”Tribeca Sunset” af Henrik Rehr.
Serieskaber Henrik Rehrs to 9/11-tegneserier er problematiske, men prisværdige.
Serieskaber Henrik Rehr sad på første parket, da to passagerfly drønede ind i World Trade Center 11. september 2001. Fra sit køkkenvindue havde han frit udsyn til nyere tids største terrorangreb, og det tog måneder, før hans liv blev bare nogenlunde det samme.
9/11 satte sig dybe spor i Rehrs tegneserieproduktion, tydeligst i ”Tirsdag” fra 2002 og ”Tribeca Sunset” fra 2003. Den nye ”Tribeca Sunset” samler begge og en del ekstramateriale i anledning af ti-året for Al-Qaedas udåd.
Forrest i bogen findes ”Tirsdag”, Rehrs selvbiografiske fortælling om terrorangrebet. Nøgternt og uden de store svinkeærinder skildrer serieskaberen dagen, hvor Manhattan stod i flammer, og tiden umiddelbart efter.
Lidt som i Paul Greengrass’ fremragende 9/11-film ”United 93” giver den udramatiske fortællestil plads til beskuerens egen gru, og det var især effektivt, da terrorangrebet stod friskt i erindringen. Nu, hvor det hele er mere på afstand, savner ”Tirsdag” lidt klangbund.
Rehr beskriver forløbet fint, og hans hverdagsperspektiv er et godt supplement til alle de nyhedsrapporter, vi alle sammen så og læste dengang. Men man savner noget perspektiv, følelsesmæssigt og/eller politisk, der kan hæve hans fortælling afgørende over den rene øjenvidneberetning.
”Tirsdag” virker hurtigt skrevet og tegnet. Det er en af Rehrs mindst polerede tegneserier, men også en af de mest rå og direkte. Mere problematisk er det, at fortællingen virker halvfordøjet. Som om begivenhederne ikke var kommet tilstrækkeligt på afstand, da serieskaberen satte sig for at skildre dem.
Tegneseriens Rehr synes underligt upåvirket af de dramatiske begivenheder. Tingene bliver sjældent så grelle, at han ikke har overskud til et skævt smil og en kvik bemærkning. Vreden, han føler efter terrorangrebet, levnes kun ét billede, og meget mere plads får afmagten ikke. Da serieskaberen endelig bryder sammen i gråd – af glæde – tegnes han sigende nok bagfra.
Ingen forlanger, at selvbiografiske tegneserier nødvendigvis skal vende vrangen ud på deres fortæller. Men det havde gjort ”Tirsdag” til en stærkere oplevelse, hvis man som læser kom bag om forsvarsværkerne og helt ind til Rehrs reaktioner dén dag.
Så går det straks bedre i ”Tribeca Sunset”, et på alle måder mere gennemført værk end ”Tirsdag”, men uden helt samme tematiske gennemslagskraft. Tegneserien fortæller den fiktive historie om fire ungdomsvenner, der genforenes i New York post-9/11 i anledning af den enes forestående bryllup.
Genren er velkendt fra filmens verden – se f.eks. ”The Big Chill”. I en klassisk Ibsens’k dramaturgi skrælles lag for lag af forstillelse og livsløgn fra, til skeletterne rasler ud af skabet og figurerne står nøgne tilbage.
Rehr holder fint styr på sit brogede persongalleri: Den geniale, neurotiske kunstner Mac, den selvfede sellout-kunstner Neil, eks-kunstneren Craig – og så lige den håbløse drengerøv Rob. Men hovedmotivet synes at være gruppens fælles 9/11-traumer. Deres tro på fremtiden er rystet, og i stedet sættes kynisme, one-linere og alkohol.
Tidsånden er fint skildret, men den kan ikke bære fortællingen alene. Det skal i stedet de fire snotforvirrede hovedpersoner, og deres problemer stikker ikke så dybt endda. Stadig: ”Tribeca Sunset” er en velorkestreret og grafisk gennemarbejdet tegneserie om et vedkommende emne.
Så er der selvfølgelig også ekstramaterialet. ”Tirsdag” og ”Tribeca Sunset” forbindes med en spøjs samtale mellem tegneserieudgaven af Henrik Rehr og sellout-kunstneren Neil, der diskuterer de følelsesmæssige efterdønninger af terrorangrebet. Et værdifuldt supplement til de to tegneserier, men også en lidt uforløst epi- eller prolog.
Strøet ud over bogen findes desuden velvalgte, illustrerede citater, der belyser diskursen omkring 9/11, som den tegnede sig i årene efter – fra høgene til duerne og på begge sider. Og så er der lidt skitser bagi, men den slags er set bedre andetsteds.
”Tribeca Sunset” – altså den samlede pakke – er båret af et højt ambitionsniveau og især fornægter Rehrs evner som tegneserieforfatter sig ikke. Den 11. september er en stor tematisk mundfuld, og det lykkes aldrig for alvor serieskaberen at gabe over det hele, men forsøgene forbliver prisværdige og interessante.
Karakter: 3 ud af 5
Værkets titel: Tribeca Sunset
Forlag: Forlaget Fahrenheit
Forfatter/tegner: Henrik Rehr
Form: Hardcover, 164 s.
Pris: 199,50
ISBN: 978-87-92320-11-7
Aktuelt udgivelsesår: 2011
Aktuelt udgivelsesland: Danmark