ærlige i deres streg. Det bryder med en dominerende tradition indenfor tegneserier, hvor man stik modsat har dyrket det fejlfrie og lidt blaserte udtryk, og hvor der måske også er en deadline. Et helt grundlæggende problem ved tegneserier er jo, at man skal tegne så fandens mange billeder, som ligegyldig hvad, ofte kredser om de samme objekter og figurer. Og det kan blive et problem, fordi det simpelthen kan blive kedeligt at se på i længden. Har man set en smølf, har man vel set dem alle? Fordelen ved Setolas, og for eksempel vores hjemlige Rikke Bakman og Rikke Villadsens lidt gnidrede blyantstegninger, er den variation, som man får forærende. Hver eneste billede er et unikum.  Strategien, eller stilen – eller måske endda skolen? – har naturligvis også sine begrænsninger – det har alle stilarter. Men tegnestilen har vist sig fremragende til det psykologiske drama.

“Snuder på lastbiler” lykkedes med at indfange og fastholde det magiske hverdagsliv. Fortællingen savner egentlig ikke noget – ikke mere action eller handling, og personernes sjæl antydes fint og stilfærdigt, og så opstår der vist alligevel en semi-metafysisk forbindelse mellem de separate handlingsforløb til sidst, men det er ikke helt til at sige? “Snuder på Lastbiler” er et godt og vigtigt bidrag til en interessant udvikling i den europæiske samtids-tegneseriekunst. Og Forlaget Basilisk er inde i en god stime.