Blueberry - de samlede eventyr 1
Forlaget Cobolt samler Jean-Michael Charliers og Jean Girauds klassiker om Løjtnant Blueberry i samlebind med tre album i hvert og vanligt lækker indpakning samt ekstramateriale.
Har du ikke tidligere stiftet bekendtskab med Jean-Michel Charlier og Jean Girauds westerntegneserie, så genudgiver forlaget Cobolt nu serien på dansk. Dit spørgsmål vil så være, om denne tegneserie fra 1963 til 2007 er værd at bruge tid på. Har du allerede stiftet bekendtskab med serien og har du den måske endda stående i reolen i en eller flere af de mange udgaver, den har været præsenteret i på dansk, så er spørgsmålet til gengæld, om det overhovedet er nødvendigt med endnu en udgave.
Ganske kort drejer serien sig om nordstatssoldaten Mike S. Blueberry (Mike T. Blueberry i starten af serien) og hans kamp for fred og retfærdighed i et tumultarisk U.S.A., der oven på borgerkrigen ikke formår at se paralleller mellem den overståede kamp for (blandt andet) sortes rettigheder og den ydmygelse og nedslagtning af det oprindelige amerikanske folk, “indianerne”, som Nordstatshæren selv er i fuld gang med.
Blueberry er dog langt fra den renskurede westernhelt med sine grove manerer og opsætsighed, men alligevel krydset med den klassiske drengebogshelt, der ”med utrolig hast og frygtindgydende præcision åbner ild … og rammer plet hver gang!”. Her i starten er han stadig trofast over for den nordstatshær, han er løjtnant i, og deler til dels dens syn på indianerne. ”Forbandede røde djævle” kalder Blueberry dem, en holdning man har svært ved at tilskrive ham, hvis man kender udviklingen i serien. Men netop dette er vel én af Charliers styrker. Evnen til at lade personerne udvikle sig over tid i, hvad der reelt er en lang fortsat historie i 22 bind.
Persongalleriet er delvist stereotypt. Der er den indianerhadende major Bascom over for den mere venligtsindede og pragmatiske oberst Dickson. Specielt den førstnævnte er en type, Charlier senere udvikler til perfektion. Der er mestizen Løjtnant Crowe, fanget mellem sin indianske afstamning og sit job i den amerikanske hær – en rolle Blueberry senere på mange måder kommer til at overtage, men her i starten fordømmer. Efterhånden som krigen mod indianerne blusser op, må Blueberry dog indse, at alt ikke nødvendigvis er sort/hvidt og at angreb ikke altid er det bedste forsvar.
Serien føles, ganske forståeligt, lettere bedaget her i starten. Det føles mere som en film instrueret af John Ford end af Clint Eastwood eller Kevin Costner, bortset fra det nuancerede syn på indianerne. Fortælletempoet er roligt, figurerne endnu ufærdige og temaerne skarpt og enkelt trukket op. Men særligt i samlealbummets sidste historie, Ensomme ørn, er der flere ting, der peger fremad. Intrigen er bedre konstrueret, dobbeltspil og ikke mindst Blueberrys udspekulerede strategier for at klare tilsyneladende håbløse situationer kommer i fokus. Alt sammen noget, Charlier vender tilbage til i mere forfinet form senere. Også en persontype som den fordrukne intendant O’Reilly, der svigter på grund af manglende dømmekraft, men samtidig har en vigtig rolle som humoristisk indslag, peger frem mod den elskelige drukkenbolt Jimmy McClure, der bliver en uundværlig og til tider problematisk følgesvend senere i serien.
Alt dette véd de læsere, der allerede har stiftet bekendtskab med serien. Men nye læsere skal altså lige indstille sig på en rolig og lettere bedaget start på en serie, der efterfølgende gennemgår en eksplosiv udvikling. Både fra Charliers side, men selvfølgelig ikke mindst fra Girauds, der, da han først begynder at løsrive sig fra Jijés skoledannende streg, er så interessant at følge, at den grafiske side af værket nærmest fra album til album er en åbenbaring i sig selv. Der er Giraud dog ikke nået til endnu i dette samlebind, så her må man leve med de fede konturstreger og masser af store, sorte skyggeflader, der var kendetegnende for Jijé.
Dertil kommer ekstramaterialet, der heldigvis også er i en klasse for sig selv. 22 sider nænsomt tilpasset det danske marked. Både i de trofaste portrætter af Charlier og Girauds begyndende karrierer, men også i Carsten Søndergaards fortælling om ”Blueberry i Danmark”. Sidstnævnte er vildt spændende forlagshistorie fra hvad der, ud fra beskrivelserne, nærmest kan kaldes det vilde vesten i dansk forlagshistorie. Og samtidig vildt nørdet, nogle vil utvivlsomt kede sig undervejs, men så kan man jo bare springe det over. Den aktuelle udgivelse er nyoversat af Søren Vinterberg, der lydefrit og tidstypisk trofast har oversat den. Har man de gamle udgaver fra Gutenberghus, så er den nye trykt i et lidt større format og farverne er generelt lidt mere klare og afdæmpede.
Svaret på begge spørgsmålet om Blueberrys berettigelse er ubetinget: ja. I mine øjne har den bedste europæiske tegneserie i realistisk stil omsider fået den udgivelse på dansk, som den har fortjent. Om det ligefrem er den ”sande og hellige udgave”, som Carsten Søndergaard skriver, kan være svært at vurdere. Man kan sagtens sætte spørgsmålstegn ved, om siderne 50-51 skulle trykkes i kun to farver, fordi de undtagelsesvist blev trykt således i det franske ugeblad Pilote. Det er en kuriositet, men personligt havde jeg foretrukket dem med den farvelægning, de fik i albumudgaven. Ligeledes er der både en god håndfuld stavefejl samt en tekst, der har forvildet sig uden for sin taleboble. Men ingen tvivl om, at udgaven er både sandere og helligere end de mange, mange foregående forsøg på at udgive Charlier og Girauds mesterværk på dansk.
