Total Jazz
Blutch’ Total Jazz både åbner og lukker. Og giver lyst til mere …
Oh. My. God. Var min første tanke, da jeg så, jeg kunne komme til at anmelde en jazz graphic novel. To! af mine passioner på én gang. I en combo. Tilfældigvis havde jeg lige læst Paolo Parisis Coltrane, som er struktureret omkring netop jazzlegenden John Coltranes hovedværk A Love Supreme. Dvs. et forholdsvis kronologisk struktureret værk med enkelte flashbacks. Så jeg gik naivt til Total Jazz med forventningen om nogenlunde den samme form for narrativ.
My oh my, her blev jeg overrasket, på flere niveauer, for Total Jazz tager mig ikke i hånden og guider mig rundt i jazzen, nej, den forudsætter, at jeg allerede ved mange faktuelle ting, samtidig med at jeg også helst skal være en rimelig stor jazznyder for at kunne følge med. Der er en god grund til, at Total Jazz’ form kan virke lettere ekskluderende, og det er, at værket mestendels består af en-sides striber skabt til det franske jazzmagasin Jazzman – så budskabet skal leveres hurtigt og koncist og det til et allerede meget indforstået publikum.
Derfor tegner Blutch hver en-sides historie med en dødsforagt, som var det sidste gang, han havde muligheden for at komme til at tegne igen, og jeg forstår så levende den udmattelse, han omtaler i interviewet sidst i værket. Til sidst kunne han ikke holde ud at skulle toppræstere hver gang.
Form og indhold
Introen til værket er meget overraskende hentet hos de amerikanske indianere. På meta-vis diskuterer den unge Pink Cloud med den store høvding, hvordan han dog skal få samlet sit graphic novel-værk ud fra sine små en-siders værker i Jazzman. Han sætter her scenen for et meget selvbevidst værk til et selvbevidst, indforstået publikum. Her er hans tegnestil også radikalt anderledes, den er lysere, enklere og helt uden skygger, har nærmest et barnligt præg, hvorimod resten er værket er meget mørkt og skraveret med dybe skygger.
Blutch’ tegninger er grænsesøgende, selve hans streg, og jeg tror, der er noget ved jazzens væsen i sig selv, som netop søger formsprængningen, så på den måde spejler formen indholdet. Tydeligst eksemplificeret på s. 71 med den dybt subversive og mest af alt urkomiske The Abstract Truth. Vi ser to par blæsere, hhv. en trompet og en sax, der spiller noget, der kan minde om drypmaleren Jackson Pollock. Til sidst dukker et rumvæsen op og udbasunerer noget, der ligner et screen shot fra The Sound of Music. Jo, vi skal høre sandheden fra børn og fulde folk. Og rumvæsner. Og The Matrix. Han tegner altså et skred mellem form og indhold.
Jazz og sex
Blutch ikke bare trækker, men tegner en lige linje mellem musikken og sex. Han kommer vidt omkring i sin fabuleren over kunstnerlivet. Alle hans subjekter er mænd, på nær to kvinder, som hhv. myrder sin musikerelsker (s. 50) og en muse (s. 25). Den udøvende jazzmand har traditionelt brug for en muse, der kan inspirere ham. Eller sådan hedder det sig i hvert fald i en typisk patriarkalsk optik.
Den klassiske Pygmalion-myte er et forsøg på et favntag med Madonna/Luder komplekset. Den erfarne mand vil forme den yngre kvinde i sit billede. Men nogle gange makker hun ikke ret og er utæmmelig per definition. Mere eller mindre alle siderne i værket kredser om denne tematik. Musikken som middel til at tiltrække kvinder, tænk f.eks. på groupie-begrebet. Samtidig synes jeg heldigvis at Blutch nuancerer med sit skæve blik på myterne omkring kvinden som figur. I The Muse på side 50, lader han netop musen overleve fire fjollede jazzlegender. Den, der ler sidst, ler bedst.
Den smukke Music is my Mistress på s. 67 viser, hvordan det måske nok lykkedes Duke Ellington igennem et helt liv at tæmme musikken, kvinden, men at hun til sidst henter ham omsorgsfuldt, som den urmoderkraft, der hele tiden har været fundamentet for hans musiks vitalitet.
Allerbedst ses denne dans mellem musikken og det seksuelle eksemplificeret i Viva Italia! på s. 72-76, (kun i længde overgået af en enkelt 5-sides historie). Vi introduceres for en trup, der mistænkeligt meget minder om Bee Gees i 70erne, bortset fra de denne gang er kliché-italienere, på en lidt nedladende, og kærligt drillende tegnet måde. Blutch kan sine romere, se f.eks. de smukke vignetter på s. 72. Satiren driver ned ad siderne, når de ikke kan sige andet end ’Ciao, bella!’, mens de i virkeligheden er stærkt homoerotiske, indtil … fanfare … jazzen introduceres via et magasin med en kvindelig sort jazzsanger på forsiden. Så når falsetsangtruppen performer (jeg er bare sikker på, de synger i falset, spørg mig ikke hvorfor), og sidenhen opsøges af førnævnte sangerinde, gør hun et så voldsomt indtryk på dem, at truppens medlemmer bliver erigerede af at sutte på hhv. hendes hænder og fødder i det meget smukke billede, der slutter historien, hvor hun ligger nøgen udstrakt som en anden Jesus. Siden er så mørk, at den faktisk ligner et linoliumstryk. Den kvindelige seksualitets urkraft som ofring og fundament og føde til musikken, til de mandlige undersåtter, som forbliver instrumenter for hende.
Selvom Total Jazz kan virke ekskluderende, får jeg alligevel lyst til mere, fordi jeg fornemmer Blutch’ betragtelige vid. Han spidder satirisk sine subjekter, men gør det alligevel med en ømhed og en solidaritet, som jeg finder sympatisk. Faktisk giver han mig både lyst til at lytte til nogle af de kunstnere, han tegner, men også til at dykke ned i hans andre værker, som er i en helt anden, men yderst interessant boldgade, nemlig Romerriget.
Del på
